12.s.e.Trin 30.aug. 2020

EPISTEL

Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom. Alle begår vi mange fejl. Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme. Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, styrer vi dermed hele deres krop. Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror, hvorhen styrmanden vil; på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt. Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være. Kan en kilde give både fersk og salt vand af samme væld? Mine brødre, kan et figentræ måske bære oliven eller en vinstok figner? Nej, og lige så lidt kan en salt kilde give fersk vand. Jak 3,1-12

EVANGELIUM

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« Matt 12,31-4

PRÆDIKEN

Tungen er kroppens stærkeste muskel, har jeg hørt. Hvor alle andre muskler er hæftet fast to steder på kroppen, er tungen kun hæftet fast i dens ene ende; dens bevægelser udgår kun fra et sted, og derfor har den en enorm kraft i sig selv i sammenligning med alle andre muskler på kroppen. Tungen er samtidig en meget vigtig del af vores krop. Den er svær at undvære, når vi skal spise, dens sanseorganer, smagsløg og følenerver er med til at give os de største nydelser, og samtidig er tungen sammen med munden og halsens stemmelæber det organ, vi både taler og synger med. På den måde er tungen den muskel, der gør os i stand til at udtrykke os. Tungen er betingelsen for, at vi kan tale – at vi har et tungemål, som det hedder, et sprog. Og netop sproget er noget af det væsentligste, der adskiller os fra dyrene.

For med sproget kan vi reflektere – vi kan fortælle og fortolke den verden, vi lever i. Sproget sætter os i stand til at se på os selv udefra, se os selv i relation til Gud, til mennesker og til verden omkring os. Sproget er som et hjem. Det bygger den verden op, som vi lever i. På den måde er tungen et organ, der forbinder krop og sjæl, og samtidig gør os i stand til at forbinde os selv med omverdenen.

Tungen er hjertets organ, forstår vi, når vi hører Jesu ord til os i dag. ”Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med.” Det er ikke bare en påstand. Jeg tror de fleste af os kender trangen til at fortælle det, der fylder os, det, der lægger os på sinde, det, som vi brænder for. Men netop derfor er tungen også en kampplads. ”Tungen er en ild”, hører vi i Jacobsbrevet, ”tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede”. Tungen er en kampplads mellem tilværelsens store kræfter – en arena mellem skabermagten og tilintetgørelsen, mellem kærligheden og døden.

Hvad vores tunge siger, hvilke ord, der former vores verden, hvilken fortælling vi møder vores omverden med, det er altafgørende for det liv, vi lever. Altafgørende for om vores liv bærer god eller dårlig frugt. På den måde er hverken Guds gode magt eller det onde bare noget abstrakt uden for os selv. Det er magter, der gør brug af vores krop, meddeler sig med vores tunge. Tænkt over, hvilke ord I har sagt det sidste døgn. Der har sikkert både været opbyggelig tale og giftige ord. Både kærligheden og ødelæggelsen har været på færde. Og ofte kan vi ikke skelne mellem de to poler.

Det danske ord djævel stammer fra græsk og betyder den, der bagtaler, den der blander løgn og sandhed. Med andre ord, den, der taler med to tunger. Det er ikke et tilfælde, at myten om syndefaldet, fortæller, hvordan mennesket møder det onde i en slanges skikkelse, dyret med den tvedelte tunge lokker mennesket til at forveksle ondt med godt. Og det har lige siden været menneskets grundproblem. At skelne mellem det onde og det gode, og ikke mindst at gøre det gode vi gerne vil frem for det onde vi ikke vil – for der findes i det nye testamente den erkendelse, at blot fordi vi har indset, hvad det det gode er, handler vi ikke automatisk efter det.

Det er ethvert menneskes opgave i livet at skelne imellem disse to poler. Vi skal skelne mellem godt og ondt. Men det forunderlige er, at vores eneste middel til at skelne er sproget. Vi bruger det organ, som vi netop har hørt er en kampplads. For med ordene skaber vi verdensbilleder, håb og drømme om, hvor vi vel hen. Med ordene danner vi billeder og forestillinger af det gode vi vil, og det onde, vi ikke vil.

Og det er altafgørende hvilke ord vi bruger. For vores ord skaber en herlverden, vores ord kan sætte de største bevægelser i gang. Og bare for at nævne to eksempler på ord, der blev talt i det forrige århundrede og som stadig har deres virkning, så vil jeg nævne to sætninger, der peger på rækkevidden af de magter, vi alle er spændt ud imellem. To sætninger, der danner forestillinger om godt og ondt inden for det verdensbillede, de blev talt i. Der er nemlig en verden til forskel på at sige ”Wollt Ihr den totalen Krieg” og at sige ”I have a dream”. Ordene satte på hver sin måde verden i brand. Ord har virkning, ord flytter skel og bryder grænser ned, men det er alt afgørende, hvilken ånd, der driver ordene frem.

Og netop ånden er på sin vis omdrejningspunktet i dagen evangelium. For en af de sætninger, som vi snubler over allerførst, er udsagnet om, at der er tilgivelse for alt, blot ikke for synden mod Helligånden.

Det har fået mange mennesker til at gå hjem fra kirke og overveje, hvad de mon kunne have gjort, som stødte Helligånden så meget, at deres dåbspagt blev annulleret, og de faldt ud af den frelse som vi alle er blevet lovet.

Men ordene skal ses i den rette sammenhæng. Nemlig i den store kamp imellem godt og ondt, imellem Gud og djævel, mellem Helligånden og alle Satans dæmoner, for at tale i det sprog som de gamle brugte.

Se, Jesus siger ikke disse ord om synd i mod Helligånden ud af det blå. Hvis vi læser efter i Matthæusevangeliet, kan vi se, at han netop er blevet anklaget for at helbrede et menneske ved djævelens hjælp. Altså at gøre det gode ved hjælp af det onde. Jesus svarer på anklagen med et spørgsmål: ”Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?” Jesus skelner. Det onde er ondt og kan ikke bruges til det gode. OG han fortsætter: ”Hvis det er ved Guds ånd, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” Gud er en nærværende magt, Guds ånd, sandhedens ånd, kommer til os er og lige så virkelig i vores liv, som løgnen og det onde.

Set i det her store perspektiv, i kampen mellem skabermagten og den magt, der ødelægger alt liv, er evangeliet til i dag en stor trøst til alle os, der mærker hvordan, vi hver dag er underlagt den magt, der får os til at forveksle ondt med godt. Vi skal stadig stå til ansvar. Vi skal stadig dømmes på hvert et tomt ord, vi har sagt, vi skal kendes på vores frugter, men at synde mod Helligånden er vi lige så lidt i stand til, som at modstå det onde af egen magt.

For kun djævelen selv kan gøre sig skyldig i at synde mod Helligånden. Og synden mod Helligånden er netop det, som den tvetungede magt gør, at blande løgn og sandhed, at ophæve skellet mellem godt og ondt. At forlede os til at tro, at man skal kæmpe mod det onde med mere ondt. Hvis vi mødes af løgn, er det selv at lyve ikke svaret. Det får bare løgnens verden til at vokse i vores eget liv.

Men sandheden er stærkere end løgnen. Skabermagten er stærkere end tilintetgørelsens magt. Og i alle de kampe, vi kæmper i vores liv, skal vi huske på, at vi kæmper under nådens og tilgivelsens fortegn, for kun den magt der spotter Helligånden mødes ikke Guds nåde.

Amen.

Konfirmation 29.aug. 2020

EVANGELIUM

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mark. 10,13-16

TALE

Jeg ved ikke om I har tænkt over det, men lige pludselig er alt det vi laver, noget vi gør på trods af coronareglerne. Det at gå i skole, det at købe ind, det at mødes, at spille håndbold og køre på løbehjul, i særlig grad det at holde konfirmation, alt det gjorde vi bare uden at tænke over det, før coronaen kom. Nu skal vi hele tiden tænke på at det kan være farligt for os selv og andre, hvis ikke vi passer på og spritter af og holder afstand.

Det er som om, vi har fået et nyt blik på verden. Et nyt sæt briller, coronabriller kan man kalde det. Jeg ved ikke om I kender den der fornemmelse, når man ser en film eller serie fra før coronatiden, hvor folk giver hånd eller spiser chips fra den samme pose. Jeg kan næsten ikke holde til det, jeg tænker mere på smittefare end på filmens plot.

Sådan kan man have forskelligt blik på tingene – forskellige briller, kan man sige. Undervejs, da I gik til præst, talte vi om det her med, at vi alle sammen går rundt med en telefon i lommen. Det giver os også et særligt blik på verden. Et særligt sæt af briller, man ser alting igennem, for telefonen man kan bruge til at poste billeder inde på instagram eller sende hinanden billeder og beskeder på snap, her kan man også lave sjove ansigter af sig selv, hvor man ser ud som en nuttet kanin eller en gangster med solbriller, eller man kan lave fede videoer til tik-tok. Det er vildt sjovt. Og så kan man like og følge hinanden. Det har sikkert været rart her i coronatiden, hvor internettet har reddet mange af jer fra at kede jer ihjel. Det er lækkert, når man åbner telefonen og får respons på det man har sendt ud. Men bagsiden af det er, at man hele tiden har telefonens blik på sig selv med i lommen. Det er som om, man hele tiden er på; folk ser hele tiden på en hele tiden. Selv når man sover, kan de se de sidste billeder, man har lagt op. Det kan godt være ret hårdt, særligt hvis man er lidt bange for, ikke at få så mange følgere og likes som de andre. Det er nærmest som en anden slags briller. Internetbriller, de briller som alle de andre ser en med, og man er selv med til at lave det billede de ser, hver gang man uploader noget.

* * *

Her i kirken, der mødes vi også at et blik. Her er der også nogen, der ser på os. Nemlig Gud selv. Og nu stiller jeg jer det spørgsmål, som jeg tror er det, I har fået stillet flest gange til præst. Hvad er det vigtigste, man kan sige om Gud?

Ja, nemlig – Gud er kærlighed. Så Guds blik er kærlighedens blik. Det er det blik, vi bliver mødt med, når vi bliver døbt. Og den historie, vi lige har hørt om de små børn, den handler faktisk om det, der sker i dåben.

Her kommer der nogle mødre med deres små børn, og vil have Jesus til at tage imod dem og velsigne dem. Men Jesu disciple med realistisk blik, de ser på de her børn som de irriterende møgunger de nu engang er. For små børn bidrager ikke med noget som helst. De er dyre i drift. De spiser og fylder bleer op, og så skriger de, så deres forældre ikke kan sove om natten. Små børn er ikke til nogen nytte. Helt objektivt set, så tager de mere end de giver. Sådan ser disciplene på de små børn. Det er deres blik på småbørn.

Men Jesus har helt andre øjne at se med. Han ser på alle mennesker med kærlighedens blik. Og derfor tager han imod de små børn og velsigner dem. Omslutter dem med den stærkeste magt i hele verden, nemlig kærlighedens milde magt. Det er det, der er sket med jer i dåben, da I var så små, at I ikke forstod noget som helst: Gud tog imod jer.

Nu er I ved at blive voksne, så nu kan I forstå lidt af det, som dåben og kristendommen handler om, derfor holder vi konfirmation, for at I kan få bekræftet jeres dåbspagt. Det sker lige om lidt, når I skal sige ja oppe ved siden af døbefonten.

Og dåbspagten, den aftale Gud indgår med os, det er at Gud altid vil se på os med sit milde blik. Gud følger jer hver dag og hver nat med sine kærlige øjne. Det skal I huske på, når I synes at jeres eget eller andres syn på jer er for hårdt og I skal leve op til alt muligt. Gud ser altid på jer med kærlighed og nåde. I er aldrig helt alene, for Gud holder jer fast i sin kærlighed.

Og så her til sidst: Jeg ved ikke om I kan huske det, men på et tidspunkt gav jeg jer lektier for. I skulle se på alle de mennesker, I mødte, med netop det samme blik, som Gud ser os med, de samme briller, Man kunne kalde dem kærlighedsbriller. Det er af og til ret svært at se på folk med de briller. For folk kan være noget så irriterende, eller ligefrem onde, men her i kirken lærer vi, at vi ikke skal fordrive ondt med ondt, men med det gode. Og det skal være jeres lektie. Når man er døbt er man nemlig Jesu discipel. Man skal gøre alt det, han befaler os. Det er helt enkelt: I skal altid huske, at I er set og elsket af Gud, selv når I har det så skidt, at I ikke kan tro på Gud, så tror Gud for jer og bliver ved med at se og elske jer. Og så skal I hver dage huske på, at prøve at se med det samme milde blik, som Gud møder os med. Så I dag, hvor I bliver konfirmeret får I den livslange lektie: tag kærlighedens briller på, gå ud og se på verden og på de mennesker, I møder, med kærlighedens milde blik, for det er sådan, Guds kærlighed kan overleve i verden.

11.s.e. Trin. 22.aug. 2020

Idag var der afl,øser udefra - så her er ingen prædiken.

10.s.e. Trin. 16.aug. 2020

EVANGELIUM
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!«

Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Matt 11,16-24

PRÆDIKEN

Lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen.

I begyndelsen af marts i år var jeg så heldig at være på rejse i det hellige land. Vi var nogle dage i Jerusalem, og sluttede så af netop i de egne, som vi hører om i dagens evangelium.

Og når man rejser rundt i det landskab, som var Jesu’ hjemegn, de steder hvor langt størstedelen af hans virke foregik, så forbløffes man over hvor lille et område, der i virkeligheden er tale om. Geneseret sø er centrum for Jesu virke. Den er ca. 20 km fra nord til syd og 10-15 km fra øst til vest, Ja faktisk fortalte en af guiderne os, at hvis man sætter sig ned og læser det nye testamente igennem og tæller Jesu undergerninger op, for derefter at plotte dem ind på et kort, så kommer man frem til at ca. 80 procent af Jesu undergerninger foregår i byerne omkring den nordlige del af Geneseret sø – altså inden for en radius af 20-30 km.

Det er så småt. Så lille et område, at man kan blive helt svimmel af samtidig at tænke på hvor stor en kraft og virkning de få år, hvor Jesus vandrede rundt og prædikede og helbredte på denne lille plet, har haft. Det allerstørste findes i det allermindste.

Vi var afsted på den smukkeste tid på året. Det var forår. Solen var mild og varm. Det havde regnet godt og alting blomstrede med en helt usigelig kraft. Særligt blomstrede sennepsplanten. Den kender vi også fra Jesu lignelser. Jesus sammenligner nemlig Himmeriget med et lille sennepsfrø. Det er det mindste frø af alle, og alligevel spirer det frem og vokser sig til så stor en plante, at fuglene kan bygge rede i dens skygge. Ved at sammenligne Guds rige med et sennepsfrø, peger Jesus netop på dette, at det allerstørste findes i det allermindste. Det allerstærkeste i det allerskrøbeligste. Guds rige, der bryder frem som en sart lille gul blomst.

Og der var store gule sennepsplanter overalt. Vi kender den samme plante herhjemmefra som raps, og jeg tror mange af os nyder det i fulde drag, når vores marker lyser intenst gult i forårssolen. Men i Israel er sennepsplanten den værste form for ukrudt. Og jeg har et billede fra min rejse. Et billede, som brændte sig ind på min nethinde, men som jeg desværre ikke nåede at tage med et kamera. For uden for en restaurant i nærheden af Kapernaum, der stod en havemand iført maske og gummihandsker. På ryggen havde han en stor beholder med gift, og stod nu og pumpede gift ud på et stort areal, der var dækket af den smukke og blændende gule sennepsplante.

Vi gør jo det samme med vores skvalderkål og mælkebøtter herhjemme, og man kan sige, at havemanden blot sørgede for at ukrudtet ikke spredte sig; alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han billedligt talt stod og sprøjtede, så gudsriget ikke skulle brede sig.

Og jeg tror måske at Jesus har haft samme erfaring, da han så ud over de byer, hvor han havde plantet så mange frø, lagt så mange kræfter i at vække Guds milde magt i hjerterne på de mennesker, som boede her. Alle de tegn, de livsomvæltende undergerninger, al den stærke og forløsende tale, menneskene her er blevet mødt af; det gudsrige, der bryder frem lige midt i mellem dem, tager de imod med skepcis og fordrejer og forgifter det hele.

Det skete allerede før Jesus trådte frem, da Johannes Døberen med hårde ord søgte at vække folk fra deres egen hensynsløshed, og ved selv at gå i forvejen med et godt eksempel på, hvordan man kan lægge sit liv om, og afstå fra egoistisk overforbrug og undertrykkelse af sine svage medmennesker, ja, da blev han stemplet som besat. Og da så Jesus mødte dem med tilgivelse, mildhed og glæde, tolkede man det som frådseri og drukkenskab, og fordømte den mand, der havde fællesskab med samfundets udskud og svageste personer.

Med andre ord, havde menneskene, som boede i egnene omkring Geneseret sø, mødt gudsriget netop som gartneren mødte sennepsplanterne: med gift og med ønsket om at udrydde det.

Jesus gik rundt på vejene omkring Geneseret sø og forkyndte at Gudsriget er midt i blandt os, og folk svarede med giftig skepsis og afvisning. Men selvom dette er sket i så fjern en tid, på så lille et sted, i så lille et land, i så kort en periode af historien, så sker det alle steder. Atter og atter. Vi mennesker møder Guds tegn og undergerninger med skepsis og afvisning. Hver gang gudsriget bryder ud midt i blandt os, hver gang nådens milde magt bryder frem, hver gang den forløsende kærlighed frisætter det dødsmærkede liv, er der noget i os, der stritter imod. Noget, der virker som en gift, der lader alting visne mellem hænderne på os, også selvom vi bruger giften i den tro, at det gør gavn.

Og i dagens evangelium forvandler Jesus sig nærmest til sin vrede profet, Johannes døberen, der havde sit virke ude i ørkenen langt derfra, hvor han stod og råbte al verden op med sin dommedagsprædiken. Jesus møder os med dom og med ve-råb.

Dommen er, at vi må gå fortabt, hvis vi skal dømmes efter, hvor gode vi er til at modtage det Gudsrige, som dag efter dag rækkes os i livet.

Dommen er den, at gudsriget ikke bryder frem, når vi spreder gift, som vi gør. Dommen er den, at himmelen ikke kan nå jorden, at vi ikke kan ophøjes til himlen, hvis det hele afhænger af vores evne til at modtage de små glimt af Guds rige, som hver dag spirer frem imellem os. Dommen er, at vores egen gift styrter os i dødsriget, at vi må gå fortabt, hver gang vi er overladt til vores egen magt.

Sådan lyder dommen over vores handlinger. Og når vi blot lytter til den, uden at forbinde den med vores eget levede liv, så lyder dommen hård. Men dykker vi ned i vores egne erfaringer, vores egne erindringer, så kan vi alle komme i tanke om tider og hændelser, hvor den gift, vi delte med vores medmennesker, var stærkere end den lille skrøbelige spire af gudsriget, vi havde fået ansvar for at tage vare på. De fleste kan komme i tanke om dengang, hvor vi selv var med til at mobbe det udsatte barn i skolegården, dengang, hvor vi lod os drage med ind i et skænderi, der fik alt til at visne, dengang, hvor vi blev overtaget af hævntørst eller lod ordenes gift løbe som bagtalelse, eller blot magtesløse mærkede hvordan bitterheden og selvmedlidenheden spredte sig i vores hjerte og fordrev al taknemmelighed og glæde.

Her findes det helvede, som både er følgen af og dommen over al den gift, der breder sig. Al den gift, som lader kærlighedens blomster visne, i den have, hvor Gudsriget først var spiret frem.

Men der findes et håb. For blomster sætter frø, og frø kan overleve selv den hårdeste vinter, selv den stærkeste gift.

Og inde midt i Jesu dommedagsprædiken, der findes en enkelt sætning, som skiller sig ud. Der står: ”Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger”. Her ligger håbet gemt. For der findes gerninger, som ikke er vores egne. Gerninger, som ikke er drevet af vores hensynsløse og ukloge handlinger, men som har deres rod et helt andet sted, nemlig i Guds visdom. Det er kærligheden gerning, den gerning, som Jesus havde vandret rundt i Betsajda og Kapernaum og havde udøvet. Den gerning, som han fuldførte, da han drog til Jerusalem, og gav sig selv helt fuldt for alle os fortabte menneske i sin død på korset.

Jesus døde og alt håb var ude, men som et frø, der lå død i den sorte muld, opstod Jesus. Med påskemorgens lys spirede Gudsriget frem midt i dødens mørke.

For kærlighedens kraft er stærkere end al dødens gift. Gudsriget bryder frem som ukrudt, det blomstrer og sætter frø. Frø som kan overvintre, frø, som spirer frem, hvor man mindst venter det. Frø som findes i ethvert menneske, selv de mest forråede af os. Ikke ved vores egne gerninger, med ved kærlighedens gering i os.

Amen.

9.s.e. Trin. 2.aug. 2020

EPISTEL: Jeg påminder dig om at lade den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse, flamme op. For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. For det evangelium er jeg indsat som forkynder og apostel og lærer. 2 Tim 1,6-11

EVANGELIUM: Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Luk 18,1-8

PRÆDIKEN

Lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det hele begynder ellers så godt. Med orgelmusik, der åbner vores ører og når til hjertet. Med indgangsbønnen om, -at lukke vore ører, øjne og hjerter op.

Og hos Paulus hører vi ordene om, at Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Og nu taler Jesus til sine disciple om bøn, om altid at bede, om ikke at blive trætte i bønnen. Bønnen er den troendes hvile og trøst. Bønnen er det sted, hvor vi kan åbne os Helligånden og modtage dens kraft og kærlighed og besindighed.

Men så kommer lignelsen. På mig virker denne lignelse som en spand koldt vandt i hovedet. For det er tydeligt, at vi skal sammenligne Gud med den kyniske og desillusionerede dommer, der hverken frygter Gud eller mennesker og at vi skal se os selv i den vedholdende, men i dommerens øjne dybt irriterende dame, der ikke opgiver i sin indædte kamp for at få ret.

Både dommeren og enken fremstår som ubehagelige typer. Der er ikke noget mere arrogant end at skaffe folk ret, for selv at få fred. Ja, faktisk kendte jeg engang en, der ofte sagde dette: ”du får ret og jeg får fred.” Det er temmelig frustrerende at blive mødt med den attitude.

Når det gælder enken, kender vi ikke hendes situation. Vi ved blot, at hun er værgeløs i ordets bogstaveligste forstand, og at noget har begået en uret imod hende – og det sætter hende i den position, at hun fastholdes i rollen som offer, som krænket. Hun skal kæmpe for at for ret. Og hvad er mere træls end folk, der altid kæmper for at få ret. Det er ikke en position, vi gerne vil finde os selv i. Det ville være rarere at kunne indtage den mere storsindede rolle, som den, der børster krænkelserne af sig, som man børster krummer af skuldrende. Men enken er nu engang sat i den situation, at dette at få ret, er altafgørende. Måske gælder det hendes livsgrundlag. Måske gælder det hendes anseelse eller værdighed som menneske. Under alle omstændigheder er hun fastholdt i offerrollen.

Det hele ender fuldstændig absurd i, at den uretfærdige dommer skaffer enken ret, for eller kommer hun vel bare og slår mig i ansigtet, som han konstaterer. Det er nærmest et antiklimaks.

Og læg nu mærke til hvor langt vi var fra begyndelsen. Hvor langt væk fra musikken og ordene, der åbnede vore øjne, ører og hjerte, så Helligånden kunne fylde os, og indgyde os kraft, kærlighed og besindighed. Hverken den uretfærdige dommer eller den retfærdighedssøgende enke kan siges at være opfyldt at Guds kraft, kærlighed eller besindighed. Nærmere kan man tale om, at de efter en udmattende kamp, ender et sted, hvor den ene får ret, så den anden kan få fred. Og begge i øvrigt kan blive fornærmet siddende i hver sin lejr.

Der er en underlig uforsonlighed, en underlig uforløst stemning over hele denne lignelse. Også selvom Jesus redder den hjem til sidst ved at sige, at når en uretfærdig dommer alligevel kan bevæges til at skaffe oprejsning for den forsmåede enke, skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, når de råber til ham dag og nat. Forløsningen udebliver ligesom. Også fordi Jesus vender det hele om til sidst, og stiller spørgsmålet om, hvorvidt han vil kunne finde troen noget sted, når han engang kommer tilbage på dommens dag. Hele forholdet vendes om. Kan vi præstere den glødende tro? kan vi dag og nat være udholdende i bønnen, opfyldte af Guds kraft, kærlighed og besindighed?

Nej, det kan vi jo ikke. Og måske netop derfor fortæller Jesus os denne mærkværdige historie. For alle kampe vi må tage igennem vores liv, tærer på os. Fjerner os fra udgangspunktet, hvor vi møder Gud med åbent sind og åbne hjerter i tillid og tro.

Og nu vil jeg fortælle en historie om en mand, der igennem sit liv i den grad var blevet fjernet fra barndommens tillidsfulde udgangspunkt. En mand, der som enken i historien kæmpede med Gud og mennesker for at få ret, men som ikke fik den ret, han bad om, og så dog… måske fik han ret på et højere plan, end det, han selv kunne få øje på. I hvert fald for en stund.

Engang for længe siden var jeg kortvarigt tilknyttet Sdr. Omme statsfængsel og kirken der. Her sad mange forskellige mennesker inde for mange forskellige forbrydelser. Nogle af dem havde begået narko-relateret kriminalitet, og der var på fængslet en hel afdeling for folk, der var på afvænning. Her talte jeg med mennesker i kamp. Og en af de indsatte der fortalte mig engang, at han var helt overbevist om, at intet menneske, der som han, havde oplevet at sidde isolationsfængslet, ikke også samtidig havde prøvet at bede til Gud. I isolationen er i alle troende. For her kan man ikke tage kontrol over situationen. Man er handlingslammet. Man er så magtesløs og ensom, at man før eller siden må folde sine hænder og bede fadervor. Eller blot helt enkelt give slip på sig selv og bede til Gud om hjælp.

Det havde han også gjort. Og han havde bedt af alle sine kræfter om at måtte blive sluppet fri. ”men lige lidt hjalp det”, fortalte han mig. ”Jeg blev jo dømt. Jeg sidder jo stadig inde”.

For manden i fængslet havde Vorherre fået samme ansigt som den uretfærdige dommer. Han havde bedt om at få ret, men fik det ikke ligegyldigt hvor meget han bad. Manden i fængslet havde det som enken fra dagens lignelse undervejs i sin kamp for at få ret. Gang på gang rendte hun dommeren på døren for at få ret, men hendes version af historien blev ikke hørt. Dommeren var ligeglad.

Lignelsen om kvinden, der utrætteligt kæmper for sin ret ender med, at hun rent faktisk får ret. Men dommeren efterkommer ikke hendes retskrav, for at retfærdigheden skal ske fyldest. Dommeren gør det nærmest af ligegyldighed. Han giver hende ret for selv at få fred.

Vi hører ikke, hvad der sidenhen sker med kvinden, der fik ret. Vi hører ikke om hun bliver tilfreds. Om hun troede mere inderligt på Gud, da hun endelig fik ret. Jeg ved heller ikke hvad der er sket med den mand, jeg talte med i fængslet. Jeg har ikke mødt ham siden. Jeg ved ikke, om han blev ved med at være stoffri. Men jeg har ofte sendt ham en tanke. Også fordi, at jeg tror at Vorherre rent faktisk hørte hans bøn. Netop ved ikke at give ham ret med det samme, ved ikke at hjælpe ham ud af fængslet, sådan som manden havde bedt Gud om i sine bønner, da han sad i isolation og ventede på sin dom.

Måske hørte Gud netop hans bøn om hjælp. For der findes et stærkere fængsel end det i Sdr. Omme. Nemlig det fangenskab, som narkomanen sidder fængslet i. Ingen er så bundet til en anden magt, som det menneske, der er afhængig af stoffer. Og ved ikke at lade ham få ret over for den dommer, som skulle dømme ham i byretten, skaffedes han ret på et helt andet plan. For i dommen åbnedes der en dør for ham. En dør midt i fængslet, som kunne lede ham ind i en endnu større frihed, nemlig friheden fra de stoffer, der havde tvunget ham ud i kriminalitet og væk fra alle dem, han holdt af. Væk fra det menneske, han gerne ville være. Hans liv blev på den måde rettet ud. Også selvom han ikke selv kunne se det.

OG det er måske det, vi kan lære af, at høre på lignelsen til i dag. Lignelsen viser os den erfaring den bedende af og til må få. Erfaringen af Guds magt som fjern og afstumpet, fordi bønnen vi beder, handler om, at vi selv skal have ret.

Og når menneskesønnen kommer tilbage for at dømme os, for at se på vores liv, kan vi nok godt svare på, om han vil finde troen hos os der. Nej. For troen og håbet er skrøbelige i vores hjerter. Og netop derfor skal vi bede, på trods af, at vi er trætte. Vi skal bede, for at holde fast i den lille flig af tro på Guds nåde, det lille glimt af håb om forløsning fra alt det onde, der binder os i livet, binder os til døden. Vi må bede Gud om at lade sit ansigt lyse over os i bønnen, så vi bag dommerens kynisk maske kan se og stole på den levende Gud, som kan gøre alting nyt. Og kan vi ikke tro og har vi intet håb, da må vi bede Jesus om, at skænke os sin egen stærke tro, og sit eget uudslukkelige håb. Som vi synger det om lidt:

Og er jeg døv og blind
og træt og tung i sind,
jeg véd dog, Jesu øje
ser Fader i det høje,
jeg véd dog, Jesu øre
kan Fader-røsten høre. Amen

8.s.e. Trin. 2.aug. 2020

EVANGELIUM

Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Matt 7,22-29

EVANGELIUM

Lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen.

”Jeg er ateist”, sådan siger flere og flere mennesker om sig selv, hvis nogen stiller dem spørgsmålet om, hvad de tror på.

Og hvad er en ateist så? Ordet betyder et menneske uden gud. Et menneske, der ikke tror på noget.

Og hvor mange ateister, der findes, afhænger fuldstændig af, hvordan spørgsmålet stilles. Hvis man er ateist, når man ikke tror på en Gud, der skabte verden på præcis 7x24 timer og som nu helt konkret sidder som en gammel mand på en sky, ja så er selv jeres præst ateist.

Men hvis en ateist er et menneske, der ingen tro har, et menneske, som ikke tror på noget som helst, så findes der ikke mange ateister her i verden.

Og netop hvad vi tror på, er det, som Jesus taler om i dagens evangelium.

Det vi tror på, er det, vi bygger vores hus på, vores liv på. Og jeg tror ikke at noget menneske kan leve et liv uden tro. For tror man slet ikke på noget, så findes der ingen mening med det liv, man er sat i. Tror man slet ikke på noget, er der ingen forskel på godt og ondt. Der er ingen forskel på, hvordan man lever sit liv. Det er ligegyldigt, om man svigter sin familie, om man lyver, stjæler eller slår ihjel. Det er ligegyldigt om man lever eller dør, for tror man ikke på noget, er der ikke forskel på godt og ondt, ingen forskel på liv og død, ingen forskel på kærlighed og tomhed. Hvis ikke man tror på noget som helst, så er en død krop lige så god som den levende. Så er en lussing lige så god som et kærtegn.

Så alt afhænger af tro. Troen er det, der giver livet mening og retning.

Martin Luther er kommet med en af de mest præcise beskrivelser af, hvad tro er. Han siger:

”En Gud kaldes det, hvoraf man venter sig alt godt, og hvortil man tager tilflugt i al nød… alene hjertets tillid og tro afgør, både hvad der er Gud og afgud.”

Med de ord i baghovedet bliver det tydeligt, at vi mennesker ikke bare går rundt uden tro og uden guder at tro på. Man kan tro på pengenes gud, helbredets gud, nydelsens gud. Der er mange at vælge imellem. Man kan sågar have sig selv som afgud – i vores tid er det ligefrem blevet en dyd: ”du skal tro på dig selv”, går vi rundt og siger til hinanden, også i situationer, hvor vores egen magt slet intet kan stille op med de problemer, vi står i.

På den måde har vi alle guder. Selv bekendende kristne kan ikke sige os fri for at have et par afguder med sig – Vi kan ikke sige os fri fra af og til at stole mere på vores egen svage magt, end Guds; eller at vende os til falske trøsteguder i stedet for at vende os til vorherre, når alting brænder på. Eller at falde for hævnens gud eller pengenes grådige gud, i stedet for at overgive os til den nådige og selvhengivende Herre, som vender vores hjerte væk fra os selv og vores egne behov og sender os ud i verden, for at leve til gavn for vores medmennesker.

Se, alt det, I lige har hørt, har været fuldt af billedsprog. Talen om guder og afguder, pengenes gud, hævnens gud, nydelsens gud. Det er billeder på et forhold, som vi mennesker kan have til penge, hævn eller nydelse. Og vi har hørt om ateismens fortegnede billede af Gud som en gammelfar i en sky. Et billede, der har sin grund i, at vi igennem Jesus møder Gud som en fader, en magt, som møder os med en faders ubetingede kærlighed og omsorg. Gud fader er et smukt billede af den kristne Guds omsorgsfulde magt. Og et andet billede har fået malet frem for vores indre blik, er Jesu billede af, hvordan et menneskes liv og tro kan sammenlignes med at bygge et hus, enten på klippegrund eller på sandgrund. Det er et stærkt billede. Alle, der har gået strandture ude ved Lønstrup de sidste par år, kan se konsekvenserne af at bygge på sand.

Men det er kun et billede. Og billeder kan også smuldre som sand. Billederne bruger vi, for bedre at kunne forstå og forbinde os til Gud. Men hvis vi kun holder os til billederne, hvis billederne om jeg så må sige ikke bliver til kød og blod, hvis de ikke knyttes til vores levede liv, så vil de alle smuldre bort som den sandgrund, vi hører om i dagens evangelium.

Det ved Jesus. Men han ved også samtidig, hvor Guds billede bliver til kød og blod, han ved, hvor Gud bliver til levet liv – nemlig hos ham selv.

For Jesus er Guds udtrykte billede i kød og blod. I Jesus går Gud fra at være noget man taler om i overført betydning, til at møde os helt konkret og træde ind i vores levede liv. I Jesus smelter Guds og menneskets historie sammen, så vi ikke længere er overladt til at tale om Gud i overført betydning.

Mennesket Jesus levede et menneskes liv med alle dets facetter, med glæde, sorg, lidelse og død. Men samtidig var han Gud selv i kød og blod, Jesus var den levendegjorte kærlighed, der mødte verden med en ubetinget selvhengivelse og derfor endte med at give sig selv helt hen i sin død på korset.

At tro at den lidende og døde mand på korset er den faste klippegrund, som vi skal ty til og sætte al vores tiltro til, er ved første øjekast lige så vanvittigt som at bygge sit hus på smuldrende sand.

I dag fremstår Jesus på korset netop som et billede. Et krucifiks kalder vi det. Det viser os det sted hvor Gud for alvor afslørede sit væsen: den totale og ubetingede selvhengivelse. Den fuldstændige afståelse fra at bruge vold. Den trofaste kærlighed, der går igennem døden for vores skyld, for at frelse os. Og enhver, som kender krucifiksets betydning, ved også at det peger hen på opstandelsen, peger hen på den begivenhed, som ikke kan afbilledes. Opstandelsen kan ikke indfanges i et billede. Derfor taler evangelierne så diffust om opstandelsen, der er en tom grav, der tvivlende og bange disciple, som ikke ved, hvad de skal tro, og så er der en stemme, en skikkelse i lysende klæder, der forkynder at Jesus har brudt dødens magt. Alt det rummer krucifikset i sig. Krucifikset er et billede af den Gud, vi tror på. Det er billedet af den klippe, vi skal bygge vores hus på. Først når vi kender historien om, hvordan Jesus på korset udfoldede Guds ubetingede kærlighed og nåde, kan vi se, hvor stærk og urokkelig en klippe, Jesus Kristus er.

Men selvom billedet fortæller selve kernen i evangeliet om Gud, så er alle de krucifikser vi har, og som hjælper os til at holde fast i evangeliet, ikke Gud selv. Men Gud findes – og Gud er helt konkret. Gud møder os stadig. Og det sker her i kirken – det sker i dåben og i nadveren. Gud møder os i det stilfærdige ritual, som vi har båret med os i kirken siden den kristne menighed opstod påskemorgen.

I dåben møder Gud os helt konkret som den magt, der tager imod os. her bliver hvert enkelte menneske en del af Guds historie, her dør og opstår vi sammen med Jesus, og her lover Gud os, altid at følge os med sin trofasthed, indgyde og sit håb, og omfatte os med sin uudslukkelige kærlighed. Her i dåben gør Gud sig med andre ord til vores grund, til den klippe, vi altid kan stå fast på uanset hvor meget livets storme og dødens vande raser i vores liv.

Og Gud møder os helt konkret i nadveren. Her opstår Gud selv i kød og blod, hver gang går til alters. Her bliver Gud levende og meget konkret – så konkret, at vi kan spise og drikke Gud selv. Det er ikke bare et billede. Det er Gud selv og samtidig er det levet liv. Et liv, der giver os sig selv, så vi kan gå ud i verden og øse af den samme kilde, som vi har drukket af.

I dåben og i nadveren bliver krucifiksets billede af døden og opstandelsen levende nutid. Her træder vi ind i troens bygning, den bygning, der står fast på Gud selv. Her bliver vi givet et liv, der ikke kan slettes ud af dødens og mørkets kræfter. Her bliver vi givet en tro og et håb, vi ikke selv skal fremkalde, og som står fast uanset om alt andet i verden ramler.

Om lidt, når vi går til alters, sker det. Kristus opstår lige midt i mellem os og giver os sig selv. Det sker ikke med pomp og pragt og store effektfulde mirakler, der skal bevise Guds magt. Det sker så stille, at kun troens øjne kan se det, så tyst, at kun det hjerte, der venter sig alt godt og tager al tilflugt hos Gud, kan mærke det. Men det sker. Og kan vi ikke af os selv tro, så tror Gud for os. Så holder han os fast i vores dåb, og taler fortsat til os, kalder os til sig og indgyder os sin tro og sit håb og sin kærlighed. Hver dag. Indtil verdens ende.

Amen

7.s.e. Trin.

1.JULI 2020

EVANGELIUM

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« Matt 10,24-31

PRÆDIKEN

Lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen.

Det er kristentroens styrke, at evangeliet altid skal oversættes og forkyndes ind i de levede liv. At det ikke er en statisk sandhed, et facit, men opstandelsens levende kraft, som evangeliet møder os med, uanset hvilken tid, vi lever i. Jeg har en bibel fra 1908. Den er fra før de to verdenskrige, og den svarer derfor til den tid og det verdensbillede, den gudstro, der den gang herskede.

Det bemærkelsesværdige ved bibelens ord fra 1908 er, at her står, at ikke en fugl falder til jorden, uden at det er Guds vilje. Det er ikke en forkert oversættelse. Det er den nye oversættelse vi lige har hørt heller ikke. Begge betydninger ligger nemlig gemt i den græske tekst. Men der er milevid forskal på at tro at det er Guds vilje, hver gang selv den mindste spurv falder til jorden, og så på at tro, at Gud er med selv den mindste spurv – også i dens fald.

Ordene om Guds vilje er et udtryk for den meget stærke forsynstro, der herskede før de to verdenskrige brød ud.

Og nu skal vi ud på en rejse. En rejse, der følger og beskriver dette begreb: forsynet. Troen på Guds omsorg for sit skaberværk, tilliden til hans styrelse af verdens gang frem imod hele verdens frelse.

Eller sagt lidt mere forståeligt: Troen på forsynet er troen på, at alt hvad der sker, sker med nødvendighed, alt hvad der sker, sker for at Guds kærlighed kan sejre til sidst.

Det er bemærkelsesværdigt, at ordet forsyn, som kommer af det latinske ord providentia, ikke er et bibelsk begreb. Tanken om forsynet er udviklet gennem århundrederne, men slår først rigtigt igennem efter oplysningstiden. Uden at vide det, tror jeg, det hænger sammen med, at forsynstanken passer rigtig gort til den naturvidenskabelige tilgang til verden, som bryder frem på denne tid, hvor beskrivelsen af altings årsag og virkning bliver grundstenen i al videnskab og kommer til at smitte af på, hvordan vi opfatter alle livets områder.

Guds forsyn har været og er stadig en meget stærk og central del i rigtig mange menneskers Gudstro. Og jeg vil give jer et eksempel på hvor smuk og stærk troen på Guds forsyn kan være.

I min sommerferie er jeg nemlig dykket ned i min families historie. Min morfar blev født i 1912 som dansksindet tysk statsborger – og så blev han oven i købet født i Indien. Hans forældre var dansksindede tyskere fra Raved i Sønderjylland. Men deres tro var vigtigere for dem, end deres nationale tilhørsforhold, så de havde ingen problemer med at drage ud i missionsmarken sammen med alle de andre tyskere, der i de år rejste til Indien for at forkynde Guds ord og åbne porten for et nyt liv for alle de mennesker, der levede under kastesystemets forbandelse.

Men Indien var dengang en engelsk koloni, og da første verdenskrig brød ud, blev min morfars familie interneret i fangelejre, hvor man adskilte mænd fra kvinder og børn, så i de år så min morfar ikke sin far, men lærte til gengæld en masse tyske diakonisser at kende. En af dem hed Søster Otty. Efter knap to år, blev de så sendt hjem til Europa, syd om Afrika, på en 7 uger lang, strabadserende og til sidst meget farlig tur, da de skulle sejle lige igennem krigszonen med kurs mod den engelske kanal. Hele denne tur er blevet beskrevet af Søster Otty.

Umiddelbart før de nåede krigszonen blev der på skibet foretaget redningsøvelser, hvor alle mand skulle stille ved redningsbådene iført redningsvest, og Søster Otty skriver: ”Denne øvelse gjorde nogle af passagererne urolige, vi blev jo stærkt mindet om situationens alvor… Vi tænkte i vort stille sind, at hvis katastrofen endelig opstod, ville det hele nok tegne sig lidt anderledes i den panik, der ville komme. Vi troede imidlertid på at vi blev beskyttet af Guds stærke faderhænder. Et synligt tegn fik vi efter den første øvelse, da vi igen gik op på dækket: lige over os tegnede sig en smuk regnbue, det gamle pagtstegn – og det var for os langt bedre end nok så mange redningsveste.” Sådan skriver Otty, og udtrykker på den måde hvordan troen på Guds Forsyn, åbner hendes øjne så hun ser tegn på Herrens styrelse og omsorg, hvor end hun går. Og da de sejler ind igennem krigszonen med mørkelagte glughuller og livet på spil, skriver hun: ”Vi oplevede dødens nærhed og mulighed. Men for os lagde sig også en tryghed ved at være i Herrens hånd, så jeg hver aften kunne lægge mig til at sove, som et barn i moders skød”.

Smukkere kan Forsynstroen ikke beskrives. Den indgyder hjertet en Guds fred så man kan gå gennem bogstaveligt talt ild og vand, og dog bevare troen og håbet. For hun tror fuldt og fast på, at hvad end der sker, hvor meningsløst og smertefuldt hun end erfarer livet, så kender Vorherre meningen med det hele og vil føre hende hjem til sin frelse uanset hvor hårde prøvelser, hun må gå igennem.

Sejlturen foregik i maj 1916 – ca. 14 dage før en anden begivenhed, der som en bombekrater sprængte fundamentet væk under troen på Guds forsyn.

1.juni begyndte nemlig slaget ved Sommes. Igennem flere måneder mejede de tyske, franske og engelske broderfolk hinanden ned i en ubeskrivelig voldsom og uafbrudt massakre. Man skønner at mere end en million unge mænd blev dræbt. Det er mere end 7000 menneskeliv om dagen. Forråelsen er den eneste vej til overlevelse i sådan en krig. I skyttegravene oplevede folk ikke blot, at deres legemer blev slået ihjel, her mødte de også den magt, der kunne slå sjælen ihjel. Al menneskelighed forsvinder sådan et sted. Det samme gør tilliden til Vorherres forsyn, troen på, at alting finder sin plads i Gud plan. Den slags er svært at tro på, når man har bygget skanser af sine afdøde kammeraters kroppe. I skyttegraven kan man ikke tale om, at ikke en spurv falder til jorden uden at det er Guds vilje, uden samtidig at skulle forholde sig til hvor grusom en guddom, man her taler om.

Årene gik, anden verdenskrig kom, med lige så store og meningsløse lidelser for den faldne menneskehed. Verdenskrigen endte som bekendt i atombombernes fald mod jorden i Hiroshima og Nagasaki. Begge de soldater, der var blevet beordret til at udløse bomberne begik sidenhen selvmord, har jeg fået fortalt.

Meningsløsheden var altomfattende.

Den forsynstro, der tilskriver alt, hvad der sker, Guds vilje, virker derfor barsk og kynisk. Så skulle Gud ville de blindt mekaniserede og nøje tilrettelagte masseudryddelser, som de to krige forårsagede. Og så skkulle den troende være rede til at sige sådan her: ”Ikke en atombombe falder til jorden, uden at det er Guds vilje” det er der rent faktisk en præst, der sagde herhjemme i begyndelsen af 80’erne. Det var sagt polemisk, men han mente det, og måske fandt han en trøst i en tanke om, at Gud kan se en mening i den megen vold og lidelse, som vi mennesker udgyder over hinanden.

Den trøst kan jeg ikke finde. Og jeg har kæmpet meget med dette spørgsmål. For jeg vil gerne holde fast i forsynstroens kerne, nemlig troen og håbet på, at kærligheden vil sejre til sidst og at Gud i det skjulte følger og leder hele sit skaberværk imod forløsning.

Men jeg kan ikke tro, at det er Gud, der sender død og ødelæggelse. Hvis jeg gør det, rives mit gudsbillede i stykker, tilliden forsvinder. Gud bliver ond, hvis det er sandt at alt, hvad der sker er Guds vilje. Og måske er det det, som Jesus taler om i dagens evangelium, når han siger, at har man først kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere så ikke hans husfolk. Beelzebul er et andet ord for djævelen. Og uanset om man bedst kan lide at tale abstrakt om det onde, eller kan forholde sig til det ondes personificering, og taler om djævelen, så er det vigtigt at holde fast i, at der findes en ond magt uden for Guds gode skabermagt. Ellers ender vi med at kalde Gud for djævelen. Ellers ender vi med at kalde husbonden for Beelzebul. Beelzebul er den, vi skal frygte, han er den, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Og tror vi, at det er Gud, der sender os alt det onde, ja så har vi gjort djævelen til vores gud, så har vi kaldt husbonden for Beelzebul.

Hver søndag forsager vi djævelen og al hans væsen, og holdes på den måde fast i, at Gud ikke er almægtig i den forstand at Gud har magten over alt det, der sker i verden.

For Gud har bundet sin almagt til kærligheden. Guds magt udfolder sig derfor ofte i afmagt, når den møder døden og tilintetgørelsens kræfter. Men Guds afmagt er stærkere end djævelens vold og magt. På korset og i opstandelsen udfolder Gud al sin magt og styrke; her bliver det åbenbaret, at Guds kærlighed er stærkere end døden og alt det onde.

Denne magt tror jeg på favner og følger enhver af Guds skabninger – selv den mindste spurv er omsluttet af Guds kærlighed og nåde i sit fald mod jorden. Og jeg tror at den stærke kærlighed, som overvandt døden, da Jesus opstod påskemorgen, vil sejre over alle mørkets magter til sidst, når Gud bliver alt i alle.

Amen.

2. søndag efter trinitatis

21.juni 2020

EVANGELIUM

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

PRÆDIKEN

I dagens evangelium møder Jesus os, som Herren mødte Abraham. I en af de grummeste og mest sindsoprivende af alle bibelens fortællinger hører vi, hvordan Gud satte Abraham på en prøve. Herren sagde: ”Abraham”, og Abraham svarede ”ja, her er jeg”. Herren fortsætter ”Tag Isak, din eneste søn, ham, du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Der skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om”.

Sådan begynder fortællingen om Abrahams offer – og hårene rejser sig stadig på mit hoved, når jeg genlæser, hvordan Isak, før de drager ud på deres lange vandring, siger til Abraham: ”Far!” Abraham svarer: ”Ja, min dreng!” Isak fortsætter: ”Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?” og Abraham svarer: ”Gud selv vil udse sig et offerlam, min dreng.” Og så gik de to sammen, står der. Abraham skærmer sin søn for den grusomme og uberegnelige guddom, der møder ham med befalingen om at slå sin elskede søn ihjel.

Under den fordring, bliver der umuligt at elske Gud af hele sit hjerte, sin sjæl og sit sind. Da Gud befalede Abraham at slå sin egen søn ihjel, måtte Abraham hade sin Gud og elske sit barn endnu højere.

Sådan virker også Jesu ord om at hade vores familie og vores eget liv, for at kunne blive til hans discipel.

Evangeliet til i dag slutter med ordene: ”Den der har ører at høre med, skal høre!” Men jeg tror, at de ord, som evangeliet begynder med, gør det ved os, at vi helt holder op med at høre efter.

For efter at, vi har hørt Jesus erklære, at den, som kommer til ham, og ikke hader sin far og mor, hustru, børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, han kan slet ikke være en discipel af Jesus, -så stoppes vores ører til. Vi kan ikke høre andet, end at Jesus her annullerer den kærlighed, som vi har lært og hørt og tror på, er kernen i hele hans gerning.

Ligesom jeg tror, at Guds grusomhed, gør, at vi slet ikke kan se, hvordan Gud sidenhen sørger for Abraham, og i sekundet før, han skærer struben over på sin lille dreng, som han allerede har bundet og lagt på det uantændte alterbål, sender en engel, der griber ind og giver Abraham en vædder at ofre i stedet.

Skaden er sket. Gud har ikke alene vist sig som en givende Gud, der velsignede Abraham med en søn, han har også vist sig som en Gud, der blot for at teste den troende, kan finde på, at kræve sine gaver tilbage. Og tilbage står vi med et rystet og ituslået Gudsbillede. For var det ikke Gud, men en hvilken som helst anden magt, en konge eller en fyrste, som havde krævet dette af et menneske, så ville vi uden at blinke kalde det for den mest hjerteløse ondskab af alle. En hersker, hvis gaver man ikke kan stole på, er rigtige gaver, fordi han hvert andet øjeblik kan kræve dem tilbage med rente. Sådan virker beretningen om Abrahams ofring på os.

Så evangeliet til i dag er en stopklods. Det standser os. Bagbinder os og levner os ingen muligheder for af egen kraft at komme videre.

Mange har forsøgt sig med at pege på, at ordet, som vi oversætter med at hade, også kan have andre betydninger, men det er desværre at krybe uden om stopkloden. Den står der stadig. For det græske ord misew betyder at hade. Eller at forsage – men det skærper bare voldsomheden, for den vi forsager, er jo djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hadet er ikke det samme som at give afkald eller tage afsked med noget, som mange har udlagt teksten som (vist nok også undertegnede, sidst jeg forsøgte at prædike over denne tekst). Hadet er ikke blot at give slip på en relation, det er at ødelægge relationen. Akkurat som Abraham ikke blev bedt om at give slip på sin søn, men om at slå ham ihjel.

Der ligger med andre ord en voldsom ødelæggelse i de ord, der i dag møder os. De tager alting fra os. Og hvis vi tager dem til os, har vi intet at holde os til, intet at stole på, ingen støtte. Vores tillid til Gud slås i stykker og vores relation til vores medmenneske destrueres. Hele vores liv bliver øde og tomt. Det er det kors, vi må bære, hvis vi vil være Jesu discipel.

Jesus stiller os med andre ord ved korsets fod. Det sted, hvor alle vore forestillinger om Gud knuses. Selv den Gud, som sendte Abraham afsted for at ofre sin søn. På korset er det Gud selv, der ofrer sin egen elskede søn, Gud fader træder i den troende Abrahams sted og opløser dermed hele det gamle forvredne gudsbillede, som har jaget så mange mennesker. På korset afslører Gud sig som kærlighedens magtesløse magt.

Og her er måske nøglen til at forstå evangeliet til i dag. Det er måske skrevet og forkyndt som en trøst til de første kristne. Til mennesker, der blev forstødt af deres familie og udstødt af synagogerne på grund af deres tro på Jesus Kristus. Ordene taler til ethvert menneske, der på grund af deres tro bliver forfulgt og må finde sig selv i den situation, at de må afstå fra deres kristne tro eller blive chikaneret, forfulgt, udstødt eller ligefrem henrettet, fordi de højt og tydeligt bekender deres tro og tør og forkynde ordet om Guds nåde og tilgivelse for alle folkeslag.

Lige nu forfølges kristne mennesker verden over. Helt forfærdeligt står det til i Nigeria, hvor britiske eksperter fortæller, at forfølgelserne af vores kristne brødre og søstre nærmer sig folkedrab.

Sådan har evangeliets klare ord altid mødt en helt afsindig modstand, fordi det uden vold og tvang og med et helt andet sprog end krigens og undertrykkelsens, har mødt folk med nådens og fredens evangelium. Fordi kristendommens magt er kærlighedens milde magt, der udfordrer enhver, som vil sætte sin vilje igennem med vold og tvang. Det truer de stærke, og det fører til forfølgelse af Guds kirke. Og ofte har de kristne oplevet deres tro, som det mest farlige og omkostningsfulde element i deres liv.

Sådan blev også Martin Luther drevet igennem det ene brud efter det andet i sit virke. I sin ungdom måtte han bryde med sin egen far, da han gik i kloster. Den far, der ellers havde knoklet i minerne for at skaffe penge til sin søns uddannelse som jurist, måtte til sin store skuffelse og vrede, se alle hans håb og planer med den begavede søn smuldre, da Luther vendte verden ryggen, og gik i kloster. Klosterlivet førte til endnu et brud, for Luther måtte igennem en voldsom sjælekamp at bryde med netop det gudsbillede, som jager så mange mennesker: billedet af den vrede og uforsonlige Gud, der møder mennesket med straf og uden nåde. Og da han endelig nåede frem til Kristus – eller rettere, da Kristus endelig greb ham i hans sjælekvaler, og mødte ham med sin store nåde og tilgivelse, så førte det til endnu et voldsomt brud – nemlig det med paven, hele kirkens fader i Rom, det menneske, som Luther troede, var Kristi stedfortræder på jord og hele kirkens store forbillede. For paven viste sig at være mere interesseret i penge, magt og sin egen anseelse, end i at forkynde evangeliet til trøst for alle bange sjæle, og Luther måtte atter opleve et brud, da paven først lyste ham i band, og da han sidenhen på Kejserens rigsdag i Worms blev stillet til ansvar for sine skrifter, der alle som eet havde Jesus Kristus som centrum og udgangspunkt. På den måde blev det både til et brud med familie, kirke og stat, da Luther skrev og forkyndte ordet om Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab. For ingen ville lade det frie ord lyde.

Efter rigsdagen i Worms var Luther med god grund overbevist om, at han ville blive likvideret af sine modstandere. Han må have været hunderæd. Men han blev reddet af sin kurfyrste, Frederik den Vise, som skjulte ham på en afsidesliggende borg, Wartburg.

Her sad Luther så, alene og på alle måder afskåret fra alle de relationer, han i sit liv må have taget for givet. Hans familiebånd var brudt, hans bånd til paven og den kirke, han holdt så meget af, var brutalt skåret over, han bandlyst af kirken og erklæret fredløs af kejsermagten.

Han stod helt bogstaveligt ved korsets fod med bøjet nakke og frarøvet alt det, der før bandt ham til livet. Som et nøgent, forsvarsløst og hjælpeløst menneske.

Og når man står der, ved korsets fod, så må man på et tidspunkt løfte blikket. Og det gjorde Luther også. Og fik så øje på den mand, der hang på korset – også for hans skyld. Kristus var der for Luther midt i mørket. Gud findes i stilheden. I vores egen tomhed træder Jesus frem som den Gud, der har gået lidelsens vej, før vi selv måtte samme vej. Den Gud, hvis kærlighed er så dyb og stærk, at intet mørke kan kvæle den og ingen død kan holde den fast.

Kristus rejste Luther op fra det sted, hvor han var nået til sit eget kors. Kristus mødte Luther med opstandelsens kraft, og sendte ham ud i verden med det frie ord som sit eneste våben. Han blev til salt for verden.

I ethvert menneskes liv kommer der en dag, hvor vi må stå ved korsets fod, og erkende, at alt er tabt. Nederlaget, smerten, sorgen får os til at bøje nakken, men vi skal løfte hovedet og se op – op på den frelser, der hænger på korset. Ham, der udfolder nådens utvetydelige magt, ham, der udlever kærligheden helt ud over grænsen for sit eget liv og drager dig med ind i sin sejr over døden. Her begynder alt liv på ny. Den, der har ører et høre med, skal høre!

Amen.

1.søndag efter Trinitatis

14.juni 2020

EVANGELIUM:

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Luk 12,13-21

PRÆDIKEN

Jeg er ikke altid enig med den danske rapper og sangskriver, Natasja, som døde for snart mange år siden, i et trafikuheld på Jamaica, -men i hendes Danmarkssang har hun et par tankevækkende sætninger, der handler om grådighed:

Se grådighed går hånd i hånd med magt.

Og større vil ha større, mere vil ha mere.

Det sprog vi taler hedder kroner og ører.

Og en grådig mand har aldrig været svær at forføre.

OG så siger hun også, at: økonomi er ganske fri for
empati, har ingen pli.

Og det er i virkeligheden en meget rammende beskrivelse af grådighed. Den kæder sig sammen med vores dybeste drift, forfører os og gør alt til et spørgsmål om vinding, økonomi, ganske fri for empati.

PÅ græsk hedder grådighed PLEONEXIA, det betyder noget i retning af havesyge, eller mer-syge. At ville have mere. Det danske ord, grådig, grisk, kæder vi ofte sammen med at spise. At være grådig er altså at være drevet af en sult, man ikke kan mætte.

Grådigheden finder sin drivkraft i en af vores allervigtigste overlevelsesmekanismer, nemlig den, at tage næring til os. Derfor er grådigheden en af de allermest sejlivede begærs-former, vi mennesker kan være slaver af. Grådigheden, denne umættelige sult, har lige så mange ansigter, som der fines mennesker på jorden. Vi har den alle i os, grådigheden. Nogle vil have diamanter og silketøj, andre vil have penge i banken, nogle vil have magt og anseelse, beundring og klapsalver, atter andre kanaliserer deres grådighed ud i spiseforstyrrelser eller andre former for orgier. Men det korte af det lange er, at alle mennesker har en grådighed, de ikke er herre over, og som må bekæmpes med næb og klør, for at vi ikke selv bliver slaver af den, denne umættelige sult, der på godt og ondt lige siden tidernes morgen har været drivkraften i mange menneskers liv.

Vi har lige været igennem et forår, hvor hele den verden, vi kendte blev vendt på hovedet, og en verdensomspændende undtagelsestilstand indfandt sig. Der blev lagt en helt naturlig dæmper på vores grådighed, for vi var simpelthen forhindret i at udøve den.

Den slags kalder på refleksion. Selvransagelse. Dom. Mange mennesker har brugt coronatiden til at stoppe op og gøre status. Overveje hvordan de bruger det liv, som pludselig virkede så skrøbeligt i lyset af den voksende epidemi. Indse, hvor stor en indflydelse vores forbrug og levevis har, når man kan sænke verdens forureningsniveau så betydeligt blot ved at lægge en dæmper på den transport, der gjorde det muligt for os at leve vores liv i et hæsblæsende tempo med meget ambitiøse arbejdsliv, familieliv, ferieliv og hvad der ellers har fyldt op i vores kalender.

Sådan har mange gjort status og holdt dommedag over både sig selv og det samfund, vi lever i. Nu vender normaliteten tilbage – måske i hvert fald. Og spørgsmålet er, om vi vil leve nye liv, eller om vi vil falde tilbage i de samme levemønstre som før opbremsningen. Var coronakrisen et wake-up-call, eller var det bare en parentes. Er grådigheden stærkere end mådeholdet?

Evangeliet, vi lige har hørt, er også fuld af dom og opfordring til selvransagelse. Vi begynder med at høre om en mand, der kommer til Jesus og beder ham hjælpe med at løse sine problemer. Manden holder dommedag i sit liv. Han har et udestående med sin bror. De har en arv, der skal skiftes. Det er egentlig en situation, vi sagtens elv kan sætte os ind i, her 2000 år efter, at evangeliet er blevet skrevet ned. Måske er deres far død, og der er en arv, der skal deles, men den ene bror trækker processen i langdrag, og den anden føler sig snydt, og er nødt til at bede om hjælp for at få sin ret. Det er på den måde en eviggyldig konflikt mellem mennesker. Arvestriden. Den lille familiære dommedag, hvor fårene skilles fra bukkene, og der bliver skabt skel og alliancer, fordi pengenes magt er så stærk, at den økonomiske arv står over blodets bånd, når den næste generation skal bære livsværket videre.

Manden vil have Jesus til at holde dom over de to stridende parter i denne økonomisk konflikt. Og her ligger forskellen fra dengang og i dag. Ingen ville drømme om i dag at gå til præsten for at få løst deres pengestridigheder. Det har vi sekulære domstole til. På Jesu tid gik man til det skriftkloge og adviserede den religiøse lov, når der skulle dømmes i ethvert spørgsmål. Min lige her i dagens evangelium begynder den sekularisering, vi i dag kan nyde godt af. For Jesus afviser at blande tro og penge sammen. Han trækker med andre ord et skel mellem det åndelige og det verdslige, mellem politik og religion.

Men tilbage til spørgsmålet om dom: For Jesus nøjes ikke bare med at afvise at dømme mellem manden og hans bror i de økonomiske sager. Han fælder en anden dom. Han advarer os mod al griskhed. For et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, om det så har i overflod, som han siger. Han afslører, hvordan mandens ellers meget rimelige forespørgsel om at få styr på de penge, der skiller ham og hans bror, dybest set er et spørgsmål om griskhed.

Og så fortæller han os en lignelse – det er ikke nogen opbyggelig lignelse. Det er et stort udråbstegn; en rungende advarsel. Du kan ikke leve af dine penge, du kan kun ende med at dø fra dem.

Og går vi nu ind i lignelsen om den rige mand, så er det klart, at det er definitionen på hvad grådighed gør ved et menneske.

Se, vi hører om den rige mand, der høster frugten af sit arbejde og får så stor en overflod, at han ikke har plads i sine lader, men må lade de gamle rive ned og bygge nogle nye. Han lyder helt glad, for nu kan han endelig læne sig tilbage, spise, drikke og være glad. Men der er én ting der mangler: manden har ingen relationer. Vi hører ikke om noget andet menneske, og heller ikke en eneste tanke på Gud, har strejfet den rige mand. Han har ingen Gud at takke for sin rigdom og intet menneske at dele sin overflod med.

Han er med andre ord det ensomste af alle mennesker. Og her findes præcis grådighedens pris. For når vi er drevet af grådighed, så må vi skrive Gud ud af vores egen fortælling. Det samme gælder forholdet til ens medmennesker. Både Gud og medmennesker bliver modstandere, krævende instanser i éns liv, når man er drevet af grådighed, for det eneste, der gælder er at tilfredsstille den umættelige sult, der er grådighedens drivkraft.

Det er i virkeligheden det, vi kalder for synd. Dette at være afskåret fra alle relationer, fanget i en syg og ensom relation til os selv. Et liv uden Gud og medmenneske.

Dagens evangelium slutter der, hvor alt er blevet afsløret, der hvor alt er forbi. Der er ikke meget evangelium i det. Der er faktisk kun dette store udråbstegn, denne afsløring af grådighedens hjælpeløshed og ensomhed. Denne dom over den rige, ikke som ond, men som en tåbe. Det er ynkeligt og det er ensomt.

Men alt det peger hen på noget helt andet. Det peger på det menneske, der har fortalt os lignelsen om den rige mand. Det peger på Jesus selv.

Jesus udfolder det lige modsatte af grådighed. Nemlig gavmildhed. Jesus er det mest gavmilde menneske, der har levet. Og det er han fordi han ikke kun er menneske, men også Gud. I Jesus udfolder Guds inderste magt sig, og i ham, bliver den hårde dom over vores liv omdannet til nåde, for her mødes vi af en kærlighed, der er stærkere end døden og som mætter al vor sult.

Om lidt går vi til alters. Her hører vi først en bøn. En bøn som gengiver Jesus ord til os om, at han er livets brød, og den, der kommer til ham skal aldrig hungre, den som tror på ham, skal ikke tørste. For her i Jesus Kristus, der mættes vi af en næring, som udsletter grådigheden og giver os en overflod at øse af i stedet.

Den næring er Gud selv. Det er kærligheden, vi her får at spise og drikke. Kærligheden vokser, når vi deler den. Kærligheden er en rigdom, der ikke kan gemmes bort i lader eller på en konto – hverken her eller i himlen. Guds rigdom findes først i det, den gives bort. Guds rigdom findes først i det den sker. Guds rigdom er den magt, der vender os fra os selv og vores egen grådighed, og sender os ud i verden, ind i vores medmenneskers liv.

I Guds kærlighed kaldes vi ud af grådighedens ensomme fængsel. Vi får en Gud at takke for alle gode gaver, for intet som taknemmelighed kan mætte grådighedens sult, og give os i overflod af alle de gaver, som vi får at leve vores liv på. Troen, håbet og kærligheden, der vokser i kraft og styrke, når vi deler dem med vores medmennesker.

Amen.

Trinitatis søndag

7.juni 2020

EVANGELIUM

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20

PRÆDIKEN

Nogle gange kan det være mere hårdt at nå frem til målet, end det er at kæmpe sig frem til målstregen.

Sådan er det i mange af livets forhold. Hvis man oplever en periode med modgang, og må arbejde sig gennem hårde tider frem mod en genoprettelse. En underlig udmattet skuffelse eller tomhed melder sig ofte, når man først er nået i mål. Efter at man har kæmpet hårdt, nogle gange i flere år, for fx at få sin økonomi, sit familieliv eller sin virksomhed på højkant, og brugt alle sine kræfter på at nå hen til en stabil hverdag, hen til der, hvor man kan tale om, at ting er normale, -så melder der sig denne underlige tomhed, når man endelig er fremme. Det er som om, det er meget mere hårdt at være nået i mål, end det er at kæmpe for at nå frem til målet.

På en måde er det det samme fænomen, vi alle i et eller andet omfang møder nu, hvor hverdagen langsomt indfinder sig efter corona-krisen. Det hele begyndte med at det helt store alarmberedskab blev etableret. Både i samfundet og i os selv. Jeg tror de fleste – i hvert fald de fleste voksne – blev grebet af både chok, ængstelse og nok også en del spænding, da Mette Frederiksen tonede frem på skærmen og meddelte, at vi nu skulle lukke landet helt ned. Nu blev hele verden pludselig overtaget af den ene og samme dagsorden: at bekæmpe en virus, der blindt og hensynsløst hærgede hvor den kom frem, og alt imens vi så rystende billeder fra de steder i verden, hvor coronaen havde væltet sundhedsvæsenet, lærte vi at stå sammen ved at holde afstand og vi lærte at vaske hænder og nyse i ærmet og det var godt at kunne gøre noget for at passe på hinanden. Vi var klar til kamp, og vi skulle nok nå i mål.

Og undervejs begyndte vi at drømme om, hvordan alting ville blive, når det hele åbnede igen, og hverdagen og ikke mindst de fester, vi måtte undvære, kunne indfinde sig igen. Vi arbejdede os alle hen imod normaliteten. Vi ventede tålmodigt på at komme i mål.

Og nu, hvor alting lige så stille er begyndt at åbne op igen, tror jeg de fleste mærker denne underlige og udmattede skuffelse og måske endda tomheden. Det ser ud til at vi -i hvert fald her i området- ikke længere skal være så bange for, at epidemien blusser op igen. Målet ser ud til at være nået, men det efterlader os ikke i ekstase. Vi skal stadig holde lidt igen, og går samtidig med fornemmelsen af, at det er ved at være overstået, vi er ved at være i mål.

Hverdagen har med andre ord indfundet sig, men den er ikke som vi havde forestillet os.

Måske er det den samme følelse, der har grebet de disciple, som Jesus har sat i stævne på et bjerg i Gallilæa. Måske er der netop tale om den samme udmattelse, nu hvor de er på den anden side af målet. Vi hører i hvert fald om, hvordan de ser den korsfæstede og opstandne, og hvordan de tilbeder ham – men nogle tvivler. Tænk lige over, hvor vildt det er at møde det menneske, der blev dræbt og begravet, men er opstået fra de døde; at møde den opstandne ansigt til ansigt, og så tvivle! Men det gør de, de tvivler. Alt er bare ikke som de havde forestillet sig.

De er kommet i mål, men er samtidig slået tilbage til start. For de er i Gallilæa, den egn, hvor det hele begyndte. Der hvor Jesus stod frem og kaldte sine disciple, der hvor han trådte frem og forkyndte, at Guds Rige var kommet nær. At Guds Rige ikke er forbeholdt de rene, de rettroende, de retfærdige. At Guds rige derimod kommer til alle mennesker, selv de mest usle og udstødte. At Guds Rige er nærværende hver gang kærligheden blomstrer mellem mennesker.

Det var det altomvæltende og berusende budskab, Jesus havde mødt dem med. Det budskab han selv havde udfoldet på alle tænkelige måder med sine ord og med sine handlinger.

Og budskabet havde trængt ind i disciplene og vækkede noget i dem, så de fulgte med ham. De blev kaldet til, at følge Jesus på den rejse, han drog ud på. Målet stod tydeligt for deres øjne: Jesus skulle ophøjes og afsløres som Guds egen søn, som det menneske, der udfoldede Guds magt og styrke i al dens ophøjede storhed. Her var noget på spil. Det galt liv og død og disciplene fulgte spændt med ham til Jerusalem, med målet tydeligt for deres indre blik: Guds store magtdemonstration.

Og de kom frem. Men da Jesus udfoldede Guds magt, skete det ikke ved, at han fejede alle fjender af banen, satte alle onde mennesker på plads, eller genoprettede det rige, som alle jøderne længtes efter at få tilbage fra romermagten.

Den store ophøjelse af Jesus, som disciplene havde forestillet sig, blev til den ydmygende og grusomme ophøjelse på korset. Guds magt afsløredes som ren og skær afmagt i hænderne på de voldelige og forråede mennesker, der hånede, slog, torturerede og dræbte Guds søn.

Men hvad disciplene ikke så, var at i denne afmagtens magt, lå samtidig hele Guds fulde styrke gemt. For ved at give sig selv helt hen, ved at lade sig fuldstændigt udslette, så døden intet kunne gribe hos ham, da brød Jesus dødens magt og påskemorgen kom med sin stilfærdige åbenbaring af, at Guds kærlighed er stærkere end dødens knusende magt. At det netop er derfor, vi kalder Gud for almægtig, og ikke fordi det er Gud, der står bag alle de ting, der sker i vores liv. Den almægtige har kærlighedens almagt.

Og da påskemorgen kom, da sejren var vundet og målet var nået, var alle disciplene så sjæleligt forslåede og udmattede, at de ikke kunne tro, det var sandt. Opstandelsens sejr er ikke let at tro, for vi skal igennem langfredags gru og smerte, igennem påskelørdags mørke og fortvivlelse, før vi når frem til påskemorgen.

Men det er her, vi står med disciplene i dag. Målet er nået, døden er overvundet. Det ligger i Jesu ord til de tvivlende disciple: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Målet er nået. Jesus har vundet, han har brudt dødens magt.

Måske er disciplenes tvivl netop også udtryk for denne udmattelse. Målet er nået, men det var slet ikke sådan, så storslået og spektakulært, så let og smertefrit, som de havde forestillet sig. Opstandelsen brød kun langsomt frem i deres sind, de kunne ikke tage den helt til sig. De står stadig med tvivlens tilbageholdenhed.

Men Jesus svarer deres tvivl med at give sin magt videre til dem. Sejren er vundet. Målet er nået. Alt er gjort for disciplene. Men med sine ord til dem, flytter Jesus målet – målet er ikke længere deres egen frelse, for den er vundet. Jesus flytter disciplenes mål fra dem selv og over i deres medmenneske.

Nu er det dem, der skal bære Guds magt videre ud i verden. Ved at døbe og ved at fortælle. Trods deres tvivl, trods deres fejl og skrøbelighed, er det nu dem, der skal døbe i den treenige Guds navn og samtidig lære alt det som Jesus har befalet os, fortælle videre, at vi altid allerede er elskede; at alt er gjort for os i dåben, hvor vores livsfortælling bindes til Guds historie, med skabelsen, lidelsen og dødens overvindelse, som munder ud i det kærlighedens fællesskab, som er selve livets mening.

Dåben indeholder løftet om, at vi er i kærlighedens varetægt, trods alt det, vi må gennemleve i vores liv. Han er med os alle dage ind til verdens ende. Vi er kommet i mål.

Medmennesket er det nye mål, som de kristne lige siden den første menighed har haft i deres hjerte. Målet er vores medmenneske. Her findes Gud, Helligåndens fællesskab. Det er det store befriende budskab til os i dag på trinitatis søndag, hvor vi efter jul, påske og pinse, begynder på kirkeårets hverdag. I dag, hvor vi gennem julen, påskens og pinsens beretninger har mødt Skaberen som vores fader, har mødt hans søn som vores frelser og broder, og hvor Helligånden har kaldt os ind i det fællesskab, hvor målet findes i det menneske, vi møder på vores vej. Det er kristenlivets hverdag: at finde Gud i sin næste, at vide, at her i mit medmenneske og ikke i mig selv, her findes målet for mit liv.

Amen.

2.Pinsedag

1.juni 2020

LEKTIEN:

De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. ApG 2,42-47

EVANGELIET:

Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spist manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51

PRÆDIKEN:

Lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen.

Jeg har en del døtre i mit hus, og når de har gjort mig glad, eller jeg bare vil give udtryk for, at jeg holder af dem, så kan jeg finde på at sige: ”du er en blomst, min egen!”. Jeg kalder mine piger for blomster. Jeg tænker på noget, som er smukt og yndefuldt, noget, der gør mig glad og så kalder jeg mine børn det samme.

Den måde at tale til hinanden på, kalder vi for billedsprog eller metaforisk tale. For jeg mener selvfølgelig ikke at mine døtre er blomster. De har kød og blod, knogler, muskler, hud og hår. I modsætning til blomster kan de bevæge sig og tale. De har også temperament, og ofte finder jeg ikke ligefrem anledning til at kalde dem for blomster, for det er ikke altid, det hele ånder fred og harmoni derhjemme. Og nogle gange skal jeg holde mig tilbage for ikke at bruge billedsproget på en hård måde og kalde dem noget grimt i stedet. Hvis jeg i stedet for at kalde mine børn for blomster, fx kaldte dem for svin, ville de få en helt anden opfattelse af sig selv. Særligt fordi de metaforer, vi bruger om hinanden får deres eget liv, og ordet svin ikke kun er betegnelsen for et af de dyr, der har betydet mest i vores gamle landbosamfund, men også er blevet betegnelsen for det mest nederdrægtige, ja ligefrem onde, et menneske kan være. Derfor skal vi passe på, hvilke billeder vi bruger om hinanden. Ordet har magt – også selvom de ord vi bruger blot er billedsprog.

Et sted hvor man kan finde et fantastisk og meget rigt billedsprog er i bibelens mange skrifter. Her er det oven i købet meget vigtigt, at kunne læse og forstå teksten metaforisk. Tag fx dette udsagn fra Ezekiel:

Dette siger Gud Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.

Hvis vi forstod disse ord bogstaveligt, ville de mest voldsomme og spektakulære scener, vi kan forestille os. Ja, der ville nærmest være tale en omvendt zombiefilm, hvor man så Gud stå og rive stenhjerter ud af onde mennesker, og i stedet sætte store røde hjerte ind i deres bryst, så Guds ånd sammen med blodet kunne løbe ud i hver en krog af deres kroppe, så disse mennesker nu kunne leve og ånde for Gud i stedet for evindeligt at bryde Guds bud. Det er billedsprog, når det er bedst.

I dagens evangelium, lyder det også som om, at Jesus taler i billeder.

Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.

Sådan taler Jesus. Og det er vist en rygradsreaktion hos de fleste, at vi ikke bare kan tage det helt bogstaveligt, når Jesus kalder sig selv for det levende brød. Han taler som i billeder. Når han henviser til sig selv som det levende brød, peger han på, at han selv er den åndelige næring, som vi skal leve af.

Og i første omgang, skal vi måske også forstå Jesu ord til os om, at han er livets brød, som en billede. Et billede på, at vi mennesker ikke kan nøjes med at mætte vores fysiske krop, at vi også har en åndelig sult, som skal mættes med åndelig føde.

Mennesket kan ikke leve af brød alene, som Jesus konstaterede engang i en anden sammenhæng.

Men netop i dag, hvor det er pinsetid, sker der noget med det åndelige. Ånden bliver konkret. Ånden bliver håndgribelig, og måske skal vi netop læse denne tekst meget mere bogstaveligt, end vi har vænnet. For måske peger Jesus med sin tale om det levende brød ikke på et smukt billede af sig selv, men netop på det sted, hvor Gud bliver konkret og håndgribelig.

Man kan derfor vende Jesu ord om, og sige: Mennesket kan ikke leve ad billedsprog alene.

Fra alteret har vi netop hørt et lille uddrag af det skrift i det nye testamente, som vi kalder for Apostlenes gerninger. Det handler om, hvordan den lille samling af disciple, som levede omkring Jesus, efter hans død og opstandelse bliver til en lille menighed. En menighed, der vokser og bliver til en ny og grænsesprængende bevægelse, en helt ny måde at tænke, tro og leve på, en ny gudstro, den kristne kirke.

Og hele to gange i det lille tekststykke fortælles der om nadverfællesskabet. Om hvordan de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Som der står, og videre, hvordan de hjemme brød brødet og spiste sammen efter at have været i templet i enighed. Brødet, nadverfællesskabet, er det helt centrale. Det er her, menigheden møder den opstandne. Og sådan er det også hvis vi læser efter i evangeliernes beretninger om, hvordan Jesus viste sig efter sin opstandelse. Her hører vi, hvordan folk i dagene efter påske, møder et menneske, som de ikke kan kende, men som taler til dem, så hele verden åbner sig, så de forstår bibelens tekster. Et menneske, der taler med dem, så livsmodet og troen vokser i deres hjerter. Et menneske, der er ukendt for dem, og først i det øjeblik, hvor de bryder brødet sammen med ham, åbenbarer sig som Jesus Kristus.

Sådan fortælles der om den opstandne. Eller vi hører, hvordan disciplene sidder for lukkede døre og gør som Jesus havde sagt skærtorsdag aften: de ihukommer Jesus, de takker for brødet og vinen og pludselig sidder Jesus midt i blandt dem. Han kommer til dem i nadveren. Den opstandne åbenbarer sig og bliver nærværende i nadverfællesskabet.

Nadveren er den første kristne kirke. Det er her i nadveren at Jesus opstår – det er her, disciplene møder dem opstandne.

Og vi kender ordene som lyder til indstiftelsen af nadveren. Det er nogle af de ældst overleverede sætninger vi har i den kristne tradition. De er skrevet ned af Paulus i hans første brev til korintherne omkring 20 år efter, at Jesus blev korsfæstet, men de er efter al sandsynlighed ord, som er gået fra mund til mund lige siden den første nadver, som Jesus holdt sammen med disciplene i den nat, da han blev forrådt.

”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig”, siger Jesus, da han bryder brødet. Og da han deler vinen med dem, kalder han det sit blod og taler om den nye pagt, som drikken er en befæstelse af. Den pagt, i Jesu blod, som udgydes for os til syndernes forladelse, den pagt som sluttes i dåbens vand.

Og nu er vi fremme ved det helt konkrete: Hvad nu hvis der ikke er mere at sige, end dette, at Jesus nu er i brødet og vinen? At den opstandne er at finde i det vand, vi døbes med. At den Ånd, den Helligånd, som vi fejrer her til pinse, netop er det nye forhold, vi mennesker får til Gud i den nye pagt, hvor vi mødes af Guds uudslukkelige nåde, i ordene om syndernes forladelse, og hvor vi drages med ind i Gud selv, får del i Guds evige liv i det vi døbes og hver gang vi holdes fast i pagten, når vi går til alters?

Hvis det er sådan, så handler kristentroen ikke om, at skulle føle Helligånden på en bestemt måde; så er det at tro på Gud ikke det samme som at opfyldes af en særlig stærk følelse. Det er godt, hvis følelsen er med. Følelserne er også en måde, som Gud kan virke ind i vores liv, med fred og glæde, med tillid og livsmod. Mange mennesker føler stærkt Guds ånd i deres liv.

Men følelser kan svigte, og vi kan alle stå med tomme hænder og forstenede hjerter. Ude af stand til at tage vare på det liv, vi har fået skænket, magtesløse over for vores medmennesker. Hvis det afhang af os selv og vore egne følelser og forestillinger, ville vi alle være fortabte.

Men det afhænger af Gud. Troen, håbet og kærligheden er hverken vores følelse eller præstation, men Guds kraft, der strømmer ind i vores liv og gør vores forstenede og kolde hjerter varme og fulde af ånd.

For Jesus har indstiftet en ny pagt. En pagt, der holder os fast i et fællesskab, som ikke bæres af vores egen overbevisning eller følelse, men bæres af Guds trofasthed, og næres af Guds kærlighed.

I dåben tager Gud i mod os, og kalder os alle for sine børn – vi bliver hinandens søskende. I nadveren skænker den korsfæstede og opstande os sig selv, sit kød og blod, som vi for at spise helt konkret som det brød og den vin, vi deler. Det er ikke billedsprog, det er helt håndgribeligt. Gud findes i brødet og vinen. Gud giver sig selv til os. Vi næres af Gud, og bindes samtidig sammen med hinanden i det fællesskab, som kirken er.

Jesus Kristus er det brød, som vi deler om lidt. Så konkret er det. I ordets bogstaveligste forstand er det konkret: for ordet konkret kommer af det latinske ord concrescere. Det betyder at vokse sammen med noget. Når noget bliver konkret for os, så er det fordi, det vokser sammen med os.

Når Gud bliver konkret i nadveren, er det fordi vi her får rakt Gud selv som det levende brød. Og når vi spiser det brød, så vokser vi sammen med Gud, og Gud vokser sammen med os. I nadverens brød bliver Gud konkret for os og i os. I brødet opstår Gud helt konkret i det det fællesskab, som nadveren er. Her bindes vi sammen med Gud – her bliver Gud konkret for os og i os, og samtidig bliver Gud konkret i vores næste. Den nye pagt er, at Gud findes i din næste. Her er Guds krop nu. I det vi spiser det levende brød, bliver vi selv en del af det store legeme, menighedens fællesskab, hvor Kristus opstår, hvor Helligånden lever og binder os til Gud og til hinanden i kærlighedens fællesskab. Her i nadveren er kærligheden ikke blot en metafor, den er Guds selv som rækkes til os, konkret i brødet og vinen. I nadveren får Helligånden krop. Det er pinse.

Amen.

Pinsedag

31.maj 2020

EVANGELIUM

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21

PRÆDIKEN:

Gud er noget, der sker!

Tænk lige over de ord. Tænk, hvis det er en af de vigtigste ting, der er at sige om Gud, at Gud er noget der sker.

De ord ramte mig, for ikke så længe siden. Og tanken om, at Gud først og fremmest er noget der sker, trængte ind i min forestilling om Gud, og gjorde mange ting mere klare.

Og i virkeligheden er det, at opdage, at Gud er noget der sker, det er en pinse-erfaring. Pinse er, at Gud sker. Det vender vi tilbage til.

Den modsatte opfattelse af Gud, altså at Gud ikke er noget der sker, men det modsatte: en ubevægelig bevæger, altings upåvirkede årsag, den tanke opstod i den græske kultur i det 4.århundrede før Kristi fødsel. Den opstod i den akademiske tradition, som blev grundlagt lidt uden for Athen, da Platon åbnede verdens første forskningsinstitution, en skole, som han kaldte akademiet.

En af de store og meget betydningsfulde tænkere i den sammenhæng hedder Aristoteles. Han levede fra 384-322 f-Kr. Han blev født i det nordlige Grækenland, hans far var læge og ansat i det makedonske kongehus. Aristoteles kom som ung til Athen, og var her elev af Platon. Senere gjorde han op med Platon og dannede sin egen skole.

Aristoteles er, sammen med Platon, en af grundlæggerne af den vestelige filosofi og mange af hans tanker og begreber har haft så stor betydning, at selv mine konfirmander bruger dem til daglig. Fx er det gennem Aristoteles værker, at vi har begreber som TEORI og PRAKSIS. Det er Aristoteles, der har lært verden at skelne mellem FORM og INDHOLD. Aristoteles han undersøgte verden. Han gjorde et stort arbejde ud af at iagttage og beskrive verden, og man kan sige, at hans metode på den måde var en forløber for naturvidenskaben.

Aristoteles samlede alle sine iagttagelser af verden og ordnede dem. Han så på årsager og virkninger. Og han kategoriserede og deducerede. Når han så på en mark med græs og kløver, med heste og køer og sommerfugle, kunne han se, at alting dels var noget særligt i sig selv. Dels også tilhørte bestemte arter. Han så at alting var flygtigt og forgængeligt, men han så, at der var noget, der alligevel stod fast. Og så tænkte han, at der bag det hele måtte være en usynlig og ubevægelig magt, der fik alt andet til at bevæge sig. En magt, der fik livet til at opstå, udvikle sig og gå under igen, men en magt, som ikke selv blev påvirket af den bevægelse, han så i verden.

Den magt kaldte Aristoteles for altings årsag, den ubevægelige bevæger. Eller Gud. Den magt, der ikke kan bevæges.

Aristoteles endte sit liv i landflygtighed. Han havde været lærer for Aleksander den Store, og da Aleksander døde et sted i det fjerne østen på sit hæsblæsende erobringstogt og de politiske vinde skiftede, var der ingen til at holde hånden over Aristoteles, og han blev forvist fra Athen. Han blev på den måde også forvist fra de store tankers scene for den næste lange periode.

Årene gik. Efter ca. 250 år dukkede Aristoteles lige så stille op af glemslen. Og en sjov anekdote fortæller hvordan en bibliotekar skulle ordne Aristoteles’ værker. Dem, der handlede om den fysiske verden, beskrivelsen af alt det, som er til, satte han på en hylde, han kaldte fysikken. Så var der dem, der handlede om altings ophav, om det, der ikke kan måles og vejes, og dem satte bibliotekaren på den næste hylde, og kaldte den for METAFYSIKKEN. Det betyder det, der kommer efter fysikken, og sådan blev begrebet metafysik til. Metafysik er alt det, der tænkes ved siden af erfaringen, ud over erfaringen. Alt det, der ikke kan måles og vejes, alt det, der ikke kan bevises.

350 år efter Aristoteles liv, der foregik med tilknytning til Athen, trådte en mand frem og fortalte en helt anden historie om Gud. Det skete i den jødiske by Jerusalem, den anden af vores kulturs store hovedsteder. Det særlige ved jødernes måde at se det guddommelige på, var at Gud var én. Der var ikke mange forskellige guddomme, sådan som alle andre folkeslag troede. her var de enige med Aristoteles. Men samtidig var man heller ikke i tvivl om, at Gud også var en person, og her adskilte de sig fra Aristoteles. Gud var en person, en magt, man kunne henvende sig til i bøn og lovsang. En krævende magt, der greb ind i historien, en Gud, der kunne blive varm af vrede og kold af hævntørst. En Gud, der var alt andet end ubevægelig, og dog var Gud klippefast – nemlig i sin trofasthed over for den pagt, som han havde indgået med sit folk, det troløse folk, som Herren gang på gang tilgav og tog til nåde, til trods for sine vredesudbrud. Jøderne troede på en pulserende og bevægelig Gud. Men man fortalte og erfarede samtidig, hvordan denne magt var så hellig og urørlig, at det kunne koste én livet at overskride grænsen mellem Gud og menneske. Man kunne ikke se Guds ansigt uden at lide døden, man kunne ikke komme i mærheden af Gud voldsomme magt i templets allerinderste uden at risikere at besudle Gud med sin egen urenhed. På den måde er Gud måske ikke ubevægelig, men Gud har en urørlighed i sig.

Aristoteles så Gud som den ubevægelige bevæger.

Jøderne troede, at Gud var ophøjet, ren og urørlig.

Men nu stod Jesus frem og fortalte en ny historie om Gud. Ja, han fortalte ikke kun. Han var Gud selv. Både Gud og menneske. Og på den måde overskred han alt, hvad der hidtil var tænkt og sagt om Gud. Men hans forkyndelse var så stort et opgør med menneskenes tanker om Gud, at de slog ham ihjel på et kors. Som Gud viser sig i Jesus, er Gud alt andet end den ubevægede bevæger. Og han er alt andet end den urørlige ophøjede hersker.

I Jesus bliver Gud bevæget af menneskenes lidelse og sorg, Gud bliver berørt af verdens gru og ondskab, og samtidig kan vi mennesker såre Gud, vi kan ydmyge Gud, besudle Gud og slå Gud ihjel. Gud bevæges – ja Gud bevæges helt ind i døden.

Igennem Jesus bevæges Gud, Gud får ansigt, et ansigt, vi kan se uden at dø. Vi får lov at se Gud, at høre Guds stemme, Guds ord. Gud taler til os, Gud virker ind i vores liv. Gud sker.

OG nu vil jeg for en kort stund vende tilbage til Aristoteles. For Aristoteles’ tanke om det metafysiske, om altings årsag om den ubevægelige bevæger, den tanke lå gemt i Aristoteles værker. Undervejs i historien blev Aristoteles glemt, men genopdaget flere gange. I slutningen af det første årtusinde efter Kristi fødsel, blev Aristoteles en af den nyfødte muslimske kulturs hovedtænkere. Og Aristoteles var en af de tænkere, som de kristne korsfarer bragte med sig hjem til klostrene fra deres ukristelige krige. Og rundt om i klostrene blev Aristoteles læst grundigt. Så grundigt, at hans tanke om Gud som den ubevægelige bevæger smeltede sammen med den gammeltestamentlige tanke om Guds renhed og urørlighed, og lige så stille fortrængte den lidende og medlidende Gud, der trådte ind i verden for at kæmpe mod alle dødens magter.

Den urørlige og ubevægelige Gud kæmper vi stadig med. Det er en uhyggelig og utilnærmelig Gud, der kræver alt af os, og ikke giver andet igen end livets blinde og lunefulde blanding af medgang og modgang. Det er en Gud, man ikke kan tro på, ikke kan stole på. En Gud man kun kan underkaste sig eller forkaste. Det er både teismens og ateismens gud. Den ubevægelige bevæger.

Men i dag er det pinse. Det er bevægelsens dag, det er den dag, hvor Gud sker.

Og i denne pinsedags evangelium slutter Jesus med at sige: den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.

I kristendommen er Gud kærlighed. Gud er på den måde noget der sker. For kærligheden er ikke en statisk magt, som en monolit, en urokkelig, død og kold sten, der aldrig forandres. Kærlighed er først kærlighed, når den udøves. Inde i Gud selv, hvor Faderen er den der elsker, Sønnen er den der elskes og Helligånden er den kærlighed, der elskes med.

Og uden for Gud selv i Guds forhold til verden. Hvor Gud sender os sig selv.

Kommer til os som sandhedens ånd, der netop fortæller os evangeliet om, hvordan Gud elskede verden så højt, at han gav sin elskede søn hen, for at vi kunne gribes af hans frelsende og altbesejrende kærlighed, der overvinder alle skel og bryder dødens magt.

Det sted hvor Gud overvinder alle skel og bryder dødens magt, er i dåben og i nadveren. Her opstår Gud i os. Her siges det højt og tydeligt: Du er elsket – du skal elske din næste, find selv ud af hvordan: find selv ud af, hvordan kærligheden udfoldes i dit liv med dine medmennesker!

Pinsen er, at Gud sker mellem mennesker. Gud er ikke en fjern Gud i en fjern himmel – Gud er mellem mennesker. Det er i medmennesket, vi møder Gud. Det er ret konkret og finder sted i den konkrete verden og ikke i et parallelt univers. Gud sker – også i dit liv. Glædelig pinse!

Amen.

6.søndag efter påske

24.maj 2020

EVANGELIUM:

Jesus sagde:

»Ikke for dem alene beder jeg,

men også for dem,

som ved deres ord tror på mig,

at de alle må være ét,

ligesom du,

fader,

i mig

og jeg i dig,

at de også må være i os,

for at verden skal tro,

at du har udsendt mig.

Den herlighed,

du har givet mig,

har jeg givet dem,

for at de skal være ét,

ligesom vi er ét,

jeg i dem

og du i mig,

for at de fuldt ud skal blive ét,

for at verden skal forstå,

at du har udsendt mig

og har elsket dem,

som du har elsket mig.

Fader, jeg vil, at hvor jeg er,

skal også de,

som du har givet mig,

være hos mig,

for at de skal se min herlighed,

som du har givet mig,

for du har elsket mig,

før verden blev grundlagt.

Retfærdige fader,

verden har ikke kendt dig,

men jeg har kendt dig,

og de har erkendt,

at du har udsendt mig;

og jeg har gjort dit navn kendt for dem

og vil gøre det kendt,

for at den kærlighed,

du har elsket mig med,

skal være i dem, og jeg i dem.«

Joh 17,20-26

PRÆDIKEN

Da jeg var ung, var det bedste man kunne sige til folk, at de bare skulle være sig selv. ”Vær dig selv!” Det blev nærmest slogan for min generation.

Det var velmenende ord. Opfordringen om at være sig selv rummer i sig et udsagn om, at vi skal stå ved os selv og vores fejl og mangler, og det er bare godt nok, som det er. Vi skal ikke være kede af det, når vi ikke slår til, for vi er gode nok på bunden alligevel.

”Vær dig selv! Kom som du er!” Den tankegang blev der også bygget en hel teologi på: Gud er slet ikke den vrede og fordømmende Gud, som nogle har prædiket før i tiden. Gud elsker dig lige akkurat som du er. Med alle fejl og mangler. Alt er ok, du skal ikke være ked af det. Du skal bare være dig selv.

I lang tid har jeg personligt været noget træt af denne måde at møde mennesket på, for det er som om, det man glemmer, at skelne mellem to ret væsentlige ting.

På den ene side er det godt at holde fast i, at vi mennesker ikke er guder og ikke kan være perfekte. Det er godt på at være sig selv på den måde, at man står ved, at man ikke er perfekt.

Desuden er det ofte befriende med en opfordring til ikke at forstille sig. ”Vær dig selv!” er jo også en opfordring til ikke at spille skuespil og prøve at være en anden end den, man er.

Men på den anden side er der i hele den store og altfavnende rummelighed, som ofte ligger gemt i opfordringen til bare at være sig selv, en tendens til, at man også accepterer folks fejl og mangler, som om de bare er gode og naturlige, og noget vi skal rumme. Men det er ret problematisk. Hvis nu det ligger til en at lyve, er det ikke så smart bare at være sig selv, for løgn ødelægger vores indbyrdes tillid. Eller hvis man har tendens til at skælde rigtig meget ud, eller bagtale eller ligefrem være voldelig, så er det heller ikke godt med opfordringen om, bare at være sig selv.

Vi har brug for et opgør med tanken om, at vi bare skal være os selv.

Og forleden hørte jeg så en historie, som fortalte mig, at dette opgør måske er kommet. Men på en ret uhyggelig måde, som ikke gør livet bedre for folk.

En journalist fortalte at han havde interviewet et ungt fodbold-talent. Og som afslutningen på sit interview skulle de have taget nogle billeder. Den unge mand spurgte så journalisten, hvordan han skulle se ud på billederne. ”Bare vær dig selv!” sagde den midaldrende journalist fra min generation... og hvad svarede den unge fyr? Jo, han konstaterede, at det ikke var nok. Tænk hvor ulykkeligt! Når et ungt og åbenlyst meget talentfuldt menneske bliver bedt om at være sig selv, men må svare ”det er ikke nok”. Han skal være mere end bare sig selv, for at slå til.

Jeg tror, at vi står over for en ny strømning her. En strømning i tiden, hvor mottoet om, at vi skal være os selv, ikke er nok. Det er en meget voldsom strømning, som man fx kan aflæse på alle de statements, der bliver delt på internettet, og som mine unge teenage-piger deler lystigt. ”vær den bedste udgave af dig selv” – det er det nye motto. Og det findes i rigtig mange udgaver. Det bliver ligefrem trykt på modetøj. Fx faldt jeg over et guldtryk på en bluse, man kan købe i en dametøjsforretning inde i Hjørring. Der stod: Confidence – is a superpower. Once you start believing yourself, magic starts happening.

Løseligt oversat betyder det:

Selvtillid er superkraft. Når du først begynder at tro på dig selv, begynder magi at opstå. Det er værre end slogannet om, at vi bare skal være os selv og komme som vi er. For det tager udgangspunkt i en selvtillid, som man godt ved, ikke er helt på toppen, og så bildes vi ind, at hvis vi bare kan tro nok på os selv, ja så bliver alting magisk – så vil alt lykkes og vi vil kunne gå perfekte gennem livet. Med superkræfter.

Så godt nok er det et opgør med tanken om, at vi er gode nok, som vi er, men det er et opgør, der fører en endnu værre tanke med sig, nemlig den, at vi kan finde superkræfter frem i vores eget indre, og på den måde skabe ren magi, succes og perfektion.

Så vi er altså gået fra en fælles forståelse af, at lykken ligger gemt i, at synes at alle fejl er ok, til at vi skal være den bedste udgave af os selv, at vi skal tro på os selv, så vil alt blive magisk.

Dybt inde i begge dele ligger en forestilling om at vores tro og vores kærlighed, skal være rettet mod os selv, før vi kan blive til dem, vi skal være. Det er en tro uden gud og uden medmenneske. Den ensomste tro af alle.

Hvis vi omskriver denne tro, til ordlyden i dagens evangelium, så afslører den sig i en ensomhed, der er så stor, at det grænser til det latterlige. Prøv og hør, hvordan Jesu bøn ville lyde, hvis han prædikede denne nye tro uden Gud og medmenneske:

Jeg beder mig selv om,

at jeg må være ét i mig.

Jeg i mig og mig i mig.

Den herlighed, jeg har givet mig selv,

Har jeg selv givet mig selv,

for at jeg skal være ét,

ligesom jeg er ét,

jeg i mig

og mig i mig.

for at jeg fuldt ud skal blive ét med mig selv…

Både tro og kærlighed opløses og bliver til deres modsætning, hvis vi forsøger at finde dem frem i vores indre og holde dem fast i vores eget private system.

Hvis vi prøver at efterleve kravet om at være os selv, eller det skærpede krav, om at være den bedste udgave af os selv, så ender vi i bedste fald som latterlige, men i værste fald som dybt ulykkelige udgaver af os selv.

Og talt ind i sådan et selvcentreret system, er dagens evangelium nærmest som en nål i en ballon, det får pusten til at gå af en oppustet og meget skrøbeligmåde at leve på.

Men evangeliet ødelægger ikke bare folks lille selvcentrerede univers for at overlade dem til deres eget kollapsede jeg. Evangeliet kalder os samtidig ind i et fællesskab. Et fællesskab, der begynder dybt inde i Gud selv, inde i Guds eget hjerte, hvor vi hører, at Jesus var fra begyndelsen. Fra før verden blev grundlagt, elskede Faderen sin Søn. Gud ikke blot en ubevægelig enhed. Gud er kærlighed, og kærligheden skaber enhed, derfor er Gud én, men kærligheden er samtidig først til i en vekselvirkning, kærligheden skal deles. Den skal gives og den skal modtages. Den vekselvirkning findes mellem Faderen og Sønnen. Og den relation, der er mellem Faderen og Sønnen er det, vi kender som Helligånden. Fader, Søn og Ånd.

I den treenige Gud findes kærlighedens enhed. Men det er kærlighedens væsen at strømme over, og det skete, da Gud skabte verden og med verden også mennesket, som blev skabt i Guds billede.

Og det er netop her, med fortællingen om, at vi er skabt i Guds billede, at vi bliver kaldt ud af vores eget selvcentrerede projekt med at være den bedste udgave af os selv. Det er en helt anden ramme, vi her får lov at se os selv i, når vi hører, at vi er skabt i Guds billede. I forholdet til Gud, skal vi ikke arbejde os hen imod at være os selv, og heller ikke knokle for at være den bedste udgave af os selv, for begge dele får os til at skabe os selv. Vi er derimod allerede hvad vi skal være, før vi overhovedet begynder at reflektere over, hvilken udgave af os selv vi skal være; vi er nemlig skabt i Guds billede. Vi har et aftryk af Gud i os. Et aftryk, som sætter os i et fællesskab med Gud og vores medmennesker.

Og i dag beder Jesus for os. Han beder for alle os, der tror at vi skal finde sandheden i os selv, alle os, der tror, at vi skal stræbe efter lykken i os selv, tror at vi rummer superkræfter, tror at vi, når vi blot tror lidt mere på os selv, er i stand til at udfolde en helt ny og uovervindelig og succesfuld udgave af os selv. Jesus beder for os, han beder om, at vi må have fællesskab med Gud og med hinanden:

Den herlighed,

du har givet mig,

har jeg givet dem,

for at de skal være ét,

ligesom vi er ét,

jeg i dem

og du i mig,

for at den kærlighed,

du har elsket mig med,

skal være i dem, og jeg i dem.«

Amen.

Kristi Himmelfart

21.maj 2020

EVANGELIUM

Jesus sagde til dem:

»Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.

Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

PRÆDIKEN

Om lidt skal vi synge en af Grundtvigs Kristi Himmelfartssalmer. Med sin egen umiskendelige sprogtone beskriver Grundtvig her, hvordan Kristus gæsted dødningkongens slot og sprængte Helveds port i sin død og opstandelse – og så, hvordan Frelseren med heltefryd og stråleskrud, med ar af lægte sår, stævner op til sin Faders gård, altså farer sejrende til himmels.

Med ar af lægte sår.

Den opstandne har ar. Han bærer sin historie med sig som ar. Fem ar. Et i hver hånd, et i hver fod, og et dybt ar i siden, der når helt ind i hjertekammeret.

Ar.

I ordbogen står der, at ar er et mærke af bindevæv efter sår på huden eller på et organ. Og anskuer vi arret med et medicinsk blik, så kan ardannelsen beskrives som en naturlig del af den biologiske proces, som finder sted når skader på huden og andre af kroppens væv gror sammen efter ulykker, sygdomme eller operationer. Og eftersom kroppen ikke kan danne en kopi af det ødelagte væv, vil det nye væv have en anden overflade og andre egenskaber, end den uskadte hud udenom.1)

Arret forsøger altså at gendanne det ødelagte. Arret er det, der bliver tilbage, når et sår er helet. Arret viser os, at helingen er mulig, men minder os samtidig om det sår, der engang var, og om den begivenhed, der knytter sig til såret.

Vi går alle rundt med ar på kroppen. I det vi fødes, får vi det første ar, nemlig navlen, som fortæller historien om, hvordan vi engang var fuldstændig forbundet med mors krop, delte hjerteblod med hende, fik næring fra hende, og hvert sekund var omgivet af hendes åndedræt, hendes pulsslag.

Siden hen i livet får vi ar. Vi har de ydre ar, men vi taler også om ar på sjæl og sind. For vi mennesker kan såre hinanden. Og vi kan såres af det, som vi gennemlever. Nogle sår kommer brat, som ved pludselige dødsfald, eller konflikter med nogle af dem, der står os nær, andre sår vokser lige så stille frem, som følgen af lang tids ensomhed eller tungsind.

Og netop i dag, hvor vi mødes i kirken for første gang siden vi måtte lukke alt ned og isolere os, der tror jeg vi er mange, der sidder og gør status. Ser efter hvilke spor den krise, som vi forhåbentlig er på vej ud af, har sat sig. Vi mærker efter om sårene er dybe, om de er ved at hele, om corona-tiden vil danne ar på vores sjæl.

Arrene er spor af kamp, spor af levet liv. Arrene rummer vores historie – minder os om vores historie, både den gode og den smertefulde.

Men arrene rummer også et håb og en trøst. For arrene er helede sår. Selv de dybe ar fortæller os, om en tid, hvor det var værre, hvor der løb blod ud af såret, og hvor vi måtte bære den smerte, som følger med det åbne sår. Men de fortæller samtidig, hvordan det dybe sår er lægt, hvordan helingen er mulig.

Den opstande har også ar. Det er et menneske med ar efter dybe sår, som vi møder i dag. Ja, så dybe sår, at livet var løbet ud af dem, og Jesus var død på sit kors langfredag. Det er den historie, arrene fortæller om og det er den historie, som disciplene bærer med sig, da de møder den opstandne igen.

Dagens evangelium er taget ud af en sammenhæng. Det er de sidste ord, der findes i Lukasevangeliets beretning om Jesus Kristus. Og umiddelbart før Jesus taler de ord, som vi netop har hørt fra dagens evangelium, da har han vist disciplene sine ar:

Det fortælles hvordan rygtet om hans opstandelse når frem til disciplene, og mens de taler om det, står han pludselig midt i blandt dem, og han siger til dem: ”Fred være med jer!” De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd. Sådan står der. Men han sagde til dem: ”Hvorfor er i rystede og hvorfor kommer I i tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og se på mine fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser jeg har.”

Nærværet er voldsomt her. Jesus viser dem sine gennemhullede hænder og fødder. Jesus viser dem ar efter så dybe sår, at intet menneske ville have kunne overleve. Og med sine ar viser Jesus dem, hvad de har gjort sig medskyldige i. Han viser dem en historie med svigt og vold, en historie med dyb smerte og et uskyldigt menneskes grusomme ensomhed og død.

Men han møder dem ikke med fordømmelse, han tager dem til sig og møder dem med ordene ”fred være med jer” Guds fred, den helende fred, den fred, der kender hele vores fælles historie, alle de sår, vi har fået; alle de sår, vi har forvoldt. Den fred, der heler såret og gør alting nyt – også de dele af vores historie, vi ikke selv vil kendes ved, de dele af vores historie, der er for smertefulde til at vi kan bære den selv.

Netop denne historie, den er der for smertefuld til, at disciplene kan bære den, den genfortæller Jesus for dem, ikke en anklage, men som et evangelium: Han åbner deres sind, så de forstår skrifterne, står der. Han viser dem, hvordan vores egen historie er en del af den store historie om Gud og menneskene, og så beretter han for dem: Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag. Den smertefulde historie, de deler med Jesus, det åbne sår, langfredags gru, fortæller Jesus nu – som evangelium, for opstandelsen følger. Påskemorgen er helingens dag – og nu møder Jesus sine disciple med hud og hår, med ar på sjæl og krop. Men med helede ar, der bærer historien om dødens overvindelse med sig.

Hvor langfredag er Guds sår, er påskemorgen sårets heling – og i dag på møder disciplene den opstande med de ar, den historie, som vidner om døden og opstandelsen.

Og han velsigner dem – han løfter sine gennemhullede hænder og lyser Guds velsignelse over dem. Han vedkender sig dem med alle deres egne ar, med hele deres historie.

”Og i det han velsignede dem, skiltes han fra dem, og blev båret op i himlen.” står der.

Kristus tager sine ar med sig i himlen. Kristus drager op til Gud med hele vores fælles historie aftegnet på hænder, fødder og dybt i sit hjerte.

Gud har fået ar. Det gør noget ved vores Gudsbillede: Gud er stadig den samme, urokkelig i sin trofasthed, men dog forandret, med lidelsen og dødens erfaring. Med ar efter levet liv, med dybe mærker efter kampen mod døden.

Det er Kristi Himmelfart: at Jesus drager ind til sin Fader med hele sin historie, med hele vores historie: Det betyder, at vi ikke forkastes og at Gud kræver en fuldkommen fornyelse, for at tage imod os. Gud tager går ind i menneskelivet med lidelse og død til følge. Og Gud tager imod os med alle vores sår og ar, med hele vores historie. Det er den, han genopretter, den han heler.

Kristi Himmelfart er en beretning om, hvordan Gud indoptager smerten, lidelsen og døden som en erfaring, men samtidig i denne bevægelse overvinder døden og heler det banesår, som venter os alle.

Lad os da, som støvets børn med banesår,

Lovsynge livets drot!

Hans gave er et gyldenår,

Livsaligt, evig godt!

Amen.

1) Citat fra romanen Ar: hotel Silence, af Auður Ava Ólafsdóttir

5.søndag efter påske

17.maj 2020

EVANGELIUM

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. F1or de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-1

PRÆDIKEN

Et af nøgleordene i dagens evangelium er herligggørelse.

Herliggørelse er jo ikke ligefrem et hverdagsbegreb her i landet, men vi kan alligevel godt se for os, hvad det vil sige at gøre noget herligt, at gøre det flot og stort og strålende – og når vi bruger ordet herlig, så er det gerne for at betegne noget nærmest festligt – en herlig middag, eller et herligt menneske, det er noget, der spreder lys og liv og glæde.

I de ord vi lige har hørt, taler Jesus om herliggørelse, i en bøn til sin fader: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at han kan herliggøre dig”.

Men ser man teksten i den sammenhæng, den er skrevet ind i, så toner der sig en mørk og alt andet end strålende virkelighed frem. For evangeliet til i dag, stammer fra den tale Jesus holder skærtorsdag aften. Vi hører her nogle af de sidste ord, Jesus siger til sine discpile, før han tages til fange og tavst lader sig ydmyge, torturere og til sidste korsfæste.

Korsfæstelsen er den virkelighed, der ligger bag, når Jesus taler om, at Gud Fader skal herliggøre ham. De voldsomme pinsler, Jesus om lidt skal gennemgå, før han udånder på korset er i virkeligheden det, som Jesus kalder for Gud Faders herliggørelse af sin søn.

Det er i vores øjne helt grotesk at kalde noget så grumt som korsets død for en herliggørelse. Men det er netop kristendommens kerne: At der vendes op og ned på alle de værdier og begreber, som vi ellers strukturerer vores liv omkring. At det højeste bliver det laveste og det laveste ophøjes.

Og det, der ligger bag denne omvending af alting, -det, der stråler til os gennem den forpinte krop på korset, det er kærlighedens magt; det er Guds herlighed.

For kærlighedens magt udøves i magtesløshed. Og her midt i afmagten bliver fornedrelsen til en ophøjelse – gruen bliver til herlighed.

Vi mærker det konkret i vores eget liv: Når kærligheden er stærkest, da mærkes magtesløsheden også. Ofte blot som en ængstelse, som når vi ser på vores børn og det slår os, hvor skrøbelige de er, på deres vej gennem livet.

Men når vi for alvor rammes af livets storme, når vi fx mister en vi har kær eller hvis vi får en alvorlig sygdom, og skal til at forholde os til, at det liv, vi lever, ikke er evigt, - så er magtesløsheden nogen gange så stor, at den kan virke helt lammende.

Men midt i denne magtesløshed, er kærlighedsmagten samtidig stærkere end nogen sinde, for aldrig blusser kærligheden så meget op, som i afskeden med den eller det man elsker.

Og træder vi et skridt længere ind i kærlighedens væsen, så ser vi, at kærligheden netop ikke kan bruge den slags magt, som vi mennesker tit tyer til, når vi vil sætte vores vilje igennem eller når vi vil undgå afmagten. Hverken fysisk eller psykisk vold, hverken vedholdende overtalelsesforsøg eller stædige og insisterende tilnærmelser, kan få kærligheden til at spire frem.

Kærligheden er i sit ydre altid magtesløs. Men bag dette magtesløse ydre, ligger en kraft og en magt, der trodser enhver forhindring. Kærligheden er en magt, der skaber liv, hvor der kun er død; en magt, der tænder lys, hvor mørket hersker.

Denne magt skabte i tidernes morgen verden med sit mægtige ord – ikke ved vold eller tvang, men ved et ord blev verden skabt.

Og den samme magt gik ind i verden og lod sig føde som et menneske, for at vise os sit sande væsen og for at frelse os ud af dødens og mørkets greb.

I Jesus viste Gud os hvad kærlighed er. I Jesu liv på jorden, ser vi, hvordan kærligheden og skabelsen er knyttet sammen helt fra tidernes morgen. For hver gang Jesus handler, så kommer skabermagten til udfoldelse. Da han med sit bare ord forvandlede vand til vin, da han med ordet alene fik stormen til at lægge sig og løste fortvivlede mennesker fra deres liv i onde magters greb – og da han, ved blot at kalde på den døde Lazarus, vendte op og ned på liv og død, gjorde død til liv ved at kaldte sin døde ven tilbage til livet fra gravens mørke. Bag alle disse nyskabelser ligger kærlighedsmagten.

For Gud skaber verden af kærlighed. I sin kamp mod mørket og tomheden kaldte han i tidernes morgen verden frem i en eksplosion af lys og stof. Og i den samme kamp imod døden og den tomhed, der slår ind i vores liv her på jorden, -der gik han ind i verden og blev født som én af os, for at kæmpe mod døden og knække dens magt. Ikke ved hjælp af dødens egen magt, for det er løgn, når man siger, at ”med ondt skal ondt fordrives.”

Gud kæmper med kærlighed med ånd og med ord. Han tvinger ikke sin vilje frem med vold og ond magt, men kalder den frem. Gud virkede gennem Jesus med sit mægtige skaberord. Det er det, som Jesus taler om, når han siger: de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

For Guds magt er en magt der kalder. Taler til os med Ordet, som kommer til os mennesker fra Gud gennem Jesus. Og hvor vold og magt avler frygt og underkastelse hos os, dér skaber Ordet tro og håb hos os. Hvor Ordet lyder, der spirer tillid og håb frem i vores hjerter, og vækker en tro på, at Faderen og sønnen er et – at skabelsesmagten i sin inderste grund er kærlighed.

Og i denne tro, virker Guds herliggørelse også i os. Ikke fordi vi skal opsøge korset og stræbe efter at dø i fornedrelse ligesom Jesus, men fordi at når vi hører Guds ord og tror, at Faderen og Sønnen er eet, at kærlighedsmagten og skabermagten hører sammen, så virker denne tro i os, så bærer den vores liv, så vi kan få øje på det højeste i det laveste, så vi kan se på vores medmennesker med kærlighedens milde blik, se den herlighed der bor i et hvert menneske og binde og til hinanden i kærlighed. Amen.

4.søndag efter påske

10.maj 2020

EVANGELIUM

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Joh 8,28-36

PRÆDIKEN

Se, jeg har lige været på et onlinekursus i synd. Og bare rolig, det var ikke et kursus, hvor vi skulle lære at synde. Det var et kursus, hvor vi skulle undersøge syndsbegrebet og se på det ud fra vores samtid, finde ud af, om begrebet synd, som jo er et af de mest belastede ord i kristendommens ordbog, om det begreb stadig har noget at sige den tid, vi lever i.

Det svar, jeg selv kom frem til var et stort og rungende ja. Oven i købet vil jeg mene, at det, at kunne se sig selv og verden i lyset af et ordentligt syndsbegreb er frisættende. Der gemmer sig en stor frihed i at kunne nævne synden ved navn og få øje på, hvor bundet vi er til det, man i kristentroen kalder for synd.

Det kræver jo noget af en forklaring at komme hen til denne konklusion, så hæng på, for nu skal vi undersøge, hvad synd er.

I de sidste par årtier har synden været et ord, som man har brugt forholdsvis ofte i reklamebranchen. Det fænger, det peger hen på den fristelse, som reklamefolkene gerne vil have, at vi alle sammen falder for, så vi kan gå endnu længere ind i det forbrug, der styrer de fleste mennesker, og så de kan få solgt deres produkter. At synde er i folkemunde synonym med at falde for hverdagens små fristelser. Det er nærmest blevet et hyggeligt begreb, og har fuldstændig taget brodden af den for mange mennesker voldsomt anklagende klang som ordet synd havde dengang, hvor præsterne ikke var blege for at diagnosticere mennesket som synder og vores handlinger som syndige, når de ikke var i overensstemmelse med Guds vilje.

Så her er udgangspunktet: synden er blevet et tandløst hyggebegreb for at give efter for sine uskyldige lyster.

Men helt grundlæggende er synd noget andet. Og her vil jeg gribe fat i de tre hovedmodstandere, som vi altid ser Jesus besejre, når han træder frem som den opstandne Kristus i billedkunsten. Som vi fx ser det på prædikestolen i Budolfi. Synd, død og djævel. Det er indbegrebet af alt ondt. Det er de magter, som Gud altid må kæmpe imod.

Djævelen er nok den af disse tre, som siger folk mindst. Det forholder sig sådan, fordi folk insisterer på at tage alting bogstaveligt. Som om kristendommens billedverden var en naturvidenskabelig forklaringsmodel. Djævelen som vi ofte ser ham, med trefork og horn og svovldampende ånde, er et billede. En metafor for det onde. Inde i den metafor gemmer sig noget, som måske er endnu mere uhyggeligt end et hornet væsen med ild i øjnene. Det, som gemmer sig er det rene og skære intet. Tomheden. Intetheden. Afgrunden. Det er den magt, der æder os op, når vi rammes af depressionens lammende mørke. Og på et langt højere plan er det denne magt, som Skaberen ved alting begyndelse fortrængte, da han i en eksplosion af lys og stof skabte verden. Djævelen er en personificering af intethedens magt. Og denne magt er Guds hovedmodstander. Uanset om vi nu tror på, at intetheden har sin egen drift og vilje til at ødelægge det skabte liv, vi lever i, så tror jeg alle vi har erfaringer, hvor netop afgrunden åbner sig for os, og tomheden truer med at opsluge vores tanker, vores sjæl og sind.

Døden er djævelens magt. Det står der i bibelen (bl.a. Hebr. 2,14-15). Det våben, som intetheden bruger imod os, er døden; den måde, som intetheden viser sig i vores liv på, er gennem døden og alt det, der trækker det skabte liv imod døden og tilintetgørelsen.

Døden er en eneste del af disse tre modstandere, som vi i dag kan tale om, uden at rammes af den sekulariserede forlegenhed overfor gamle religiøse begreber. For døden er stadig en uomgængelig magt i vores liv, også indenfor et fuldstændig sekulariseret og naturvidenskabeligt verdensbillede. Her ville man nok definere døden som ophøret af liv. Nøgternt set er der så ikke noget galt med døden. Døden sætter blot legemet i en anden tilstand. Men døden afslører derfor samtidig, at der findes noget som er udenfor det, man kan forklare rent naturvidenskabeligt. For den sorg, der rammer folk der mister en de holder af, er større og langt mere omfattende, end at den kan nedskrives til kemiske processer i hjernen. Ligesådan med den kærlighed, som binder os sammen. Vi erfarer, at der er noget ud over det rent kemiske mellem os mennesker. En relation, der ikke kan nedskrives til blot at være kemiske processer i hjernens væv.

Den relation er det, vi kalder for ånd. Ånd er et relationsbegreb, og netop det relationelle skal med, for at vi kan beskrive hvad synd er. Synden er med andre ord Helligåndens modsætning.

For synd er et relationsbegreb. Synden er det, der skiller os fra Gud og fra vores medmenneske, mens Helligånden er det, der binder os sammen med Gud og vores medmenneske i tro, håb og kærlighed.

Når vi erfarer synden er det en erfaring af, hvordan intetheden fordrejer eller forvrænger de relationer, vi lever i. Et godt eksempel på det er, hvordan en løgn kan ødelægge forholdet mellem mennesker. Løgnen er ingen ting i sig selv. Den vil altid snylte på sandheden. Den tager udgangspunkt i sandheden, men forvrænger den. Sådan er det ondes forhold til det gode. Sådan er intethedens forhold til skaberværket. Sådan er dødens forhold til livet.

Og sådan er syndens forhold til sandheden. Hvis to mennesker lever sammen i tillid og trofasthed, så er relationen god. Der er ingen knuder på tråden. Men i det øjeblik, den ene lyver for den anden, så forvrænges relationen mellem de to mennesker, der sker et tillidsbrud – også allerede før løgnen bliver opdaget, for den der lyver kan ikke længere lægge sit liv i den andens hånd. Han ved, han har svigtet, han ved, at relationen er blevet fordrejet eller forvredet. Tilliden er væk. Det er synd.

Så synden er, når intetheden slår ind i vores liv. Synden er, når dødens magt ødelægger de sunde og gode relationer, vi har til Gud og til hinanden. Synden kan have mange ansigter: løgn, vold, angst - listen er uendelig. I en vis forstand er selv sygdomme og ulykker en del af syndens magt, eller rettere: intethedens og dødens magt.

For synd, død og djævel (eller intethed, hvis man ikke er så meget for det personificerede billede af det onde) er tre måder, som det onde viser sig på i vores liv.

Og nu som altid er disse magter, eller denne onde magt, en magt, vi alle erfarer og kender til. Vi er alle syndens trælle, som Jesus taler om i dagens evangelium. Vi er ikke frie. Vi er underlagt denne onde magt. Vi er dødsmærkede, vi ved alle, hvordan vores liv kommer til at ende i en grav, og samtidig erfarer vi dagligt, hvordan det, som kristendommen kalder for synd, det der forvrider og forkvakler de relationer, vi lever i, - holder os fast i et jerngreb hver dag. Hvor meget vi end kæmper, kan vi ikke hele alt det, der er brudt.

Og derfor er det så ulykkeligt, at de fleste mennesker i vores del af verden instinktivt affærdiger tanken om Gud på linje med tanken om den hornede djævel.

For Gud er den eneste, der kan fri os ud synden og dødens magt.

Og ligesom vi alle har erfaringer af syndens og dødens magt, så har vi alle erfaringer af Guds magt. Vi skal blot lære at tyde dem. Gud er den magt, der har skabt hele verden. Alene dette, at noget findes er et under. Dette at alt ikke blot er tomhed og øde, men at der findes stof og energi, at vi lever i tid og rum. Den magt, der ligger bag dette, den magt, der har udvirket verden, det er Gud.

Og hvad for en mat er så Gud? Hvor det ondes sande væsen er tomhed og intethed, så er Guds sande væsen kærlighed og livsfylde, men det ser vi først i det øjeblik, vi ser på Jesus Kristus. For nøjes vi med at se på verden, på naturen, så ser vi en grusom kamp på liv og død. Og hvis verden var et udtryk for dens skaber, så ville Gud både være bjergtagende smuk og god og samtidig usigeligt grum og ond.

Men Gud har vist os sit sande ansigt i Jesus Kristus. Og ser vi på ham, da ser vi den uudslukkelige kærlighed. Den kærlighed, som ikke engang døden kunne få bugt med. Den kærlighed, der gav afkald på at bruge dødens og voldens magt, og gav sig selv helt hen på sit kors. Det er det, som Jesus taler om i begyndelsen af dagens evangelium:

»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«

Jesus har en ufordærvet relation til Gud. Han gør alting godt i Guds øjne: Han har ingen synd – så synden kan ikke sætte sin krog i Jesus og gøre ham til sin slave, sin træl.

Derfor kan døden heller ikke fastholde Jesus, da han dør. Hvordan det konkret er gået for sig i tiden mellem langfredag og påskemorgen, det er der ingen, der kan beskrive, der var ingen øjenvidner. Men kampen mellem kærligheden og døden er her, hvor det hele vender. Det er her Gud sejrer over dødens magt: træder djævelen under fode, som man siger med gamle ord; det er her syndens magt bliver brudt.

Kampen fortsætter. Vi er lever stadig dødsmærkede liv. Vi lever stadig i angsten for intetheden, vi er stadig ikke fri af den magt, der fordrejer og skævvrider de relationer vi har til os selv og hinanden og ikke mindst den relation, vi har til Gud. Men Gud har gennem sin uudslukkelige kærlighed brudt dødens magt, da Jesus gik ind igennem lidelsen og døden og opstod fra sin grav påskemorgen.

Og træder vi ind i hele denne livsfortolkning, så ser vi, hvordan intetheden er kernen i alt ondt – men samtidig også, hvordan kærligheden er Guds inderste væsen. Den magt, som alt er blevet skabt i, den magt, vi er skabt til at udfolde. Den magt, der gør livet sandt, retter de forkrøblede relationer ud og heler de sår, som vi har pådraget vores medmennesker. Det er Guds ord til os: Kærligheden er stærkere end døden. det er det ord, vi skal blive i, det ord, der skal give os håb i vores egen kamp mod det onde. Der kommer en dag, hvor Gud selv bliver alt i alle. Der vil komme en dag, hvor intetheden fortrænges af Guds kærlighed:

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Amen.

Bededag

8.maj 2020

Jeg beder for dem,

der er vågnet op i det forkerte hus.

Jeg beder for dem, der er blevet fornægtet.

Jeg beder for dem, de lader sig lyve for.

Jeg beder for dem, der har fået for lidt

og for dem, der har fået nok.

Jeg beder for dem, der prøver at gardere sig.

Jeg beder for dem,

der mangler vidner til deres liv.

Jeg beder for dem, der tror, de er værdiløse

Og bare beder til,

At ingen skal opdage det.

Bøn af Helle S. Søtrup

Fra bogen Kyshånd, 2016

Det er bededag. Men det er ikke en hvilken som helst bededag. Under normale omstændigheder, ville vi i dag have konfirmation. Hele byen ville summe af forventning. Mange steder ville flaget være hejst. Rundt omkring ville de unge mennesker være vågnet tidligt fulde af spænding og deres forældre ville stå og se overraskede og stolte til, når deres børn, der for ikke så længe siden havde rokketænder, nu forvandlede sig til små voksne udgaver af sig selv, før de skulle gå ind i en fuld kirke.

Men i år sker dette ikke før til august. Vi må vente.

Ja, vi må vente – og netop i denne tid, hvor alt er lukket ned, er der mange, der må vente. Vi er et helt land af ventende mennesker – og løfter vi blikket, kan vi se en hel verden af ventende mennesker. Vi holder vejret og håber på, coronaen snart driver over, så vi kan leve det liv, vi gerne vil.

Vi venter. Og vi venter mere end vi plejer. Det er hårdt for både gammel og ung. Der er en stemning af, at folk i disse uger og måneder kommer til at gå glip af selve livet og alt det, de havde glædet sig til. I stedet må vi vente.

Ventetid er for mange mennesker en stor udfordring. Vi lever i en travl tid. Der er så meget vi skal nå, og når vi har nået alle dagens gøremål, (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), så skal vi nå at leve op til alle de opfordringer, der strømmer ind i vores underbevidsthed: ”vær den bedste udgave af dig sig” – ”hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok”, eller som der gennem mange år stod når folk hver morgen åbnede deres kalender i den fine nye effektive iPhone: ”få det bedste ud af din dag”.

I sådan en hæsblæsende verden, er ventetid en sand plage. Selv de få minutter, det tager at vente i et lyskryds, kan få pulsen op. Eller når den friske telefonstemme siger, at du nu er nummer 4 i køen. Eller når man står i kø i Brugsen.

En gang for snart 20 år siden hørte jeg gamle pastor Lomholdt forholde sig til folks travlhed. Han fortalte, at han altid så ventetiden som en gave: ”jeg beder altid fadervor, når jeg står i køen nede i Brugsen”, sagde han.

Det har jeg taget til mig. Jeg beder ofte fadervor, når jeg står i kø. Og med tiden er jeg også lige så stille begyndt at bede mere improviseret. Bede for de mennesker, jeg får øje på, bede for dem, jeg ikke kan se, bede om styrke, sige tak eller bede om hjælp og ro for mine egne bekymringer.

Al den ventetid, vi sættes i, er i virkeligheden små og meget værdifulde lommer i vores liv. Det er de lommer, vi kan fylde ud med bøn. Og det er bønnen, der åbner os for den store nåde og velsignelse, som Gud hver dag lyser over alle de travle små liv, der leves her på jorden. Den nåde og fred, Gud møder selv den døende med, når vi når til livets ende. For bønnen sætter os ind i et forhold til en magt, der er større end os selv. I bønnen opdager vi, at vi ikke er alene om, alt det, der skal udrettes og præsteres. Vi opdager, at alting ikke er op til os selv. Vi opdager at vi har en grænse. Vi opdager, at alting ikke er op til os selv, at der er noget, vi må overlade i Guds hånd.

I går stod statsministeren i sin have og gav os et lille indblik i, hvordan åbningen af landet kommer til at spænde af. Men meget er uvist endnu. Vi må stadig vente. Så netop i år er store bededag blevet den store ventetids dag.

Men ventetiden bliver en gave, når man bruger den til bøn.

I stedet for den bibeltekst, som vi normalt skal høre før dagens prædiken, har jeg sat en lille bøn ind. Den er skrevet af Helle Søtrup. Det er en bøn, som er gribende, fordi den rammer os alle, tror jeg. Og den åbner vores øjne for, hvor godt det er, at andre beder for os – og måske også hvor godt det kan være, at nævne andre i den bøn vi selv beder.

I dag har vi god tid, for vi lever stadig i ventetiden. Vi har tid til at bede. For nogle er det godt at bede på den daglige gåtur, for andre er det bedst, at bede med en blyant i hånden, nedfælde bønnens ord, så de bliver holdt fast på papiret og man kan se det, som Gud også ser. Og har man ingen ord, kan man altid bede fadervor:

Fadervor

Du som er i himlene

Helliget blive dit navn

Komme dit Rige

Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden

Giv os i dag vort daglig brød

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

Led os ikke ind i fristelse

Men fri os fra det onde

For dit er Riget og magten og æren i evighed

Amen

3.søndag efter påske

3.maj 2020

EVANGELIUM

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11

PRÆDIKEN

Der er nu gået 8 uger siden hele landet lukkede ned. Undtagelsestilstanden er blevet vores hverdag. Den store rystelse og ængstelighed, som ramte os, da epidemien brød ud er ved at glide over i udmattelse. Vores hjerter er måske ikke længere så ængstelige. Vi har fået stoppet det store smitteudbrud her i landet, og nu begynder kravene så småt at melde sig. Hvis blot vi kunne ophæve reglerne lidt, gøre en lille undtagelse for mig og mine nærmeste, så er det nok for os.

Nogen gange kan pakker folk de mest ublu ønsker ind i en sprogbrug, så det kommer til at lyde som en høflig anmodning om at række én saucen ved at middagsbord:

”Herre, vis og Faderen, og det er nok for os.” Det svarer til at sige: ”hvis du blot vil vise os den ene, almægtige, usynlige Skaber, ham som man altid skal skjule ansigtet for, for ikke at dø under Hans vældige kraft, - så er det nok for os.”

Netop det ønske mødes Jesus af i dagens evangelium. Vi vil se Gud. Vi vil se den ægte vare, ikke bare nøjes med at møde Gud i et almindeligt menneske, som Jesus fra Nazareth. Vi vil se den absolutte Sandhed. Vi vil skue Guds Herlighed og Ophøjethed fuldt ud, så al tvivl forsvinder, og vi ikke længere skal gå rundt i ængstelse eller modløshed over hvordan det hele skal gå og ende. Vi vil ikke vente længere, men have en overbevisende magtdemonstration. Om ikke andet så bare en lille privat åbenbaring, der kan give et praj om, at der er mere mellem himmel og jord, at det hele ikke bare er blevet til ved en tilfældighed, at livet ikke dybest set er meningsløst, så vi selv hver dag skal kæmpe for at fylde mening ind i vores skrøbelige liv.

Men Jesus stopper Filip og peger hen på sig selv – har vi set ham, har vi også set Faderen.

Der er gået 2000 år siden Jesus gik omkring på jorden. I dag kunne ønsket ligeså godt lyde: ”vis mig blot denne Jesus, og det er nok for mig.” For på sin vis er Jesus blevet lige så fjern som Gud Fader selv. Vi vil stadig have beviser, åbenbaringer, noget på én gang storslået og helt håndgribeligt, så vi ikke skal nøjes med at tro, men kan vide med sikkerhed.

Og nu vil jeg vise jer, denne Jesus. Han er lige for øjnene af os. Han findes helt konkret og håndgribeligt. Men han findes på en måde, som ikke passer ind i vores forestillinger om, hvordan Gud skal åbenbare sig for os.

Jesus findes i dåben og Jesus findes i nadveren.

Den nat, hvor han delte det sidste måltid med sine disciple, og vidste, at han skulle dø, da pegede Jesus præcist på, hvor vi fremover skal mødes af ham: Dette er mit legeme. Dette er mit blod, sagde han om brødet og vinen, der blev delt ud. Brødet og vinen – det er Jesus selv. Det er Gud i egen høje person, Gud i kød og blod. ”Det er mit legeme, som gives for jer.” Siger Jesus til os, når vi får lov at gå til alters (og det bliver usigeligt godt engang, når landet endelig åbner igen, at kunne fejre gudstjeneste sammen med salmesang og altergang).

”Det er den nye pagt ved mit blod” siger han.

Og netop der, hvor den nye pagt sluttes mellem Gud og mennesker, det er det første sted, hvor vi mødes af Gud. Helt konkret i det vand, vi bliver døbt i. Her sluttes pagten, og her møder vi Gud, her bliver vi en del af Guds vældige historie.

I dåben mærker vi Gud selv som det vand, der renser og genføder dåbsbarnet som Guds eget barn. Dåben er en pagt – et løfte om, at Gud ikke kræver slavens blinde underkastelse af os mennesker, et løfte om, at vi nu bliver født som Guds eget barn og Gud altid vil omfatte os med sin faderkærlighed. Den kærlighed, der tilgiver og oprejser os. Den kærlighed, der fik den almægtige Gud til at holde alle sine voldsamme kræfter tilbage, for ikke at skade noget menneske, men i stedet overgive sig helt i menneskenes vold. Den kærlighed, som førte Gud ind i lidelsen og døden på et kors, den kærlighed, der overvandt døden selv og påskemorgen træder os i møde med opstandelsesbudskabet. Det er denne historie, vi smelter sammen med i dåben: Når vi dykkes ned i dåbens vand, da dør vi sammen med Jesus og når vi trækkes op af vandet igen, da opstår vi sammen med ham. Med andre ord får vi skæbnefællesskab med Gud selv i dåben. Vi bliver en del af hans eget legeme og blod. Og Gud bliver en del af os.

Gud findes i dåbens vand. Gud findes i brødet og vinen. Helt konkret – det er den måde, Gud er i verden på nu.

Det er så dagligdags og konkret, at det næsten ikke er til at få øje på. Gud er hos os i dåben og i nadveren.

”Den, der har set mig, har set Faderen” siger Jesus til Filip, da han kræver den store åbenbaring og magtdemonstration, for at få noget håndgribeligt at binde sin tro til. Vi kan sige det samme om dåben og nadveren: ”Gud er i dåben og dåben er i Gud – Gud er i nadveren og nadveren er i Gud”.

Filip vil have en magtdemonstration, men i stedet peger Jesus på sig selv. Vi er også henvist til at finde Gud i Jesus – finde Gud i dåben og i nadveren. Men lige så konkret og dagligdags det er, ligeså voldsomt og grænseoverskridende er det, når man med sit hjerte får øje på Gud i disse to sakramenter, for her findes den historie, som vi netop har hørt: her findes lidelse og død, her findes kors og afgrundsdyb afmagt, her findes Guds altovervindende kærlighed, der sprænger graven indefra. Når denne beretning bliver en del af os, og vi bliver en del af den, så dør gud for os, så vi kan leve i ham. Og vi dør med Gud, så vi kan opstå sammen med ham til det evige liv. Da bliver det tydeligt, at vejen til kærlighedens sejr går gennem lidelse og død.

Men ligesom vi stadig går rundt og venter på, at karantænen ophører og vi igen kan færdes frit og uden ængstelse, sådan venter vi også på et langt højere plan. For vi er endnu ikke ved vejs ende. Vi ved, at vi selv skal igennem både lidelse og død, men vi ved intet om, om vi skal gribes af den altovervindende kærlighed, som Gud har lovet os i dåben. Her er vi overladt til troen. Og netop derfor taler Jesus så indtrængende til os, for at indgyde mod og håb mens vi venter: ”Jeres hjerter på ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” ”Jeg er vejen sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, kender I også min Fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”

Amen.

2.søndag efter påske

26.april 2020

Da pastoren er på ferie, får I her den prædiken, som blev holdt 2.søndag efter påske i 2018, hvor verden havde helt andre udfordringer at kæmpe mod, end vi har i dag.

EVANGELIUM

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Joh 10,22-30

PRÆDIKEN

I de her dage går de fleste af os rundt med tilbageholdt åndedræt og håber på, at arbejdsmarkedets parter finder ud af at bøje sig mod hinanden og finde det forlig, der gerne skulle afværge strejke, lockout og til sidst lovindgreb.

Hvis det ikke lykkes, bliver alle offentligt ansatte lockoutet – lige med én undtagelse, nemlig de gammeldags og snart uddøde tjenestemænd.

For en stilling som tjenestemand har helt andre betingelser end en ordinær overenskomstansættelse.

Man kan sige, at tjenestemanden arbejder uden forhandlingsret, men samtidig med retten til selv at styre sit arbejde under de rammer, han får givet – herunder sin arbejdstid. På en gang har tjenestemanden en meget større forpligtelse i sit arbejde – men samtidig også en meget større frihed.

Som tjenestemand får man et bestemt arbejdsområde med en række opgaver, som man er forpligtet på at udføre bedst muligt, men hvordan man så gør det, hvor lang tid man bruger på det og hvor mange kræfter man lægger i det, det er op til en selv.

Og netop dette system, som er blevet fremelsket her i landet igennem mange år, kan kun lade sig gøre, hvis de mennesker, der er tjenestemænd, har det, som man kalder for et kald. Og det forbløffende er, at det virker.

Selvom der findes folk der går i stå i deres arbejde og ikke får gjort mere end allerhøjst nødvendigt, så føler langt de fleste sig kaldet til at yde det allerbedste når de er på arbejde. Det gælder i øvrigt ikke kun tjenestemænd. Og her det er kaldet, der gør en forskel. Der skal nemlig mere end penge til at arbejde dedikeret og langt ud over den løn man får, der skal et kald til.

Et kald som moderniseringsstyrelsen og de mange effektiviseringskonsulenter aldrig har troet på, for de vil kun forholde sig til de frie markedskræfter. De opererer inden for kapitalismens hårde system, hvor det eneste der tæller er pengene.

Kapitalismen er bygget op omkring en tanke om, at alting skal kunne betale sig. Og tænker man sådan bliver selv mennesker til en vare, der skal købes. Det gør os til egoister, for inden for kapitalismen må vi alle sælge os selv, hvis vi vil have et godt job og en god løn – men ikke for billigt, vi må kende vores eget værd og mele vores egen kage. Her kan vi ikke være tjenestemænd, der tager ansvar, fordi vi er forpligtede og kaldet til det.

Kaldet har ellers siden reformationen været en helt central del af vores måde at indrette samfundet på. Vi kan høre det på vores sprog. Når vi står og falder i snak nede i Brugsen, kan vi finde på at slutte samtalen af med en sætning som ”nå, arbejdet kalder, jeg må hellere komme videre.”

Og det er rigtigt at et stykke arbejde kan kalde. Tænk bare på, hvordan en opvask kan stå og råbe ad os. Eller alle de mails, der venter på at blive åbnet efter en ferie. De kan råbe så højt, at vi hører dem endnu før ferien er forbi og vi får åbnet computeren.

Og selvom det ikke altid er rart, når pligten kalder, så er det en gave at kunne høre kaldet.

Og her findes en anden talemåde, som stammer fra kalds-tanken, nemlig at ”arbejdet bærer lønnen i sig selv”. Man har det meget bedre, når opvasken er taget, end hvis man lader den stå og håber på, at der kommer nogen og tager den for én. Det har man fordi man har kunne svare på det kald, som mødte én, man har taget an-svar, som det hedder. At tage ansvar er netop at svare på kaldet. Og når man kan tage ansvar, vokser man som menneske. Livet får et indhold.

Sådan virker kaldet. Og sådan har det vidst altid virket.

Men det nu er ikke kun et stykke arbejde, der kan kalde. Et af de største kald vi kan få i vores liv er kaldet fra et andet menneske. Det behøver ikke tale med ord. Fra ethvert menneske udgår der et tavst kald om omsorg, anerkendelse, opmærksomhed, kærlighed. Et kald, som også udgår fra os selv til vores medmennesker.

For intet menneske er en ø. Vi er først noget i kraft af vores omgivelser. På den måde er både vores arbejde og vores medmennesker med til at forme os som menneske og give os vores identitet. Der er et kald i alle de situationer, vi kan finde os selv i. Om vi er sønner, døtre, søskende, forældre, kærester, ægtefolk, venner, naboer eller kolleger, så ligger der i alle disse titler ikke bare navnet, men også det kald, den forpligtelse, der hører med til vores titel.

Det samme gælder for arbejdet. En præst er ikke bare en præst, når han tager sin præstekjole på. En præst er først præst, når nogen kalder på ham og beder ham om at døbe, vie, begrave, oplære konfirmander, komme på besøg eller holde en gudstjeneste. Og sådan er det i alle jobs. Man kan ikke være lærer uden elever, man kan ikke være murer uden et hus, der skal bygges.

Arbejdet kalder og vores medmennesker kalder.

Men ved siden af kaldet fra arbejdet og fra vores medmennesker, der findes endnu et kald. Et kald, som vi hører om i dagens evangelium.

Her er det nemlig Gud, der kalder.

Evangeliet foregår på tempelpladsen i Jerusalem. Jesus bliver passet op af nogle mennesker. De vil vide besked med hvem han er, hvilken myndighed, han har, siden han kan tiltage sig det embede han gør. Siden han kan sætte sig på niveau med Gud selv. Hvem har kaldet Jesus? Er det Gud eller djævelen? eller er det bare hans indre stemmer, der kalder ham til at føre sig frem som noget, han ikke er?

Og Jesus svarer – han er virkelig Kristus. Han har virkelig hørt Guds kald, Guds stemme, for det at være Guds søn, er ikke bare noget han er født til, det er også hans kald.

Alt det har han sagt, men de ville ikke høre.

Og sådan er det med os mennesker, vi har nogen gange svært ved at høre, når der bliver kaldt på os. Men når Jesus træder os i møde som Guds søn, Kristus, så træder han os også i møde med et kald. For i kraft af Kristus, der får vi en ny relation til Gud. En relation, der er ny, fordi den gør os nye, fornyer vores liv.

Og for at vi bedre kan forstå det helt nye og grænsesprængende, så giver han os et billede. Han sammenligner os alle sammen med får og sig selv med den gode hyrde, der sætter sit liv til, for at redde os -fra os selv.

Vi er med andre ord lige så hjælpeløse som får uden hyrde, vi løber rundt i vores liv på må og få. Løber efter alle de forskellige indskydelser vi får, alle de stemmer der kalder på os og fortæller os, at vi er os selv nærmest og må tænke på vores egne behov før alle andre.

De stemmer, der alle sammen har rod i vores egen egoisme. Eller i synden, som vi kalder det her i kirken. Her kommer kaldet ikke udefra, men fra os selv.

Så her kan man netop tale om, at mennesket gør sig selv til Gud. Og det er i grunden det menneske, det kapitalistiske samfund bygger på. Her er vi alle guder i vores eget liv. Her er det en stor værdi at følge sine egne behov. Det er selve drivkraften i kapitalismen, at alle mennesker gør sig selv til små guder og hele tiden lytter til den indre stemme, der fortæller os om alle de behov, som vi ikke engang anede af vi havde. Behovet for udekøkken, behovet for lækre sko og fede ferier. Behovet for ikke at have kontakt med de besværlige medmennesker, der ikke kan klare sig selv, men er for skrøbelige til det hårde liv.

Men ind igennem det store virvar af forskellige stemmer, der lyder Jesu røst til os, som den stemme, der kalder os ud af vores selvcentrering og forbinder os til Gud selv.

For Jesus er ikke blot et menneske bland mennesker. Han er meget mere. Jesus er også Kristus. Han er vores Gud.

Og den kristne Gud kræver hverken underkastelse eller tilbedelse. Den kristne Gud gør noget helt andet. Han kalder på os, kalder det sande menneske frem i os. Og Guds kald kender vi alle. Det er det, vi også kalder samvittighed.

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig” siger Jesus. At tro det er at høre. At tro det er at blive kaldt på. At tro er at høre det ord, der skaber hvad det nævner. Det ord, der skabte verden i tidernes morgen er det samme ord, som kalder os ud af vores egen egoisme og skaber troen og håbet og kærligheden i os, så vi vender os væk fra os selv og ikke længere dyrker os selv som om vi var guder, men følger det kald, der vækker kærligheden i os, så vi slet ikke kan lade være med at gå ud i det buldrende menneskeliv og leve for de andre, til gavn og glæde.

Amen.

1.søndag efter påske

19.april 2020

EVANGELIUM

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Joh 21,15-19

PRÆDIKEN

Tallet tre har noget særligt over sig. Får man først øje på det, findes tretallet som en struktur i helt afsindigt mange ting omkring os; Når vi tæller ned til et kapløb, råber vi EN-TO-TRE! Når man besvarer en et spørgsmål i en quiz, får man ofte tre svarmuligheder. Og i vores fortællinger, i litteraturen er tallet tre også helt særligt. Som når vi hører eventyr, der findes tallet som en fast struktur. Fx skal hovedpersonen altid igennem tre prøver, for at bevise sit værd. Når man gør noget tre gange, er det et udtryk for, at noget står fast, et udtryk for, at dette er eventyrheltens sande væsen, der her viser sig.

Og hvis man begynder at læse i bibelen med øje for tretallet, så springer det i øjnene rigtig mange steder. Lige fra de tre mænd, der møder Abraham og forjætter ham Isaks fødsel, over de tre kvinder ved graven til den smukke treklang hos Paulus, tro, håb og kærlighed, der afspejler den treenige Gud. Og måske er det også det, der gør den kristne gudstro så levende: vi tro på, at der kun findes én sand Gud, men samtidig forstener Gud ikke i en ubevægelig og upåvirkelig monolit. Gud er dynamisk. Gud har et indre liv. Guds inderste væsen er kærlighed. Kærlighedens virkning bevægelse, liv, puls. Og netop derfor kan Gud ikke forstene i en ubevægelig forstening, men må hele tiden strømme i indre vekselvirkning og ud i skabelsen, ud til os, der hver i sær selv skabes, opbygges og bevæges af Guds skabermagt, den uudslukkelige kærlighed.

Og ser vi på apostlen Peters historie igennem det nye testamente, er der også noget særligt over tallet tre. Det kommer vi tilbage til.

Peters, som oprindeligt hedder Simon bor i Kapernaum, en by, der ligger ved Geneseret sø i Galilæa, i udkanten af jødernes land.

Peter er fisker. Han er gift og har en bror, Andreas, men om han har børn, fortælles der ikke noget om. Til gengæld hører vi, hvordan hans møde med Jesus er altomvæltende. Evangelisten Lukas fortæller hvordan Peter en tidlig morgen lægger til land efter intet at have fanget hele natten. På bredden kommer Jesus gående med en masse mennesker efter sig. Jesus træder op i Peters båd, og derfra taler han til den store folkemængde. De er nysgerrige, fordi Jesus har helbredt folk, og fordi han taler om Guds rige på en måde, som åbner hele deres liv op.

Da Jesus er færdig med sin tale, beder han Peter om at lægge fra land igen. ”Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst!”

Peter tvivler på at det skulle nytte noget – men gør hvad Jesus siger.

Og fangsten er så stor, at Peter må se i øjnene, at Jesus ikke er et almindeligt menneske, men har selve skabermagten med i sin gerning, siden han kan fylde nettene til bristepunktet.

Og Peter overvældes af en stor forskrækkelse, for den magt Jesus udstråler, får Peter til at indse sin egen utilstrækkelighed, hans uværdighed til at stå ansigt til ansigt med Jesus. Han ved fra alle skriftens beretninger om Guds magt, at det er farligt for syndige mennesker at komme for nær ved Guds almagt, så han kaster sig på knæ, og beder: ”Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand!”

Peters møde med Jesus fører altså i første omgang til en overvældende syndsbevidsthed. Og hans første indskydelse er at skjule sig for den store magt, han her møder. Han er rædselsslagen.

Men Jesus svarer. Han svarer med det første bud, som den kristne Gud altid møder det syndige og skyldsbevidste menneske med: ”frygt ikke!”

Vi skal møde Gud i tillid og uden frygt. Det er den helt grundlæggende relation imellem Gud og menneske indenfor kristentroen: tro er tillid, og nu kaster Peter sig tillidsfuldt ud på en lang rejse sammen med Jesus. Han følger ham med ud på dybet – helt derud, hvor han ikke kan bunde. I en fuldstændig blind tillid til sin Herre. Og Jesus svarer Peters tillid med altid at være hos ham. Altid at møde ham med samme grundfaste kærlighed, som er Guds inderste væsen.

Peter er Jesu mest inderlige discipel. Og Jesus giver ham navnet Peter, det betyder klippe. Med det navn, kalder Jesus den klippefaste tro frem i Peter.

Da alle de andre disciple bliver mundlamme over spørgsmålet om, hvem Jesus er, er det Peter, der uden at blinke bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

Og Da Jesus kommer vandrende ud til sine disciple under det voldsomme stormvejr på søen, er det Peter, der overvinder al frygt og træder ud i bølgerne til Jesus – Peters tro svigter, men Jesus rækker hånden ned i bølgerne og river ham ud af de dødelige bølgers greb. Det er som en dåb. En dåb, hvor det ikke er vores tro, men Jesu stærke trofasthed, der er det bærende. Og som med alt det andet skal vi huske på de tre overøsninger af vand, der findes i dåben. Det forbinder os til den treenige gud, og samtidig viser det, at dåben står fast. Dåbens løfte er ikke bare en midlertidig nåde, der kan brydes, hvis vi falder i fristelse og bryder Guds vilje med os. De tre håndfulde vand slår Guds ubrydelige løfte fast: du er mit barn, jeg er altid hos dig!

Peter reddes i land, og nu går turen til Jerusalem. Det spidser til, og Jesus forudsiger, at de alle vil svigte ham. Men Peter sværger højt og helligt, at han aldrig i livet vil lade sin elskede Herre i stikken.

Men da det virkelig gælder, da Peters liv og overlevelse er på spil, og han ved, han ryge med ham i faldet, hvis han vedkender sig at have noget med Jesus at gøre, da benægter han sin Herre. Ikke kun én, men tre gange. Tre gange viser han sit eget væsen: han er den syndige mand, han allerførst indså, han var, dengang han mødte Jesus første gang. Han er den der svigter – ikke én men tre gange.

Peter er ikke den klippe, som hans navn siger. Når alt kommer til alt smuldrer Peters klippefaste tro og bliver til sand.

Jesus dør under store lidelser. Han dør forladt, ensom og svigtet af alle. Peter skammer sig og han gemmer sig. For verden. For sig selv. Måske også for Jesu blik, som Adam efter sit svigt gemte sig for Vorherre i tidernes morgen.

Men morgenen gryr den tredje dag. Og langsom går det op for disciplene, at Jesus har overvundet dødens magt. Han er vendt tilbage til dem fra de døde. Han er her ikke som før. Han dukker pludselig op midt i blandt dem, når de bryder brødet og deler vinen i Hans navn. En morgen kommer han til dem efter endnu en mislykket fisketur. De genkender ham ikke. Men da nettene pludselig fyldes efter at han er kommet med ombord, går det op for dem, hvem det er. De går i land og tilbereder fisken.Og de sidder hver i sær med skammen over deres svigt og brudte løfter. Peter har sikkert siddet under hele måltidet og knuget over mindet om, hvordan han svigtede, da det virkelig galt.

Men nu tager Jesus til orde. Nu lader han Peter stå til ansvar for, hvad han har gjort. Det er som et forhør. ”Elsker du mig, Peter?” og Peter svarer igen uden tøven, ”Ja, Herre! Du ved jeg har dig kær”. Tre gange spørger Jesus og tre gange svarer Peter. Som et ekko af den dåb, som alle kristne siden er blevet døbt med. Dåbens tre spørgsmål – tror du? Og hele flokkens svar: Ja!

Spørgsmålet rummer i sig Guds uudslukkelige tilgivelse, så mange gange vi svigter, så mange gange, vi må stå til ansvar, så mange gang får vi lov til at svare Gud med vores ja – ja, vi vil så gerne, ja, vi prøver af alle vores kræfter.

Med sine tre spørgsmål viser Gud og sit sande væsen. Han er den klippe, den trofaste grund af kærlighed, som vi får lov at bygge vores tro og vores håb på. Når vores egen tro smuldrer og bliver som sand, møder han os med sin urokkelige trofasthed, og giver os fast grund under fødderne igen.

Amen.

2. Påskedag

13.april 2020

EVANGELIUM

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« - det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Joh 20,1-18

PRÆDIKEN

Det er dagen derpå. Dagen efter den store påskefest. Hos jøderne fejrer man påske ved at spise lam, usyret brød, og bitre urter. Her til land er det det store frokostbord, som hos de fleste udgør påskens kulinariske måltid.

Selvom påskefrokosten ikke ligefrem er et religiøst måltid, så rummer den alligevel en mængde ritualer. Vi kan nemlig godt lide det genkendelige. Silden skal på bordet først. Så den lille lune ret, så det kolde kød og til sidst ostebordet. Og der skal påskebryg til. Og en lille bjesk eller to.

Ofte er det også de samme mennesker, vi spiser frokosten sammen med år efter år. Familiemedlemmer, gode venner. Vi laver traditioner. Vi kan godt lide det genkendelige.

Det er egentlig lidt sjovt, at vi gør så meget ud af genkendeligheden. Højtiderne, som jo skal skille sig ud fra hverdagens genkendelige trummerum, skal helst være helt de samme år efter år. Til jul, påske og pinse. Jo vigtigere en højtid er, des mere arbejde lægger vi i genkendeligheden.

I år har hverken påsken eller påskefrokosten været den samme. Vi har ikke kunnet gøre som vi plejer, ikke kunnet gå i kirke, ikke kunnet mødes med dem, vi plejer. Alligevel tror jeg, der er mange af os, der har holdt fast i, at følge nogle af de traditioner, vi plejer. For vi har mere end nogen sinde brug for genkendeligheden.

Vi savner gamle dage, selv den hverdag, hvis trommerum og travlhed måske hang os ud af halsen før, tænker vi på med længsel.

Men hverken hverdag eller fest er som det plejer. Alting er i undtagelses tilstand. Og nu hvor det er dagen derpå, begynder mange af os nok at tænke på, hvordan det her skal ende. For usikkerheden er ret stor i disse mærkelige dage.

I evangeliet er det også dagen derpå. Det er det for de fleste mennesker i Jerusalem, der netop har fejret påske. De har måske været med henne og se hvordan Jesus og to andre blev korsfæstet som optakt til den store dag, men så er de gået hjem, hver til sit. Har koncentreret sig om deres egen familie, deres egne små nuancer i traditionen, og nu vender hverdagen lige så stille tilbage igen.

For dem, der stod Jesus nærmest er det også dagen derpå, men det er det på en meget mere voldsom måde. Det er dagen den frygteligste påskefejring, de har været med til. De er alle som forvildede får uden hyrde, og tidligt om morgenen, den første dag i ugen kan ingen af dem stå op og gøre som de plejer.

Maria Magdalene går i det stille morgengry ud til graven. Hulen står åben – gabendende tom. Hun bliver endnu mere bange og hun løber hjem efter mændene. Og det kapløb, der udspiller sig er nærmest som en parodi på mandlig adfærd. Hvem kommer først? Hvem er modigst og tør gå helt ind i dybet ind i gravhulen?

Alle er rystede, og de to mænd opnår hver på sin måde en vished om, hvad der er sket, at Jesu lig ikke bare er blevet flyttet, men at Jesus har overvundet døden. Og uden at ænse andet skynder de sig hjem for at fortælle det til de andre.

Uden at se Maria, som står alene tilbage. Forvirret og dybt fortvivlet. Hun står uden for graven, koblet fra og efterladt.

Evangeliets genfortælling af påskemorgen er besynderlig. Det lyser langt væk, hvor kaotisk det hele har været. Hvor forvildede de to mænd har virket, Hvor stort et chok, Maria er i. Hun genkender ikke Jesus. Forveksler ham med en havemand!

Det står i stor kontrast til den ro, som den opstandne træder ind i historien med. Han kommer netop med den trøst og opmærksomhed, Maria har brug for. ”Hvorfor græder du?” tænk! Det er de første ord, den opstandne møder mennesket med.

Hvorfor græder du? – opstandelsen er ikke bare en sejr eller en magt demonstration. Kristus kommer ikke løbende ud af graven med armene over hovedet for råber ud til verden, at døden er overvundet. Stille og opmærksomt nærmer han sig den sørgende. Opstandelsen er først og fremmest en trøst. En trøst for os, som ængstes. En trøst for os, som savner nogen, som døden har taget fra os. En trøst for os, som ikke ved, hvad der skal blive af os.

Og opstandelsen er ikke lige til at genkende for os, som går rundt i vores eget levede liv, ligesom Maria gjorde det den morgen ved graven. Hun tror det er havemanden. Og sådan kommer opstandelsen også til os. Sådan møder Jesus os. I skikkelse af et andet menneske. Det er Guds måde at møde os på.

Men ligeså stille står Jesus og kalder Maria ud af hendes sorg. ”Hvorfor græder du?” spørger han igen, insisterende: du skal ikke længere sørge. Men genkendelsen kommer først, da han kalder hende ved navn. Han genkender hende, hun genkender ham. De finder ind i hvert sit kald.

Og nu er vi tilbage ved genkendelsen. Det er genkendelsen, der gør os til de mennesker, vi er. De mennesker, som vi har kendt længe, dem som har kendt os længe – og som vil kendes ved os. Det er dem, der gør os til dem vi er. Det er dem, der hver dag kalder os ved navn. Kalder os ind i vores liv, både til hverdag og fest. Det er det smertelige ved at miste en, vi holder af. At de nu ikke er der længere til at kende os, genkende os som dem vi er, kendes ved os. Kalde os ved navn. Vi har brug for hinanden, for at kunne være dem vi skal være. Og vi har brug for genkendelsen.

Når nogen dør, dør deres genkendelse også med dem. Når noget er forbi, er det også slut med genkendeligheden. Vi er ikke længere hjemme i vores eget liv, når alt det vi kender, forsvinder.

Sådan er 2020 blevet det år, hvor alt det genkendelige forsvandt ind i coronanedlukningen. Der er ingen højtid, som er som den plejer, og hverdagen endnu mindre.

Påskemorgen er, at der findes en magt, der altid kommer tilbage til os, genkender os, kalder os ved navn, uanset hvor alene vi er, uanset, at ingen ting er som de plejer, så kommer Gud til os, ofte i et andet menneskes skikkelse, og kalder på os. Kalder os selv frem i det forvirrede og fortabte menneske, vi bliver til, når alt omkring os er kaotisk og uigenkendeligt.

Amen.

Påskedag

12.april 2020

EVANGELIUM

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord.

Luk. 24,1-8

PRÆDIKEN

Jeg sidder og ser på min kaffekop. Det er en smuk kop. Drejet i rødler med glasur i håbets grønne farve. Rundt om en masse små hvide prikker, og enkelte gule, som blomster i græsset – eller som stjerner på himlen.

Jeg har købt den ovre ved Janice Hunter, da hun havde julestue i sit keramikværksted i Tornby.

Det var dengang, hvor man bare kunne holde åbent hus, og spise pebernødder og drikke gløgg sammen uden at skænke det en tanke, at der kunne være en farlig virus, som folk ikke kunne overleve at blive smittet af.

Det er et godt minde.

Nu ser alting helt anderledes ud.

Vi er hver især spærret inde i vores hjem. Jeg sidder her med en flok børn, der keder sig og savner deres kammerater og den øvrige familie, de ikke kan komme til at se. Jeg begynder også selv at savne dem jeg holder af, ængstes for dem, jeg ved, ville have svært ved at overleve at blive smittet. Og jeg tænker på, hvor mange mennesker, der lige nu sidder spærret inde i deres hjem og ser på deres kaffekop. Helt alene. Alle dem, der også savner. Alle dem, der er ængstelige for sig selv eller én de holder af. Alle dem, der ikke har nogle at dele isolationen med. Jeg bliver tung om hjertet.

I denne tid er jeg begyndt at bede mere, end jeg plejer. Hver aften når jeg skal til at sove, beder Vorherre om at være hos alle der, er syge, alle, der er bange eller alene. Jeg beder om, at de må mærke hans nærvær midt i ængstelsen og uvisheden.

Jeg ser på min kop igen. Den har en fantastisk indskrift. Det var derfor jeg valgte den dengang i Janice’s julestue. Der står: ”to get out go in deeper” ”for at komme ud – gå dybere ind”.

Der er et helt evangelium i de ord.

Vi er på vej ind igennem en mørk og usikker tid, og vi ved, at vi ikke er ved enden af vejen. Vi må gå dybere ind i isolationen, dybere ind i usikkerheden. Også selvom der så småt bliver lukket op for nogle dele af samfundet. Vi ved, det kommer til at vare længe.

To get out, go in deeper. De ord klinger med, da jeg læser påskeevangeliet. Der findes fire forskellige versioner af den samme beretning. Jeg holder af dem alle fire, men i år, hvor ingen ting er som det plejer, vil jeg prædike over Lukas’ genfortælling af påskemorgen. Den er så enkel og tyst. Passer godt til den trykkede og usikre stemning, som findes i verden lige nu.

Vi hører om kvinderne. Det er de kvinder, som var tættest på Jesus. De kvinder, der havde fulgt med ham da han gik rundt på vejene og lyste kærlighedens stærke kraft ind i folks liv med alt hvad han gjorde og sagde.

I fredags blev han dræbt for øjnene af dem. De har gemt sig indendøre. Hele lørdagen, som er sabbatsdag, hvor man ikke må arbejde, har de siddet i chok for lukkede vinduer og grædt og tænkt på, at Jesus nu lå død og lemlæstet i en gravhule uden at nogen tog sig af ham. Men elsker ham stadig, så de er nødt til at gå ind i sorgen, for det er det eneste sted, hvor vi kan være sammen med de døde. Af kærlighed trodser de deres angst og skræk for at gå ind i den uhyggelige gravhule. Han skal have en ordentlig begravelse. Derfor står de op meget tidligt søndag morgen.

To get out – go in deeper.

Det er det, de gør. Det går dybere ind. Dybere ind i sorgen. Dybere ind i angsten. De kunne have gjort det stik modsatte og forsøgt at flygte fra alt det onde der er sket. Helt ignorere, at Jesus lå i sin grav uden at have fået en ordentlig begravelse. Skynde sig hjem fra Jerusalem til Gallilæa, og forsøge at glemme, at de nogensinde havde mødt ham.

Der er nok af grunde til at vende den døde mand ryggen. Han har skuffet på mange planer. Han kunne have undgået at blive slået ihjel. Han kunne stadig have været hos dem, hvis han havde passet bedre på. Måske har de været vrede på ham, mens de sad der og ventede på, at sabbatten var forbi. Måske har sorgen og smerten over at han nu er død været så overvældende, at de ville ønske, de aldrig havde mødt ham, selvom han gav så meget godt, da han delte livet med dem.

Men de overvinder al vrede, al frygt, al sorg – og går lige ind i smerten.

To get out, go in deeper.

Nu rejser de sig og går ud i den tidlige morgen. Nattens kulde er stadig i luften og det er en uhyggelig færd, de skal ud på. Vi kan godt synes, det er lidt uhyggeligt at færdes på kirkegården om natten eller i morgenstunden, når det stadig er tusmørke. Kvinderne skal helt ind i en gravhule, for at tage sig af Jesus. De skal ind i mørket, derind, hvor de døde ligger på deres sidste hvilested. De skal ind i den ramme luft og hen og vaske den kolde døde krop, som før var så levende og varm.

To get out, go in deeper.

De står ved gravhulens åbning og opdager at stenen er væltet fra. Det kan ikke være mere uhyggeligt – dog går de helt ind i hulen. Men Jesus er væk.

Og nu kommer de ord, jeg holder så meget af hos Lukas. Han skriver nemlig ”mens de stod der, og ikke vidste hvad de skulle tro…”

Kvinderne ved ikke hvad de skal tro. Sådan er vilkåret for os mennesker. Vi ved ikke hvad vi skal tro. Når vi møder modgang og sorg, når vi som kvinderne må dybere ind i mørket, så ender vi der, hvor vores egen tro og vores egne forestillinger kommer til kort. Så dybt kan vi komme ind i mørket, at vi hverken kan tro eller håbe, ja selv det at elske kan vi miste evnen til. Kærligheden kan dø i os, når vi bevæger os langt nok ind i mørket. Det ved enhver, der har gennemlevet en depression eller en dyb sorg. Det er som at gå lige ind i en gravhule. Både lyset, håbet, troen og kærligheden forsvinder, når man når langt nok ind.

To get out, go in deeper.

Jesus han var gået endnu længere ind i mørket end kvinderne. Han var gået lige ind i afmagten, lige ind i den grusomme lidelse og smerte på korset, lige ind i dødens mørke. Åndedrættet stoppede. Pulsen ebbede ud. Hjertet holdt op med at slå. Døden omsluttede både hans krop og sjæl. Alt var forbi. Og hans døde krop blev i al hast taget ned fra korset og lagt ind i en gravhule.

To get out, go in deeper.

Hvad der skete på sabbatsdagen i gravhulen, er der ingen der ved. Men den morgen, da kvinderne havde taget mod til sig og var gået helt ind i mørket, da mødtes de pludselig af to skikkelser i lysende klæder. Et lysende budskab. Åbningen.

”Han er ikke her, han er opstået”. Her er udgangen. Det er påskemorgens lys og håb. Åbningen ud af mørket.

Vi finder den ikke selv. Den finder frem til os. Kvinderne ved ikke hvad de skal tro. Det gør vi heller ikke, når vi vandrer i mørket. Men troen og håbet finder frem til os. Og kærligheden holder os fast uanset hvor dybt ind i mørket vi må gå.

To get out, go ind deeper.

Glædelig påske!

Langfredag

10.april 2020

EVANGELIUM

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.« Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!« Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske. Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret. Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede. Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham. Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt. Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?« De råbte tilbage: »Korsfæst ham!« Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!« Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Mark. 15,1-15

PRÆDIKEN

I et interview så jeg forleden den 102-årige Lise Nørgaard give udtryk for at hun i et eller andet omfang opfatter coronaudbruddet som en guddommelig straf. Vi mennesker har levet så hensynsløst, ødelagt naturen, opbrugt ressourcerne og nu falder hammeren.

Hun er ikke den eneste, jeg har hørt give udtryk for den holdning.

Jeg tror altid vi mennesker har søgt at forklare det uforklarlige, at retfærdiggøre det uretfærdige. Og når vi rammes af så altomfattende katastrofer som en epidemi, så rammes vi samtidig også af en frygt og en magtesløshed over for de kræfter der pludselig overtager og styrer vores liv. Vi føler os prisgivet, og begynder så at tro at det er en guddommelig magt, der pludseligt og helt vilkårligt slår ind i vores liv og ændrer alt. På den måder forbinder man Gud med det onde, der møder én i livet.

Uanset hvilken kultur, vi undersøger, findes tanken om guddommelig straf. Selv i fuldstændig ateistiske kredse, der gør en ære ud af, at forklare alting med ren naturvidenskab, sniger denne fortolkning sig ind. Her begynder man at tildele naturen selv guddommelige kræfter, og tænker at et kredsløb, der er overbelastet af menneskedyrets rovdrift på den øvrige natur, må reagere ved at lade en epidemi opstå, så man kan få tyndet ud i den skadelige art, som mennesket er.

Inden for den kristne kirke findes også en lang tradition for at tolke både sygdomme, krige og naturkatastrofer som Guds straf for menneskenes synd.

Selvom det ikke er den eneste, og måske ikke engang den sande tolkning af Jesu korsfæstelse, så er det en meget gængs udlægning af Jesu korsdød, at den var det offer, der skulle til for at dulme Guds vrede over os syndige mennesker. Den syndfri Jesus, Guds egen søn, træder i denne tolkning af korset i vores sted og lider alt det onde, som vi i virkeligheden selv har fortjent hver især.

Tanken om Guds straf kendte den danske forfatter J.P. Jacobsen. Han var erklæret ateist, naturvidenskabeligt uddannet, havde bl.a. oversat ”arternes oprindelse” af Darwin, og i sit forfatterskab forsøgte han at gøre op med al religion, særlig den kristne, som jo var den tro, han selv var vokset op i.

I 1881 skrev han en novelle, hvis titel har fået en forfærdelig aktualitet. Pesten i Bergamo hedder den. Her udfolder J.P. Jacobsen netop den trang til dommedagsprædikener og tolkning af lidelse og ulykke som en retfærdig straf over os mennesker.

(hvis du klikker på linket herunder, kan du høre novellen i hele dens længde)

http://den2radio.dk/udsendelser/pharaos-klassikere-pesten-i-bergamo/

Novellen beskriver hvordan en pest rammer byen Bergamo. Der var det gamle Bergamo på toppen af et bjerg, afsondret, og der ved det nye Bergamo neden for bjerget på sletten. Pesten bryder først ud i det nye Bergamo og har hærget der en tid, inden novellen begynder lige der, hvor den bryder ud i det gamle Bergamo på bjerget.

Det er en fortælling fra den gang hvor man kunne afsondre epidemier, og J.P. Jacobsen beskriver hvordan pesten først får befolkningen til at stå sammen, være hjælpsomme, søge kirken og bringe deres bønner og håb frem for Gud.

Men det hjælper ikke, og nu begynder alt at falde fra hinanden. For da folk først fornam, at Himlen enten ikke vilde hjælpe, eller ikke kunne hjælpe, så er det som om, synden vågner og breder sig i byen som en åndelig epidemi, der hånd i hånd med den legemlige pest spreder sig ustyrligt i byen. Nu er det slut med hjælpsomheden. Hvis én falder om på gaden, ramt af den dødelige pest, bliver han jaget på flugt med sten og spyd – ingen vil kendes ved den syge. Og mens de venter på at dø, giver de los: Alt fra uhæmmet druk til nekromanti, ustyrlig egoisme og afstumpethed breder sig. ”Det var som havde de sat det ud efter Noder, at spille paa mangfoldige Instrumenter i én uendelig Helvedeskoncert”.

Men midt ind i denne opløste by kommer nu det sælsomste optog. Henved 600 mennesker kommer vandrende nede fra det nye Bergamo. Da de nærmer sig, bliver det tydeligt, at det er et optog af flagelanter: selvpinere. De pisker sig selv til blods og begynder at synge klagesange, da de kommer ind i byen.

Folk bliver helt slået ud over det uhyggelige syn. Men så genkender de en halvgal skomager i mængden. Det tager brodden af den umiddelbare rystelse og folk begynder at håne optoget. Man forstår jo godt at de er kommet for at omvende én. Ud af et værtshus tumler en døddrukken flok med en stor og kraftig slagter i spidsen. De slår følge med det uhyggelige optog, og mens de gør tykt nar af flagelanterne, vender mølle og imiterer deres selvpineri, så sætter de sig i spidsen optoget og hele byens befolkning, som nu ender inde i kirken, hvor de oppe foran alteret opfører en pervers og sjofel parodi på en messe, mens deres drukkammerater skriger af grin på de første pladser i kirken. Og de sørger for at belære de hellige, der nu er kommet til byen, om hvad man regner deres Vorherre for, den Gud som har ladt dem så grueligt i stikken.

De hellige svarer ved at piske sig selv endnu hårdere, til de bukker under i krampe: hvert blodige slag er et offer til Gud. Og nu bliver byens befolkning tavs. ”Der var et lille Vanvidspunkt i deres Hjærner, som forstod denne Galskab. Dette at føle sig som den vældige haarde Guddoms Træl, at sparke sig selv hen for hans Fødder, ikke i stille Fromhed, ikke i blide Bønners Uvirksomhed, men være det rasende, i en Selvfornedrelsens Rus”. Selv den løsslupne slagter bliver tavs og ser betuttet til.

Og nu tager optogets leder, en gusten munk, ordet og lader sit budskab runge ud over hele kirken i en dundertale, som kan måle sig med selv den sortest helvedesprædikant:

Han taler om helvede og om Guds lov, der skal opfyldes til punkt og prikke, for ikke at ende som skyldig. Skyldig til Helvedes straf.

Men pludselig ændrer talen retning – og afslører kernen i enhver dommedagsprædiken, da den gustne prædikant fortsætter:

”Men Kristus ere død for vore Synder, sige I, vi ere ikke mere under Loven… I stoler paa Golgatas Kors? Kom, kom! Kom at se det! jeg skal føre jer lige til dets Fod!”

Og nu skriver munken langfredags evangelium om. Han beskriver i detaljer, hvordan den lidende Kristus bærer sit kors op på Golgata, hvordan hans hænder og fødder gennembores af jernnagler, så blodet sprøjter og drypper ned på de mennesker, der skal rejse korset i dets hul. Hvordan Jesus ser ned på den afstumpede menneskemængde, der underholder sig med hans lidelse og spiller terning om hans klæder – og ikke møder et eneste medlidende blik. Kun hån og spot.

Det giver udslaget: ”Da fortørnedes Guds højbaarne Søn i sit Sind, og saae, de ikke var Frelse værd, de Hobe, der opfylder Jorden, og han rev sine Fødder ud over Naglens Hoved, og han knyttede sine Hænder om Hændernes Nagler og drog dem ud, saa Korsets Arme spændtes som en Bue, og han sprang ned paa Jorden og rev sin Kjortel til sig, saa Terningerne raslede ned over Golgatas Skrænt, og slyngede den om sig med en Konges vrede og foer op til Himlen. Og Korset stod tomt tilbage, og det store Forsoningens Værk blev aldrig fuldbragt.”

Der er helt stille i kirken i den pestramte by. Ingen hån, ingen mistro, kun rædsel, for sæt det er rigtigt, at Jesus ikke gik i døden for at frelse os. Sæt det er rigtigt, at den eneste guddom, der findes er den, de erfarer i de store og vældige naturkræfter, pesten, der er driver over byen som straf for alt det, de har gjort galt.

Men nu trænger den fulde slagter sig frem fra mængden igen. Han lader til at være blevet ædru. Og råber til helvedesprædikanten: ”Munk, Munk! Vil du Nagle ham til Korset igjen, vil du!”

Og hele byens befolkning stemmer i, og med eet råber de alle som med én mund: ”Ja, ja! Korsfæst ham, korsfæst ham!” Men munken stirrer blot op i Himlen og svarer med en vanvittig latter. Så forlader optoget byen, og novellen er slut. Der er ingen forløsning. Ingen forsoning.

Med en dyb indsigt i skyldens dynamik, vender J.P. Jacobsen Markusevangeliets vrede råb fra folkemængden, det råb, der kræver Jesu korsfæstelse som en hævn over, at han ikke levede op til deres forventninger om en stærk politisk leder. ”Korsfæst ham!” lød det som en dom og en hævn fra den skuffede folkemængde.

Nu lyder råbet som en skinger bøn. For uden Jesus, uden evangeliet om, at vi ikke er alene i verden, alene med vores skyld, alene med vores skæbne, - uden evangeliet om, at der findes en kærlighed, der er stærkere end den lidelse og død, som venter os alle, -uden Jesus Kristus er vi alle sammen fortabte. Uden en nådig Gud, der kan bære vores skyld, ender vi netop som de to grupper, J.P.Jacobsen beskriver. Den ene gruppe drives ud i hensynsløse og desperate orgier, for der findes ingen Gud, så de skylder ikke nogen noget, og kan ligeså godt få det bedste ud af dagen, for i morgen skal de dø. Den anden gruppe tager derimod al skylden selv. Den gud, de dyrker vil ikke bære deres skyld, og så må de selv tage den på sig, og bære straffen for alt det onde, de kan have gjort i deres liv.

Samtidig peger J.P. Jacobsen med sin lille novelle hen på en anden fortolkning af korsfæstelsen end den, der findes i tanken om den vrede gud, der kræver sit offer.

For hvis det var sandt, at Kristus skulle ofres på korset for at tilfredsstille vreden hos en gud, hvis lov ikke blev efterlevet, så ville den gustne munks genfortælling af Jesu korsfæstelse være mere sand, end den vi læser i bibelen. Hvis kernen i Guds væsen var en nøgtern dom over alle vores gerninger, så ville det være rimeligt at tale om epidemier som en guddommelig straf over menneskeheden hensynsløse færden på jorden. Uanset om guddommen hørte hjemme i bibelen eller var en form for højere naturmagt, hvis væsen er at fremme livets overlevelse på den klode, vi er ved at dræne for ressourcer. Vi er ikke værd at redde. Med mindre man ser på os med kærlighedens milde blik.

Og netop det blik. Kærlighedens og nådens blik, er det der findes hos Jesus. Da der fældes dom over ham, er han tavs som den grav der venter ham. Ypperstepræsterne anklager ham voldsomt, men han siger ikke noget. Menneskemængden råber: ”korsfæst ham!” men han forsvarer sig ikke. Da han endelig kommer frem til Golgata, er alt det, der strømmer fra ham ren og skær kærlighed. Han beder for de bødler, der hamrer naglerne i hans krop ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Og netop dette er kernen i korsdøden. Den Gud, der afslører sig her, har ikke vreden og hævnen som sit inderste væsen, men kærligheden og nåden.

Vi har stadig brug for en nåde, der er større end os selv. Også selvom vi ikke tror på noget som helst. For den afgrund, der venter os, hvis ikke kærligheden findes, hvis ikke nåden og tilgivelsen findes, den afgrund er netop det dyb, der viser sig, når vi værgeløst overgives til frygtelige magter som pestens eller coronaens. Hvis ikke vi stoler på, at kærligheden er stærkere end alt, selv døden, så er der ingen grund til at holde os tilbage, så kan vi ligeså godt overgive os til orgier eller til vanvittigt selvpineri.

Men kærligheden findes. Nåden findes. Det er netop det, der afsløres for os på korset langfredag. Gud er ikke den magt, der sender katastrofer og epidemier over sine skabninger. Gud er kærlighed. Og derfor træder han i alle lidende og nødstedte menneskers sted. Lider sammen med os. Dør med os. Og beder for os, når vi overtages af dødens og vredens dæmoniske magt.

Det er den store og afgørende sandhed, som tavst råber til os fra korset.

Amen.

Skærtorsdag

9.april 2020

EVANGELIUM

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«

Joh 13,1-15

PRÆDIKEN

Jeg tror, vi alle har oplevet, hvordan corona-udbruddet har udstyret os med et nyt sæt briller. Bakterie-briller, der får os til at se verden som én stor fare for smitte.

De briller har jeg også på, når jeg læser tekster. Og det første, der slår mig, når jeg læser skærtorsdags evangelium, er, at intet af det, som er beskrevet, er muligt, når man ser på fortællingen med de nye briller, de nye leveregler, vi alle sammen må underkaste os.

Disciplene er samlede til middag. De er mere end ti i et rum, og de er forsamlede uden at det er tvingende nødvendigt. Og nu sidder de og spiser sammen – deler det samme brød og drikker vin af det samme bæger!

Og midt i det hele rejser Jesus sig fra bordet og giver sig til at vaske disciplenes fødder! Det er næsten værre end at gå til frisør.

Oven i købet beder Peter ham om, at han ikke skal nøjes med fødderne, men også skal vaske hans hoved og hænder.

Vi får øje på alt det, der ikke ville gå an i disse tider. Sådan ville vi slet ikke have reageret på denne beretning, hvis vi havde hørt den for bare et par måneder siden. Det er underligt at opdage, hvordan vi nu ser på verden med et helt andet blik.

Alting fremstår i et helt andet lys, end vi er vandt til her under corona-krisen. Og ingen af os ved, hvordan verden ser ud, når det hele er overstået – ja, vi ved ikke engang hvornår, det hele er gennemlevet. Vi ved bare, at lige nu er intet som før. Vi har aldrig oplevet noget lignende og det forandrer os hver i sær, det forandrer vores måde at være sammen på, ja selv den måde vi læser på forandres.

Vores blik, vores nye briller, handler om bakterier og risiko. Det handler om renhed i medicinsk forstand. Vi bliver mere ømfindtlige og forarges hurtigere over folk, der ikke respekterer de nye regler og omgangsformer. Og på den måde handler det ikke kun om bakterier, men også om omgangsformer – sociale koder, der lynhurtigt forandres i disse dage.

I evangeliets egen sammenhæng handler det også om omgangsformer. Og om renhed.

I den jødiske kultur som Jesus og hans disciple var en del af, havde man en meget stærk forestilling om renhed – ikke renhed i medicinsk forstand, men renhed i kultisk forstand. Man kunne ikke dyrke Gud i templet, hvis man var uren, og uren blev man f.eks., hvis man havde haft med lig at gøre. Hvis man havde måttet begrave et familiemedlem, skulle der gå et antal dage, før man kunne gennemgå et renselsesritual, og derefter komme op i templet og deltage i gudstjenesten, være med i fællesskabet igen. Det samme galt for kvinder, der lige havde født. I det hele taget var hvert eneste led i livet omgærdet af renhedsforskrifter. Mange madvarer var urene – til påske må man inden for jødedommen kun spise usyret brød. Og den dag i dag sørger de ortodokse jøder for at rense deres brødrister og banke deres brødkurv helt ren, så man ikke risikerer at krummer fra gærbrød sniger sig med, når det kun er tilladt at spise usyret brød.

Men vi er kun i tiden op til påske. Jesus og hans disciple skal spise et helt almindeligt aftensmåltid sammen. Det rummer også sine ritualer. Bøn og velsignelse af den mad, de indtager.

Jesus, som er den øverste i flokken, disciplenes Herre og mester, er vært for det måltid, de indtager - han tager pludselig tjeneren plads. Og det er vildt. Helt uhørt.

I vores samfund forbinder vi tjenere med folk, der serverer mad på restauranter. De får deres løn og måske oven i købet drikkepenge for det, de laver. Men på Jesu tid skelnede man ikke mellem tjenere og slaver. Det græske ord som oversættes med tjener, doulos, betyder direkte oversat: slave. Og det arbejde, som Jesus gør, er slavens arbejde. Det er nedværdigende, det bryder med alle omgangsformer, og derfor reagerer disciplene nærmest med forargelse.

På Jesu tid, hvor man gik i sandaler, var det normalt for Herren i huset at bede sin slave om at vaske de beskidte fødder. Men det var noget, man gjorde, når man kom ind ad døren. Før man gik til bords.

Derfor er det både helt uventet og meget upassende, når Jesus afbryder middagen og giver sig til at vaske sine disciples fødder midt i det måltid, vi ved, bliver Jesu sidste måltid, det måltid, som kirkens fremover vil samles om at fejre i nadveren.

Der er intet at sige til, at Peter bliver forarget og ingen ting forstår.

Men Jesus forklarer sig. Det, han foretager, er nemlig en tegnhandling. Det er en handling, der peger hen på noget andet.

Jesus fortæller Peter, at han giver ham et forbillede med det, han gør. Som disciplenes Herre tager Jesus nu tjenerens plads – han gør det, de skulle have gjort. Han udsætter sig for det, som disciplene i virkeligheden skulle have været udsat for.

Når Jesus sætter sig selv op som vores forbillede, så ved vi, at det at være kristen er at tilstræbe at leve som Jesus. At sætte os i vores næstes sted, og tage de tunge opgaver og pligter, de ellers skulle have døjet med.

Men tænk lige over, hvad Jesus næste dag gør for os. Langfredag tager de laveste og mest udstødte og magtesløse menneskers plads. Han tager pladsen for dem, der hånes, tortureres og dømmes til døden. Han tager pladsen for dem, der svigtes af sine venner og piskes og korsfæstes af sine fjender.

Det er med andre ord, det forbillede, han giver os. Og uanset om vi så sætter alle vores kræfter ind på at efterleve Jesus i dette store offer, så ville vores egen egoisme forhindre os i at kunne ofre os så helt og fuldstændigt, som Jesus gør. Jesus giver sig selv helt hen i kærlighed og rammes ikke engang afsky eller vrede over sine bødler, men beder af hjertet for dem, der korsfæster ham.

Og det er da heller ikke kun for at give os et forbillede, at Jesus bryder af midt i måltidet for at vaske disciplenes fødder. Det kan vi høre på den ordveksling, som ham og Peter har lige før. Peter stritter i mod: ”aldrig i evighed skal du vaske mig!” men Jesus svarer, at hvis han ikke gør det, så har han ikke lod og del sammen med ham – lod og del, altså skæbnefællesskab. Ved at blive vasket, får disciplene skæbnefællesskab med Jesus.

Da Jesus fortæller det, vil Peter ikke bare have sine fødder vasket – han vil bades over det hele, også hænder og hoved. Mere end de andre. Men Jesus bremser ham igen. Man kan ikke være lidt eller meget med: den, der er vasket, er ren over det hele, også selvom det kun er en del af kroppen, der er blevet badet.

Her peger Jesus på det, der ligger inde i hans tegnhandling, nemlig dåben. Dåben er et skæbnefællesskab med Jesus – det er i virkeligheden her, vi følger i hans fodspor. I dåbens vand bliver vi korsfæstede sammen med Jesus og vi opstår sammen med ham. Og vi kan ikke være mere døbte end andre. Ligesom man ikke kan være ”lidt gravid” eller ”halvt født”, men er helt og fuldt gravid, hvis man er gravid, og helt og fuldt født, hvis man er kommet til verden. Sådan er det med dåben. Den døbte er døbt punktum. Dåben kan ikke annulleres.

Og som Jesus siger, så gør den lille del, der bliver vasket, hele kroppen ren. Ikke ren i medicinsk forstand, men ren i kultisk forstand. Og det er både grænsesprængende og revolutionerende. For dåben afskaffer alle de kultiske renhedsforskrifter. I dåben bliver vi alle sammen rene i Guds øjne. Vi behøver ikke bekymre os for, hvem vi har rørt ved, om vi spiser lam eller rejer. Vi behøver ikke at skele til om folk er indenfor eller uden for den renhed, som er altafgørende for gudsdyrkelsen i de gamle religioner.

Dåben åbner for noget helt nyt. I dåben får vi lod og del med Jesus. I dåben bliver vi alle rene for Gud. Vi bliver født som Guds børn og skal ikke længere gøre os fortjent til Guds kærlighed og tilgivelse. Dåben er, at vi allerede lever i Guds kærlighed og allerede omfattes af Guds nåde, også selvom vi fejler og svigter.

Med fodvaskningen, som peger hen på dåben, giver Jesus os ikke kun et forbillede, han peger på, hvordan hans eget billede i dåben smelter sammen med vores, hvordan Guds billede i dåben også bliver vores egen, fordi vi i dåben genvinder den gudsbilledlighed, som vi har tabt.

Og dåben er samtidig døren ind til det måltid, vi hver søndag siden den første påskemorgen har fejret med Jesus som vært. Det måltid hvor Gud nærer os med sig selv – giver os kærlighed at spise og drikke, så vi hele tiden holdes fast i vores dåbspagt og ikke glemmer, at vi er omfattet af en kærlighed så stor, at den overvinder alting – selv døden.

Derfor giver det så god mening, at Jesus bryder af midt i nadveren og giver sig til at vaske disciplenes fødder. Her knyttes dåb og nadver sammen.

I disse dage, hvor vi ikke kan gå i kirke, hvor vi ikke kan dele brødet og vinen med hinanden, hvor mange af os må sidde alene og savne de mennesker, vi holder af, -da er det godt at huske på vores dåb: Dåben er en pagt. Dåben er, at vi aldrig er helt fortabte, aldrig helt alene, for vi er omfattet af Guds kærlighed. Vi lever under Guds nåde og tilgivelse. Vi har fået Guds ubrydelige løfte om, at han vil være med os alle dage ind til verdens ende: Gud er hos os, bærer os med sin kærlighed gennem ensomhed og angst, ja lige ind til livets ende.

Amen

Palmesøndag

5.april 2020

EVANGELIUM

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Mark 14,3-9

PRÆDIKEN

For rigtigt at trænge ind i den historie, som dagens evangelium fortæller os, skal vi vide, at vi er i tiden lige op til påske. Folk samles i Jerusalem for at fejre den store højtid, der venter forude. Fra nær og fjern kommer jøderne til den hellige stad for at bringe deres ofre i templet og sammen spise påskemåltidet, der hvert år minder dem om, hvordan lammets blod på dørstolperne frelste hele det jødiske folk fra den sidste plage: dødens engel, der gik gennem Ægyptens land, dengang hvor folket blev befriet fra deres trældom under den onde kong Farao.

Jesus og hans disciple skal også fejre påske i Jerusalem. Han er netop ankommet til dens store stad ridende på et æsel og har her ladet sig hylde som en konge af folkemængden. Med palmeblade og begejstrede tilråb har de hyldet ham som deres sande konge.

Der er store spændinger i luften. Store forventninger til Jesus – håb om, at han bringer det oprør, der skal til for at vælte romerne, der har taget den politiske magt i landet.

Men Jesus går ikke ind i en politisk kamp. Endnu mindre et voldeligt oprør mod besættelsesmagten. Hans kamp er en åndelig kamp, og derfor bruger Jesus kun ord som våben. Kampen foregår på tempelpladsen. Her går Jesus ind i diskussioner med landets intellektuelle elite, de skriftkloge. I diskussionen ophøjer Jesus et særligt bud til det højeste i loven, nemlig det, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. Buddet om kærlighed til Gud, der omsættes i kærlighed til næsten. Eller det, som vi også kender som næstekærlighedsbuddet.

Om aftenen trækker Jesus sig tilbage fra tempelpladsen og overnatter i en af Jerusalems forstæder, Betania på den anden side af Oliebjerget. Han spiser med sine disciple i Simon den spedalskes hus, og her er det så, at vi hører om det helt absurde optrin, som dagens tekst i virkeligheden beskriver. Ind ad døren træder en tavs kvinde. Målrettet bryder hun ind midt i et lukket selskab. Hun er ikke inviteret, men lige midt i måltidet træder hun hen til Jesus med en krukke med meget kostbar nardusolie, og uden et ord bryder hun krukkens forsegling og salver Jesus.

Hvis man ved lidt om oliens betydning i den jødiske kultur på Jesu tid, vil man vide, at når nogen skulle indvies til konge i det gamle Israel, så hørte det med til ritualet at hælde olie over kongens hoved – at salve ham, som det hedder. Ja, navnet Kristus på græsk og Messias på hebraisk, betyder faktisk den salvede, altså kongen, og det er netop det navn som folk bruger om Jesus, når de bekender, at han ikke blot er et menneske, men også Guds søn, Gud selv.

I virkeligheden er kvindens handling en udfoldelse af den del af næstekærlighedsbuddet, som altid bliver glemt, når folk taler om de kristne værdier, nemlig den, at du skal elske Gud af hele dit hjerte. Kærligheden mellem Gud og menneske, er forudsætningen for, at kærligheden mellem mennesker overhovedet kan blomstre, for Gud er ren kærlighed, og kapper vi båndende til Gud, kapper vi kilden til vores egen kærlighed over. Så bliver kærligheden beregnende, den bliver til egenkærlighed, der sætter os selv i centrum, selvom vi forklæder den som hensynet til vores næste. Men kvinden ænser ingen andre end Jesus. Selvom hun er tavs, taler hendes handling et meget tydeligt sprog. Hun ophøjer Jesus. Hun gør Jesus til sin konge. Hun elsker Gud af hele sit hjerte, og hun gør det uden behov for at få sine omgivelsers forståelse for, hvad det er hun gør. Det er som om, at det hele er en sag mellem hende og Jesus – lige ind til at folk begynder at tolke på hendes handling:

Og så breder vreden sig. Tænk så mange fattige, der kunne have nydt godt af alle de penge, som olien må have kostet! Er det virkelig det værd, at bortødsle så stor en rigdom på eet menneske, når den kunne være blevet givet væk til de fattige.

Hvor meget er et enkelt menneskes liv værd?

I disse dage, hvor alting sættes på spidsen af corona-epidemien, træder netop dette dilemma så meget mere smerteligt frem.

Er hele denne verdensomspændende nedlukning af samfundet de få menneskeliv værd, som vi evt. kommer til at redde ved at sætte alt i stå? Tænk hvor mange mennesker, vi kunne redde fra fattigdom, hvis de kunne få alle de penge, der i øjeblikket forsvinder mellem hænderne på folk, fordi vi har sat alt i stå. Sådan begynder vi at tænke. Krisen presser os til det. Der er ikke midler nok til at redde alle, og derfor må socialøkonomerne konstatere, at det godt nok er dyre menneskeliv, vi redder. Hvor meget er et enkelt menneskes liv værd i kroner og øre? Det er det spørgsmål, som corona-krisen har fået os til at stille.

De mennesker, som Jesus sidder til bords med kender svaret. Det det er bestemt ikke pengene værd at bruge så kostbar en olie på Jesus, når nu ressourcerne kunne være blevet delt ud til de fattige i stedet. De bliver vrede og de overfuser hende. De har Jesu egen udlægning af loven i ryggen, når de skælder hende ud: du skal elske din næste som dig selv. Du skal hjælpe dit medmenneske og dele dine penge ud til de fattige. Det er præcis det, vi forbinder med næstekærlighed. Og når næstekærligheden omsættes til socialøkonomi, så glemmer man næstekærlighedens kilde, og tror det handler om at fordele ressourcerne ligeligt. Og de har ret, for kvinden har faktisk magt til at give de fattige en stor sum penge. Den magt giver hende ansvar – og sætter hende dermed i en skyld over for de fattige, over for sine medmennesker. Sådan går det med kravet om næstekærlighed så snart det omsættes til vores levede liv.

Mens kvinden i sin handling befinder sig i buddets første del: Du skal elske Gud af hele dit hjerte – så peger de vrede tilskuere på buddets anden del: og din næste som dig selv. Og det er vores vilkår, at uanset hvor meget vi stræber, vil vi aldrig kunne opfylde hele næstekærlighedsbuddet. Vi bliver skyldige, hver eneste gang vi forsøger.

I disse måneder vil vi som aldrig før pådrage os skyld. Vi vil komme til at sætte samfundsøkonomien over kærligheden. Vi kan ikke andet. Redder vi eet liv, går et andet til grunde. Vi bliver skyldige uanset hvad vi gør.

Kun et eneste menneske har opfyldt hele det altomfattende bud om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Han gav alt væk. Han endte på et kors.

Men i ham er kærligheden så stærk, at historien ikke endte med korset og graven – i ham overvindes døden og alle onde magter. Han er vendt tilbage fra de døde, og nu lever han i os, hver gang vi glemmer os selv og giver os hen til vores medmennesker.

Og når vi svigter, så møder han os som den uovervindelige kærlighed, der kan tilgive os al vores skyld. Han rejser os op os sender os hver dag ud i et nyt forsøg på at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv.

Amen

Mariæ Bebudelse

Søndag 29.marts 2020

EVANGELIUM:

Da sagde Maria:

»Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid."

Luk 1,46-55

PRÆDIKEN:

Gamle Grundtvig kaldte engang mennesket for et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.

Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.

Det kan med vores moderne ører lyde lidt.. støvet, at sige sådan. Men der gemmer sig en dyb sandhed i Grundtvigs ord om mennesket. Det er en anden måde at sige på, at vi mennesker består af både krop og sjæl. Støvet er vores krop, og ånden er vores sjæl, hvis man skal oversætte Grundtvigs ord til nutidens sprog.

Og så ligger der en hel fortælling gemt i Grundtvigs ord. For ordene fører tanken hen på myten om, hvordan Vorherre skaber mennesket ved at forme det af jordens støv og derpå blæse sin livsånde ind i det, så mennesket bliver en levende sjæl, som der står i skriften.

Hele denne beretning fortæller os noget væsentligt om, hvad det vil sige at være menneske. Vi er ikke bare en krop, der handler driftstyret og helt mekanisk. Vi er også ånd; vi har ånd, en ånd, vi har modtaget fra Gud selv.

Og det, at vi har ånd, er det, der gør, at vi kan se ud over vores egne behov og drifter. Det er ånden, der åbner vores øjne for alt andet end os selv. Åbner os over for Gud og over for vores omverden – den jord, vi skal tage vare på, de medmennesker, vi skal leve sammen med. Det er ånden, der gør os levende og lader os leve på et andet plan end bare det dyriske overlevelses niveau.

Når vi bliver voksne, sker der netop det: at vi får øjnene op for, at vi er mere end vores krop og instinkter; at vi kan se på os selv og verden udefra. Jeg tror mange mennesker kan huske den indsigt, man finder undervejs i teenageårene, hvor det går op for én, at man ikke kun skal vælge venner og kæreste ud fra, hvordan de ser ud, men også se på, hvad der gemmer sig bag kroppens facade, se på folk sjæl, om man vil: deres ånd. Vi lærer gennem livet gradvist at nedprioritere kroppen frem for ånden, for der ligger folks sande jeg gemt, tænker vi.

Men i de her underlige dage bliver vi til gengæld mindet om, hvor meget kroppen betyder. Og personligt har jeg fået øjnene op for, hvor stærk en sammenhæng, der er imellem krop og ånd.

De fællesskaber, vi for bare 14 dage siden havde ansigt til ansigt, hvor man kunne mødes med sine kolleger på arbejde, og se sine venner til træning i idrætshallen eller på cafeer og andre steder er aflyst på ubestemt tid. Ja selv gudstjenesterne kan vi ikke længere holde i kirken. Vi kan ikke længere mødes ansigt til ansigt. Alle møder skal nu foregå virtuelt, som det hedder. Uden krop.

Og vi begynder at kunne mærke det. Vi savner fællesskaber. Vi savner det nærvær det giver, at give hånd eller kramme, at se hinanden i øjnene, registrere hinandens signaler, kropssproget, når vi holder møde sammen, eller bare vender verdenssituationen og deler en pilsner i gode venners lag. Det bliver aldrig det samme, når vi ikke har det fysiske nærvær. Det bliver aldrig det samme, når der er en skærm eller en telefon imellem os.

Står vi over for et andet menneske af kød og blod, mærker vi det menneske på en helt anden måde. I det fysiske møde fornemmer vi vores medmenneskes styrke og skrøbelighed meget mere intenst. I det fysiske møde udleveres vi i langt højere grad til hinanden, for her kan vi både skade eller tage vare på den andens liv, altså hele det andet menneske, med krop og sjæl. Det er en grunderfaring, som vi alle mærker så meget tydeligere i de her dage, hvor vi er forhindret i at mødes ansigt til ansigt.

Men vi må vente. Vente på fællesskabet, vente på det, vi mærker er livets kerne, nemlig livet sammen med vores medmennesker.

Dagens evangelium handler også om at vente. Og det handler om hvordan der er en helt særlig og grænsesprængende sammenhæng mellem støv og ånd i den kristne tro.

I dag, hvor der er omtrent ni måneder til jul, hører vi om Maria, der modtager budskabet om, at hun skal føde Guds enbårne søn. Helt uden varsel bliver hun sendt ind i en ventetid.

Og som de fleste nok ved, så kræver det sit, at lægge krop til en graviditet og senere hen tage moderskabet på sig. Ængstelsen og uroen følger med, og ventetiden er dobbelt tung for Maria, dels fordi hun endnu ikke har været sammen med en mand, men kun er forlovet med Josef, og må tåle folks mistro og fordømmelse i en kultur, hvor en hustrus sidespring skulle straffes med stening. Dels (og måske mest) fordi Maria i sit hjerte vidste, at hendes søn ikke blev født til et liv uden farer og smerte. Maria vidste at hendes søn skulle fødes ind i en verden med både ondskab, lidelse og død. Med til det at blive forældre hører ængstelsen for at éns barn skal lide ondt. Med til det at holde af et andet menneske, hører bekymringen. Vi ved ikke hvad der venter.

Og netop denne uvished, den ubærlige vished om, at vi ikke ved, hvad der skal ske med os selv og vore kære, kan vi spejle os i dag. Jeg tror mange af os føler os mere udsatte og skrøbelige end ellers, nu hvor vi hele tiden mindes om, at der er en meget smitsom virus i omløb, som på tre måneder har bredt sig til hele verden og nu tvinger os til at isolere os. Vi hører dagligt beretninger om coronaens hærgen og frygter, at den også vil ramme os. måske har den allerede smittet os selv eller én vi kender. Og alt vi kan gøre er at vente.

Maria får at vide, at hun skal vente. Hun skal vente ni måneder, så vil hun føde Guds søn. Men med hans fødsel er hendes ventetid ikke forbi, for hun ved, at Guds søn skal fødes for at frelse hele den lidende verden. Hun ved at Jesus bliver født til kampen mod mørket og døden, og i sit hjerte ved hun, at denne kamp blev en kamp på liv og død, en kamp med svigt og smerte. Og alt hvad hun kan er at tage sin opgave på sig og vente.

Hun mærker ængstelsen, som vi vist alle gør i denne ventetid. Men til trods for dette, så lytter hun til englens ord om, at hun ikke skal frygte. Hun modtager Guds Ånd med ydmyghed og taknemmelighed, og giver sig så til at vente.

For Maria er ikke kun støv. Hun er ikke blot et hylster, en krop uden ånd, der søger sin egen overlevelse. Maria har også sjæl, hendes ånd er vågen og kan derfor åbne sig for Guds gaver og opgaver til os. Åbne sig for troen, håbet og kærligheden, som er pulsen i den livsånde, Vorherre blæser ind i mennesket.

Og derfor kan Maria modtage hele sit liv og sin skæbne med tak:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Sådan synger hun som svar på det, der bliver hendes opgave i livet. Med krop og sjæl modtager hun sit livs opgave med en lovsang – en takkesang, som vi selv kan synge med på i vores egen ventetid. Forsøge at fordrive frygten med tak.

Og her til sidst: Maria blev gennem tiden til symbolet på den troende kirke – hun er ikke blot moder til den Gud vi tror på, hun er også hele menighedens moder. Maria blev synonym med kirken. Hun er det første menneske, der helt bogstaveligt bærer Jesus i sig. Det er hendes krop og Guds Ånd, der sammen lader Jesus vokse frem og fødes til et menneske med sjæl og krop. Igennem Jesus overvinder Gud skellet mellem Skabermagten og skaberværket. Gud og menneske, ånd og krop smelter sammen og bliver undfanget i en kvindes skød, selvom Gud i sig selv netop ikke er andet end Ånd. Jesus er den ultimative sammensmeltning af krop og ånd. For Jesus er både Gud og menneske, både evig og dødelig på en gang. Ren kærlighed forenet med en dødelig krop. Og Jesus bor i Maria, først som et foster i hendes skød, og sidenhen altid i hendes hjerte og hendes tanker. Derfor er Maria symbolet på den kristne kirke.

I disse dage kan vi ikke mødes i kirken. Vi kan ikke gå til gudstjeneste sammen, synge med på den lovsang, som allerede Maria sang. Og vi kan mindst af alt fejre nadver sammen, modtage Gud selv som vin og brød, så vi bliver en del af Guds eget legeme, Guds egen krop, bliver en del af den måde Jesus er i verden på i dag.

Det er ellers det store mysterium, der ligger i selve det at gå til alters: her gennemlever vi Jesu død og opstandelse – sådan at den sker i os selv, sådan at når vi spiser brødet og drikker vinen, så opstår Jesus i os, opstår som tro, håb og kærlighed, som vi tager til os som åndelig føde, bringer med os ud i verden og deler med de mennesker, vi møder. Det er her den kristne kirke ligner Maria.

Nu må vi vente på alt dette. Vente ligesom Maria, der bar Jesus under sit hjerte i ni måneder. Vi ved ikke hvor længe, vi skal vente. Men vi ved, at Gud er kommet til os som vores medmenneske. Og vi ved, at Guds kærlighed er stærkere end alle onde magter, og derfor skal vi vente i det samme håb og med den samme tak, som Maria sang ud i sin lovsang til Gud.

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Amen

Onsdag 25.marts 2020

HER DØBER VI DE SPÆDE

OG KNYTTER HJERTEBÅND

OG BEDER AT DE DØDE

MÅ LEVE I GUDS HÅND

Sådan står der på kirkeklokken i Tornby. I denne tid sker det hele på et meget lavt blus. Men vi har stadig brug for Guds hånd til at gribe os og tage vare på os, og derfor har landets biskopper bedt os om at flytte aftenringningen til kl.17.00 hver dag indtil Coronaen slipper sit tag i verden.

Biskopperne skriver:

Hver morgen og aften ringer kirkernes klokker for at opfordre til bøn og andagt.

Det er en gammel skik, som vi gerne vil henlede opmærksomheden på nu, hvor kirkerne er lukkede, og der ikke holdes gudstjenester på søn- og helligdage.

Med klokkeringningen giver kirkerne lyd fra sig. Når vi hører klokkerne ringe, kan vi huske på og tænke efter, hvad det er for et budskab, kirkerne bygger på.

Vi har måske mest travlt med at tænke på os selv og være bekymrede. Men kirkernes klokker fortæller os, at vi skal tænke på Gud og vores medmenneske og på alt det gode, der trods alt kommer til os hver eneste dag.

Vi vil gerne i lyset af den alvorlige situation, vores land befinder sig i, opfordre til, at vi under aftenringningen sammen husker på og bede for de syge og alle dem, der passer og plejer dem.

Derfor en særlig opfordring til jer i landets menighedsråd om at fastsætte jeres aftenringning til kl.17. Det gør mange af jer sikkert allerede, men det vil være godt, hvis vi kan gøre det på samme tid.

Den fælles aftenringning ophører, når Corona-virus ikke længere hærger, og den normale hverdag er tilbage i Danmark.

Midfaste søndag

22.marts 2020

EVANGELIUM

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Joh. 6,24-35

PRÆDIKEN

”Vi skal huske på, at dette ikke er en fødevarekrise.” Det var det første vores statsminister sagde, da hun indledte den nedlukning af landet, vi lige nu befinder os i.

Vi står ved overgangen til corona-nedlukningens 2. uge. Jeg tror de fleste mennesker mange gange i løbet af den forløbne uge har været igennem overraskelser, ja måske endda rystelser, fordi situationen er så omfattende.

Vi må ikke længere forsamles i store grupper. Mange ting er blevet aflyst. Arrangementer og fester, man har set frem til i årevis. Her i kirken er det store smertenspunkt, at vi var nødt til at udskyde konfirmationerne. Det er barsk. Det synd for de unge mennesker, det er hårdt for familierne, men det trækker også tråde ud i alle retninger. Lige fra frisøren til restauranten, som nu ser deres indtægter smuldre mellem hænderne. Her kan man ligefrem tale om, at de mister deres daglige brød. Det er ikke en fødevarekrise, men en krise på det daglige brød, kan man alligevel godt tale om.

Men til gengæld er det tankevækkende, at alle aflysningerne sker af hensyn til vores medmennesker. Fordi vi vil beskytte de svage, de, der ikke ville kunne klare at blive smittet, vil vi gerne tage vare på.

For første gang i al den tid jeg kan huske, tælles alting ikke op i kroner og øre. Vi har flyttet fokus fra kravet om økonomisk vækst til nødvendigheden af, at tage vare på vores medmennesker.

Hvis ikke vi gjorde sådan, ville coronaen i den grad komme til at opfylde naturlovens bud om den stærkes overlevelse: survival of the fittest ville blive udfoldet lige for øjnene af os her i landet. Mange flere mennesker med svagt helbred ville allerede nu være begyndt at bukke under, hvis ikke vi i samlet flok havde rettet os efter myndighederne strenge formaninger.

Det giver håb, at vi mennesker viser os at rumme mere end kampen for vores eget daglige brød. At vi kan stå sammen om at give meget store afkald for at undgå andre menneskers død.

Til gengæld ser vi så, at denne naturlov om den stærkes overlevelse flytter sig. For hele vores erhvervsliv er corona-nedlukningen det værste skrækscenarie. Nu er det her man kæmper for overlevelsen. Her ser mange mennesker deres livsværk truet af den nedfrysning af økonomien, som coronaen har medført. Og vi kan bare håbe på, at vi også i fællesskab kan komme disse mennesker til undsætning, for selvom det ikke gælder liv og død, så gælder det det næste trin på stigen, det vi lever af. Det, man kan kalde for det daglige brød.

Evangeliet til i dag handler også om det daglige brød. Det uddrag, vi hører er plukket ud af en sammenhæng. Jesus bevæger sig omkring Tiberas sø, vest for det sted vi i dag kender som Golanhøjderne. Og det hører med til historien, at Jesus dagen før, var blevet opsøgt af en stor skare af mennesker, som havde hørt om, hvordan han kunne gøre vand til vin og helbrede syge. Nu vil de selv hen og se giraffen. Og der stimler en masse mennesker sammen om ham uden for byen. De er på alle måder sultne: De er sultne af nysgerrighed, de vil se beviser på, at Jesus er noget særligt. Og nu begynder de også at blive sultne efter ganske almindeligt mad – de skal have deres daglige brød. Og Jesus mætter dem på alle måder. Fem brød og to fisk gør han til en overflod af mad, så alle bliver mætte og der oven i købet bliver levnet.

Det er det, vi kalder for et under, et mirakel. Men bag ved dette under, ligger der også et tegn, for hele denne historie peger på, hvordan Jesus kommer til os med den samme magt og kraft som udgår fra Skaberen selv. Jesus bærer Guds magt i sig. Og samtidig viser han os med alt hvad han siger og gør, at kernen i Guds magt er kærligheden selv.

Alt det, er det, der ligger bag dagens evangelium. Og folk har set et glimt af det, set et glimt af Guds magt i Jesus. Men de er ikke overbeviste om, at Jesus virkelig har denne sammenhæng med Skaberen, som de så, så nu vil de have håndfaste beviser.

Men det kan de ikke få. De kan ikke få den slags beviser, de gerne vil have. Det kan vi heller ikke. For Gud kan ikke bevises. Ligesom kærligheden kan ikke bevises. Den kan kun tros.

Og troen er lige som håbet og kærligheden en skrøbelig ting. Det kender vi fra vores eget liv. Vi må tro på vores kære, når de viser os eller fortæller os, at de holder af os. Hvis vi begynder tvivle og kræve håndfaste beviser for deres kærlighed eller venskab, så ved vi meget godt, at den tvivl, vi møder dem med, kan ødelægge forholdet til dem; kan få kærligheden til at visne.

Og sådan er det også med vores forhold til Gud. Vi har ikke andet end de tegn vi får at se. Guds magt kan ikke bevises. Og derfor giver Jesus ikke de krævende mennesker flere beviser. Han kommer i stedet med en tale, og det er den, vi hører i dagens evangelium.

I sin tale siger Jesu til os, at vi ikke kun skal arbejde for den mad, som forgår – og det siger han også i dag: Vi skal ikke kun arbejde for det materielle. Det er mildest talt provokerende at blive mødt af sådan en prædiken, hvis man kæmper en desperat kamp for, at éns livsværk ikke skal gå konkurs. Ikke desto mindre er det de ord, Jesus siger. Men han siger det, fordi der findes større rigdom, end den rigdom pengene kan give os, og der findes et brød, der mætter os bedre end alverdens lækre gourmetretter.

Den rigdom findes i Gud selv. Den Rigdom er Gud selv. Det er derfor Jesus slutter sin tale af med at sige: Jeg er livets brød, den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste.

Her taler Jesus ikke om Kroppens sult og tørst – men om sjælens. Vi mennesker er både krop og sjæl. Det er vigtigt at huske på i de her kaotiske dage, hvor vi hver især kæmper vores kampe. Vi får heldigvis alle vores daglige brød, det brød, der mætter kroppen, for corona-krisen er ikke en fødevare-krise.

Men hvis ikke vi husker at nære vores sjæl, så kommer vi ikke igennem disse dage uden at lide skade, netop på sjælen.

Og det, vores sjæl næres af, er Guds selv. Den magt, som viser sig i vores liv, som tro, håb og kærlighed. Det er det brød, som kommer til os fra himlen. Tor, håb og kærlighed. Den åndelige føde, vi alle er dybt afhængelige af, for uden tro og håb og kærlighed mister livet sin betydning.

Under normale omstændigheder, ville vi efter prædikenen have altergang. Her giver Jesus os sig selv som brød og vin. Og selvfølgelig er der ingen, der går til alters for at fylde maven. Vi får brødet og vinen i så små portioner, at det ville være helt omsonst at tage i kirke i stedet for på kro, for at få stillet kroppens sult. Brødet og vinen, vi får, når vi går til alters, er åndelig føde. Den virker kun, hvis man ikke møder op med tvivl og krav om beviser. Men modtager man vinen og brødet i tro, så åbner det det en sprække ind til Guds evige og vældige skabermagt. Den magt, der skaber liv og overvinder død, den magt, der mætter sjælens sult og tørst efter mening.

I dag kan vi ikke gå til alters sammen, så i dag må vi nøjes med Jesu ord, ligesom de mennesker, der kom og krævede beviser kun fik hans tale. Men ord kan også være både mættende og magtfulde, så lad os slutte af med ord fra Jesus selv, når vi sammen beder:

Fadervor,

du som er i himlene,

helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje, som i himlen, således også på jorden,

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde,

thi dit er riget og magten og æren i evighed.

Amen.

3. søndag i fasten

15.marts 2020

DAGENS EVANGELIUM:

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

PRÆSTENS PRÆDIKEN:

Vi lever i voldsomme tider. Det er 3.søndag i fasten, der skulle have været gudstjeneste i Tornby kirke. Men kirken er tom, for vi er blevet ramt af en epidemi, som vi skal forsøge at begrænse så meget så muligt.

For første gang i mange hundrede år bliver der ikke holdt gudstjeneste i landets kirker. Det er ikke sket siden reformationen rullede over landet for 500 år siden.

Det giver os en fornemmelse af, at der er store kræfter på spil. En virus er ved at brede sig til hele verden, og er godt på vej til at lukke alting ned.

Men hvis man ser sig omkring på internettet, så lukker coronaen ikke munden på folk. Der bliver delt information og betragtninger som aldrig før.

Sådan også i dag – landet over lægger præsterne deres prædikener ud på nettet, for det er vigtigt at have noget at holde fast i, nu hvor alt det som vi er vandt til at kunne regne med, skrider under fødderne på os.

I det stykke fra Johannesevangeliet, som der skal prædikes over i dag, sætter Jesus to kræfter op imod hinanden. Løgnen og Sandheden.

Og på en måde, kan vi faktisk godt bruge den situation vi sidder midt i, til at blive kloge på både løgn og sandhed.

For vi er midt i en virus-epidemi. En sygdom, der snylter på vores fælles sundhed, en virus der angriber vores raske kroppe og tager magten fra dem, tager magten fra os. Hvis ikke der fandtes mennesker at angribe og nedbryde, ville coronaen heller ikke være til. Coronaen er ingen ting i sig selv. Den har brug for en krop at gøre syg. Uden mennesker, ville coronaen dø ud. Men vi mennesker, vi kan jo godt leve uden corona – vi er noget i os selv, og har det allerbedst uden corona.

Sådan er det også med forholdet mellem løgn og sandhed.

For hvor sandheden altid kan stå alene og ikke er afhængig af løgnen, er der er det at sige om løgnen, at den altid snylter på sandheden. Løgnen lever så at sige af sandheden, som en sygdom lever af mennesket. Og Løgnen snylter på sandheden; den forklæder sig som sandheden, og derfor er det så svært for os at skelne mellem løgn og sandhed.

Vi kan høre det på det nye fænomen ”Fake News”. Altså falske nyheder, som folk præsenterer som om det var fakta og sender dem ud på internettet for at påvirke folk i en bestemt retning. Fake news ville aldrig virke på os, hvis ikke man forklædte det falske som sanheder.

Jeg er lige kommet hjem fra en meget spændende rejse i Israel. Og her havde jeg en oplevelse, der gjorde det meget tydeligt for mig, hvor stærkt et våben fake news er.

Her fortalte en taxachauffør fra Betlehem mig, at coronaen var opfundet af amerikanerne. Det er fake news. Det er en løgn, der snylter på sandheden: amerikanerne findes, coronaen findes og derfor kan man lave en historie om, at det er amerikanerne, der har opfundet coronaen. Men det er løgn. En løgn, der aldrig ville virke, hvis ikke den tog udgangspunkt i sandheden og forvrængede den.

Sådan virker løgnen altid kun, hvis den forvrænger sandheden, men sandheden den kan stå alene – særligt når sandheden kobles sammen med Gud, for kristentroen er troen på, at Gud er kærlighed, og derfor hænger kærligheden og sandheden sammen.

Og der er det særlige ved kærligheden, at den altid kommer til os udefra: Vi kan ikke tvinge den frem i os selv, og vi kan endnu mindre tvinge den frem i andre. Vi har ikke kontrol over kærligheden, og vi har heller ikke kontrol over sandheden. Når vi prøver at kontrollere sandheden ender den med at blive til løgn.

Vi er ellers vandt til at kunne bestemme vores egen sandhed. Jeg tror de fleste af os har hørt folk sige: ”det, som er sandt for mig ikke behøver at være sandt for dig – og omvendt.” Og det er også rigtigt og godt at have plads til forskellighed, for det giver os alle sammen frihed til at tænke og tale frit. Derfor kan man tale om, at der findes flere sandheder, når det gælder holdninger. Men alt i verden er ikke holdninger. Menneskene findes. Coronaen findes, og nogle mennesker kan ikke holde til at blive smittet med corona. Uanset om de er amerikanere, palæstinensere, jøder – eller samaritanere. Vi er alle udsatte og dybt afhængige af hinandens hjælp og hensyn – særligt i disse dage. Det en sandhed, der ikke kan diskuteres.

Sandheden findes, og derfor er det dybt skadeligt, hvis man ikke sætter en grænse mellem sandheden og løgnen, for så går der ikke længe, før løgnen tager over og udskifter vores egne sandheder med løgne.

Når løgnen tager over, glemmer man hurtigt den virus, vi kun kan bekæmpe i fællesskab. Så er det dem, man tror har opfundet denne virus: amerikanerne – eller kineserne, eller hvem vi nu ikke kan lide, -som skal bekæmpes. Eller også kæmper man kun for sig selv og bliver egoistisk og hensynsløs. Og så glemmer vi hurtigt sandheden, og begynder at bekæmpe hinanden i stedet for coronaen.

Når det sker, så lever vi på en løgn, så har vi løgnen til fader, som Jesus kalder det i dagens evangelium. Og hvis vi ophæver skellet mellem sandt og falsk, så bliver vi børn af løgnen og begynder at handle sådan som løgnen siger vi skal. Vi bliver mistroiske og bange. Vi tænker på os selv før alle de andre. Vi bliver hensynsløse.

Derfor skal vi sætte en grænse mellem sandt og falsk. Men det er så svært, for vi kan ikke altid af os selv få øje på den grænse, og vi har endnu sværere ved at sætte den.

Men hvis vi lytter til Jesus, kommer grænsen mellem løgn og sandhed til os. For Jesus kæder sandheden sammen med Gud. Derfor er sandheden og kærligheden er to sider af samme sag, og kærligheden har altid medmennesket i centrum.

Og når vi har det, så tænker vi ikke på at sætte forskelle op, og tale om, at det der er sandt for dig er løgn for mig og omvendt – for kærligheden udvisker forskellene og nedbryder de mure, vi bygger op omkring os selv og andre.

Kærlighedens grænse er altså en helt anden slags grænse end de grænser, vi i de her dage er nødt til at lukke omkring os, for ikke at øge smittespredningen.

Kærlighedens grænse er en grænse, der åbner – åbner os, så vi kan se verden fra vores medmenneskes perspektiv, åbner os, så vi slet ikke kan lade være med at tage hensyn til alle dem, der med deres svage helbred er udsatte, nu hvor coronaen spreder sin smitte rundt i verden.

Kærlighedens grænse får os i disse tider til at holde fysisk afstand til vores medmennesker, og det er hårdt, for det er ikke godt for mennesket at være ene.

Men der findes en måde, vi både kan være sammen med Gud og mennesker på, nu når vi er nødt til at isolere os og holde os for os selv, og det er i bønnen. Når vi beder fadervor, taler Guds stemme i os, så har vi fællesskab med Gud og med alle dem, der beder sammen med os – og tænk på, hvor mange mennesker, der hvert sekund beder fadervor verden over.

Og når vi beder for dem, vi savner eller er bekymrede for, så er vi hos dem i bønnen, -også selvom vi ikke kan være hos dem i et fysisk fællesskab. Derfor skal vi nu slutte af med at bede:

Vor Fader i himlen

Vi takker dig for kærligheden, hvis grænser åbner vores øjne for sandheden og vores hjerter for medmenneskets behov.

Vi beder for vore kære, og for dem, der står os nær. Bind os sammen i bønnen, og lad alle mærke dit stærke nærvær i vores egen skrøbelighed.

Vi beder dig: Trøst og styrk alle dem, der er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær hos de ensomme og ængstelige. Vær hos alle verdens lidende mennesker.

Kom til os med din helbredende kraft og giv os mod og håb. Bær os med din tro så vi kan gå igennem denne svære tid i visheden om, at din kærlighed kan overvinde alt ondt.

Vi beder for vort land og vort folk. Vi beder for Dronning Margrethe II og alle som har magt. Giv dem styrke og mod til at udføre de opgaver, de nu er sat til.

Hør os, når vi sammen beder:

Fadervor

Du som er i himlene

Helliget blive dit navn

Komme dit Rige

Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden

Giv os i dag vort daglig brød

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

Led os ikke ind i fristelse

Men fri os fra det onde

For dit er Riget og magten og æren i evighed

Amen

Lørdag 14.marts 2020

I disse coronatider er vi nødt til at aflyse gudstjenesten, derfor vil jeg bruge denne BLOG til at dele min prædiken og evt. andre betragtninger med jer. Første prædiken kommer i morgen, hvor vi desværre har måtte aflyse gudstjenesten.

Pas godt på jer selv og hinanden!

Sara Dommerby Toft