EVANGELIUM

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre." Han svarede dem: "Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15

PRÆDIKEN

Når nogen i dag rammes af sygdom, lammelse eller andre alvorlige lidelser, så har vi –heldigvis– en naturvidenskabelig forklaring på, hvad det er, der er sket med den syge.

Vi ved hvilke mekanismer, der sker i kroppen, når nogen bliver lam, blind eller syg på en anden måde. Vi ved også, at hvis børn fødes med forkrøblede ben, så skyldes det ikke overnaturlige magter, som af den ene eller anden grund straffer forældrene, ved at give dem et handicappet barn.

Men selvom vi har alle muligheder for at finde videnskabelige forklaringer på vores lidelser, så kender vi selv tendensen til at give højere magter skylden for vores lidelser. Vi har alle hørt folk sige om folk i stor lidelse eller sorg – at DET har de ikke fortjent, eller som en af mine bekendte lakonisk sagde efter et langt sygeforløb, så havde han fundet beviset for Guds eksistens, ”hvem skulle det ellers være, der var ude efter ham?”.

Men på Jesu tid, for 2000 år siden, stod man uden nogen chance for at kende til de biologiske mekanismer, som fører til de menneskelige lidelser, vi hører om i dagens evangelium.

Derfor var det meget nærliggende, at forklare både sygdom og handicaps med guddommelige magters straf. Og man nærmede sig Gud og det hellige med en kæmpe angst for at træde ved siden af og fremkalde en ulykke over sig selv eller sine nærmeste. Og samtidig prøver man, at sikre sig, ved fx at dele verden op i rent og urent.

Sådan gjorde man også i Jerusalem på Jesu tid. Her havde man en tanke om, at guddomsmagten ikke tålte nogen form for menneskelig urenhed og derfor havde man alle mulige renselsesritualer, som skulle udføres, før man kunne komme i templet, og ofre til Herren, for til gengæld at modtage medgang og velstand i sit eget liv – eller overordnet i slægtens eller hele folkets liv. Det var bl.a. det, som de jødiske fester drejede sig om. At bringe sonings- og takkeofre frem for Herren i hans tempel, så man undgik hans vrede og til gengæld fik frugtbarhed på marken og velskabte børn, og så folket med tiden kunne bryde den romerske besættelse, som man også så, som Herrens straf for folkets synder.

Med den tankegang var livet et rent helvede for mennesker, der var født med et handicap eller en sygdom.

Det var skamfuldt for forældrene, som måske havde fået det syge barn som straf for en synd. Og samtidig så man den syge underlagt syndens magt, sådan at man anså ham for at være uren, og sig selv for at være i fare for at blive besmittet med urenhed, når man kom i nærheden af den syge.

I denne coronatid, kan vi sagtens leve os ind i angsten for det ukendte. Derfor er der ikke noget underligt ved, at den syge mand, vi hører om, ikke har noget menneske til at tage sig af ham, som han ligger der ved Betesda dam, ude af stand til at bevæge sig. Nu ligger han så der på de 38.år. Helt alene blandt alle de andre syge, og venter på, at blive den første til at komme ned i det oprørte vand, så han kan blive renset for synd og befriet fra sin sygdom.

Og måske er det ikke noget tilfælde, at vi hører præcis hvor mange år, han har ligget og ventet, for ligesom den syge i dagens evangelium har ventet på frelse i 38 år, sådan ventede det jødiske folk i 38 år, da de gik gennem ørkenen på flugt fra Farao i vandringen mod det forjættede land.

38 år er lang tid at vente, derfor virker det også besynderligt, når Jesus spørger om han vil være rask – i den græske tekst står der egentlig ikke bare rask, der står hygeis, som er det ord vi selv kender fra ordet hygiejne. Jesus spørger faktisk manden om, om han vil være ren – for det lå i sproget, det de to ting hang sammen.

Men mandens svar er mindst lige så uventet – enhver ville vel svare ja på Jesu spørgsmål, hvis de havde ligget i 38 år og ventet på deres helbredelse. Men manden begynder i stedet for at tale om sin ensomhed. Han undskylder sig, og forklarer, at han jo ikke har nogen, der kan hjælpe ham ned i vandet, når det kommer i oprør, for han er helt alene.

Og på den måde åbner mandens svar et vindue ind til hele det nybrud, Jesus kommer med. For Jesus kom med et gennemgribende opgør med tanken om, at verden skulle være delt op i rent og urent. At nogle mennesker var mere rene og hellige, mens andre var urene og syndige, og synden ligefrem kunne overføres –nærmest som vi ved, at bakterier overfører sygdomme, så man var nødt til at udstøde og isolere folk, der var ramt af ulykke. Netop som det er sket for det menneske, vi møder ved dammen.

Gud sender ikke ulykker og sygdom som straf, siger Jesus, nej, Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Og et andet sted fortæller Jesus os, at det ikke er det, som kommer ind i munden, som gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent. Synden ligger ikke i vores helbred eller i, om vi kan overholde spisereglerne. At være underlagt syndens magt er at være alene. Uanset om man selv har været skyld i sin isolation, ved med ord og handlinger at skubbe folk væk, eller om man helt uforskyldt og ufrivilligt lever i ensomhed, -så er det ikke er godt for mennesket at være ene.

Og netop derfor træder Gud ind i verden som et menneske. Gud bliver menneske, så at selv det mest ensomme menneske ikke skal sidde alene i mørket og dødens skygge. For selvom vi ikke altid mærker det, så er Jesus hos os i vores ensomhed. Med ham er Gud blevet til vores menneske, vores medmenneske, det menneske, der kan bære os til den frelsende kilde.

Vi skal ikke længere opsøge hellige kilder og oprørte vande for at blive renset helbredt. Vi har i stedet fået dåbens vand. Her fødes vi som Guds børn. Her får vi skænket Guds hellige ånd. Den ånd, der indgyder os tro, håb og kærlighed, så vi kan rejse os og vende blikket væk fra vores egen ensomhed og elendighed, hen til vores med mennesker.

Og magter vi alligevel ikke, at bryde ud af isolationens fængsel, så er Han alligevel hos os, for det er netop løftet til os i dåben, at vi har en Gud, der vil være med os alle dage ind til verdens ende. I dåben bliver Gud til vores menneske og vi bliver til Guds menneske, Guds barn. Dåben er en stadfæstelse af, at vi aldrig er alene.

Og her til sidst:

Vi lever alle vores liv med hver vores lidelser, nogle er syge, andre sorgfulde. Nogle lever som den lamme i ensomhed og har ikke noget menneske hos sig. Jeg tror der er dage, hvor vi alle har det som den lamme. Vi mærker, der findes et sted, en kilde, hvor vi kan finde lindring og trøst, men vi magter ikke af os selv at finde vej til den kilde. Vi er bundet til vores lidelser. Og hvis nogen møder os med spørgsmålet: ”vil du være rask?” så tror jeg, mange af os vil gøre som manden: begynde at fokusere på alt det, der er galt, i stedet for at gribe ordene, og svare ”ja!”

Vi kan med andre ord ikke engang modtage frelsen. Noget i os holder os fast i smerten, lidelsen, lammelsen. Finder vi os selv i den situation, skal vil ikke gå i stå, men lytte til evangeliet, for Jesus svarer mandens mange ord om sin ensomhed med en opfordring: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”

Med sine ord rejser Jesus os op, giver os styrke til at gå bort fra vores egen lidelse og ensomhed ud i verden, ind i livet. De ord skal klinge i jeres ører i dag, når vi går hver til sit: ”rejs dig, tag din båre og gå!” gå lige ud i det hårde liv, for der findes din opgave, nemlig at være et andet menneskes medmenneske.

Amen.