EPISTEL

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.Gal 4,4-7

EVANGELIUM

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.

Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

       Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.

       For mine øjne har set din frelse,

       som du har beredt for alle folk:

       Et lys til åbenbaring for hedninger

       og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. 

Luk 2,25-40

PRÆDIKEN

Vi taler ofte om denne dag, julesøndag, som de gamle menneskers søndag. For vi hører i dag om to gamle mennesker. Vi hører om Simeon og om Anna.

De to er mennesker, der kan se tilbage på deres liv. De er mætte af dage, og om Anna hører vi oven i købet, at hun har levet som enke lige siden hun efter kun 7 års ægteskab mistede sin mand, og nu er hun 84 år.

De to er et sted i livet, hvor de ved, at der efter al sandsynlighed ikke vil være mere at sige eller skrive om, når det gælder deres eget livsløb.

Og alligevel, så hører vi om dem begge at de er forventningsfulde. Simeon venter Israels trøst. Anna forlader aldrig templet, men lever hele sit liv i bøn og faste.

Og det forunderlige er, at netop forventningsfuldheden hører barndommen til. Ingen kan glæde sig til noget som små børn. På trods af coronatrætte forældre og aflyste julebesøg, er jeg ikke i tvivl om, at de små børn har været mange menneskers redning, når det galt julestemningen i år.

Hvor i mod, man ofte erfarer, at jo ælde man bliver des mindre kan noget som helst overraske én, og des mere kommer man til at afsky forandringer. Alderdommen er for mange mennesker det konservative stadie i livet, hvor man kan ryste på hovedet af, hvordan verden er gået af lave siden man selv var ung og der var helt anderledes styr på tingen.

Den tendens kender jeg sågar fra mig selv, selvom jeg ikke er mere end 42 år gammel. Stort set på alle parametre synes jeg, det er gået ned ad bakke de sidste år. Den globale opvarmning tager til. Antallet af flygtninge vokser. Internettet har skabt dybt skadelige samfundsundergravende fænomener som fake news og shitstorms. Herhjemme oplever vi, hvordan uddannelserne er blevet forringet. Mine børns barndom bliver overtaget af Disney – det sagde i øvrigt også mine forældre om min barndom. Ja listen er lang, når man først kommer i gang med at se efter tegn på forfald og undergang.

Men hos Simeon og Anna møder vi faktisk det modsatte. Hos dem findes der en levende forventning. En forventning, der nærmest sætter dem i de små børns position, for rationelt ville det ikke give mening efter et langt liv, som man ved snart vil finde sin afslutning – netop at leve i forventningen om, at man endnu har det bedste til gode.

Og det fører os over i dagens episteltekst, som stammer fra Galaterbrevet, for her taler Paulus om børn. Om at have barnekår i modsætning til det at leve under trællekår. Og det er præcis det, der gør hele forskellen. Forskellen på, om man skal henleve sit liv som en gammel sur mand eller en forbitret kvinde, der har oplevet, hvad der er at opleve, der har set alt, hvad der er at se under solen, og som godt ved, at det eneste man kan se frem til er kroppens langsomme forfald og den evige, drømmeløse søvn, som vi kalder den død, der venter os alle. Eller om man kan træde ind i sin alderdom med en barnlig glæde og forventning om, at man stadig har det bedste til gode.

For det, som Paulus beskriver, er netop forskellen på at leve som slave af sine livsvilkår, eller leve trygt i et barneforhold til den magt, som skænker os livet.

Og måske har det netop en pointe, at man skal ind i barneforholdet, for at kunne leve i forventning og glæde, til trods for, at det liv vi kender, ebber ud; til trods for at vi som enken Anna, må leve i livslange savn efter dem, vi har elsket, men nu har mistet. For i barneforholdet til verden, der lever vi tæt på det store mirakel, at vi overhovedet er til. I barneforholdet til verden kan vi stadig overraskes og bjergtages af skaberværkets vælde og skønhed og se hver dag som en gave. Og i barneforholdet til Gud, kan vi leve vores livs dage i en vished om, at der er en magt, som tager over, der hvor vores egne kræfter ebber ud, som en fader, der tager hånd om sit barn.

I takt med, at vi mister det liv, vi har fået skænket, sker der ofte det, at vi forveksler tabet med livet selv. Der sker det, at vi forveksler den magt, der tager alting fra os med den gode Gud, der gav os livet.

Men holder vi fast ved barneforholdet, kan vi stadig leve i forventning. I barneforholdet findes taknemmeligheden over livet og samtidig findes den åbenhed og nysgerrighed, som overvinder vores kyniske afvisning af, at der stadig kan ske nyt i et gammelt liv. I barneforholdet findes modet til at tro på Guds løfte om, at hverken mørket eller døden skal have det sidste ord i vores liv, men at vi altid vil tilhøre den magt, som gør alting nyt, den Gud, der har sendt os sin søn, for at løskøbe alle os, der lever som dødens slaver og befri os til et liv i barneforholdet til vores Herre og skaber, ham, der kan gøre alting nyt, selv på den anden side af dødens grænse.

Amen.