EVANGELIUM

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.

I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.

Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.

Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. 

Luk 2,41-52

PRÆDIKEN

Som en efterklang af den helligtrekongers-gudstjeneste, vi desværre ikke kunne holde, havde jeg planlagt af vi skulle have sunget Grundtvigs store helligtrekongerssalme om de vise mænd fra Østerland, der drager ud i verden for at følge den ledestjerne, der fører os til Jesus. De tre vise mænd følger Guds lys og ledes til Jesus.

I dagens evangelium, er det omvendt. Her er det Jesu forældre, der mister Jesus ud af syne. Jesus er blevet væk for dem, og som de ordentlige forældre de er, giver de sig til at lede med lys og lygte efter deres forsvundne dreng.

På en eller anden måde synes jeg god vi her i kirken, ja måske i landet helt generelt, kan spejle os i beretningen om Jesu forældre, der sætter en masse i sving for at fejre den store højtid, men kommer hjem igen uden at få barnet med.

Forberedelserne på den forestående julefejring begyndte for alvor i november, hvor vi både i kirken og i de fleste familier og nok også i forretninger, restauranter, skoler og alle mulige andre steder begyndte at lægge planer, for bedst muligt at kunne imødekomme corona-restriktionerne i forbindelse med julen. Vi lavede både en plan A, plan B og plan C – og så blev der ellers knoklet i hele december måned.

Lillejuleaften var alt klart; alt var så velforberedt, at jeg om eftermiddagen lukkede for min computer, med fornemmelsen af, at julen allerede var ordnet. Nu stod det bare tilbage at holde den, så jeg forberedte mig på en aften i familiens skød, hvor vi sammen skulle finde ind i den rette juleglæde.

Sådan gik det som bekendt ikke. Og uden at gå i detaljer, tror jeg mange af os havde den underlige fornemmelse at juledagene var som en fest, hvor festens hovedperson var forsvundet i alle forberedelserne og helt blev væk i de sidste foranstaltninger. Vi havde det på en eller anden måde som Jesu forældre, der pludselig opdager, at de ikke har fået den vigtigste person med sig hjem. Jesus er forsvundet for dem.

Jesu forældre gør det kloge, at de tager tilbage til udgangspunktet for at lede efter deres forsvundne barn der. Og da de finder deres dreng, stiller de ham det oplagte spørgsmål: hvor blev du af? Hvorfor gjorde du det imod os?

Men Jesus svarer, at han aldrig har været væk, han har hele tiden været, hvor han bør være, nemlig hos sin fader. For Maria og Josef, der netop beskrives som Jesu forældre, må svaret have virket akkurat så næsvist, som det ville gøre i en hver anden oprørsk 12-årigs mund efter tre hektiske døgn med angst og eftersøgning.

Men her i kirken giver det mening. For her siger vi sammen i vores trosbekendelse, at Jesus har Gud til Far. Her forkyndes det, at Skabermagten og mennesket Jesus er så dybt forbundne, at de er eet – at den usynlige Gud viser sit ansigt i det lille forsvarsløse barn i krybben og i den korsfæstede mand, der har givet alt væk i kærlighed. Kun når vi ser på mennesket Jesus, kan vi få øje på den dybe nåde og kærlighed, som er Guds selv, den kærlighed, som vi tror og håber på, vil sejre til sidst.

Jesus var ikke væk. Det var i virkeligheden Maria og Josef, der var blevet væk for Jesus. Vi kommer nok ofte til at gøre det samme. Vi ordner og planlægger og flytter os fra A til B, i den tro, at vi har styr på det hele og selvfølgelig får det vigtigste med. Men i troen på, at vi kan kontrollere og organisere alt, kommer vi ofte til netop at efterlade det vigtigste bag os. Som det skete til jul. Som det sker hver dag i det enkelte menneskes liv.

Derfor har vi brug for at gøre som De tre vise mænd. I modsætning til Josef og Maria, så leder de ikke efter Jesus, de bliver ledt til Jesus.  De vender deres blik væk fra det, de selv kan styre, og får øje på det lys, der leder dem til Jesus. Den stjerne, der fører dem til den nyfødte kærlighed. Og sådan ender de hos den kærlighed, vi ikke selv kan styre eller kontrollere, men som til gengæld altid vil følge os og være hos os i mørket, når vi selv må slippe kontrollen.

Amen.